Transsylvaniens perler

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Riis Rejser

Rumæniens historiske borge, prægtige slotte, mægtige kirker og saksiske middelalderbyer samt fine habsburgske paladser, en tyran, der blev folkehelt og model for figuren "Dracula", samt en diktator, der snød omverdenen og ikke mindst sit eget folk. Dette er blot nogle af højdepunkterne, der opleves på denne busrejse.

Arad - en indgang til Rumænien

Det tager et par dage gennem Tyskland og Tjekkiet til Ungarn og Budapest med busturens andet overnatningssted. Hen på 3. dagens eftermiddag kommer bussen til Arad, en af de større byer på indfaldsvejen til Rumænien. Her indkvarteres vi og møder den lokale guide, som  byder på en lille byvandring. 
Floden Mures, der bugter sig gennem byen, har siden 1200-tallet været Arads livsnerve, hvorfor byens citadel også ligger centralt. Arads smukke rådhus fra 1876 er en kridhvid renæssancebygning der kaster det skarpe sollys tilbage i øjnene på os, mens vi går over pladsen og betragter den flotte bygning og det 54 meter høje klokketårn. Også byens kulturpalads stråler i hvid farve. 

Rumæniens kontraster

På Revolutionsboulevarden ses den romerske-katolske katedral Sant Anton af Padova indviet i 1904 med et enormt kirkerum flankeret af dobbeltsøjler, hvor imellem der er skønne malerier med bibelske motiver. Glasmosaik er altid fascinerende i de flotte kirkeruder.

Efter Det Nye Teater besøges den rumænsk-ortodokse barokkirke Johannes Døberens Fødselskirke fra 1865. Det er en helt speciel oplevelse at træde ind i denne kirke, hvor betydningen af ikonostasen med tre døre - hvor den højre dør viser den helgen som har givet navn til kirken - bliver forklaret. Meget smukke mosaikbilleder pryder kirken.

Således beriget kan vi undervejs tilbage mod hotellet iagttage lidt af byens dagligliv med gamle koner som henter vand ved den kommunale vandpost samt de unge moderne piger der lige er kommet fra deres trim i svømmehallen. Allerede på dette tidspunkt fornemmes Rumæniens mange kontraster. 

Valfartskirken Maria Radna Kirke

Næste dags højdepunkt er Corvin-slottet i Hunedoara, men på vejen derhen drejer bussen ind ved valfartskirken Maria Radna Kirke lidt før byen Lipova. Denne ungarsk-katolske kirke var oprindeligt en valfartskirke til Frans af Assisis fra 1200-tallet, men ombygget i 1800-tallet. Kirken er ganske smuk med mange fresker - ikke mindst øverst under kuplen - men udvendigt trænger kirken til "en kærlig hånd". Her lå tidligere et franciskanerkloster, men i 1962 blev de tilbageværende 180 munke deporteret af russerne, hvorefter bygningerne desværre gik i forfald.

Tomme fabrikker efter systemskiftet

Bussen forsætter gennem land og by og vi får et udmærket indtryk af, hvorledes befolkningen i de større byer er "stuvet sammen" i kedeligt betonbyggeri, mens der undervejs berettes om de ændringer der er sket i landet, siden diktator Ceausescu blev styrtet i december 1989. Før revolutionen og under det kommunistiske regime havde alle arbejde og penge - men ingen varer at købe. Produktionen var stor og kvantitet kom før kvalitet. Det opdagede man efter 1989, hvor man ikke længere kunne eksportere de dårligt fremstillede produkter, og den ene fabrik efter den anden lukkede og titusinder blev pludselig arbejdsløse. 
I dag står flere tomme, rustne bygninger med smadrede vinduer som spøgelsesfabrikker rundt omkring - både i byerne og på landet, men her er ikke længere mangel på varer i forretningerne. Netop i Hunedoara ses hvorledes den tidligere store jernindustris bygninger står tomme og forfaldne.

Corvin Slot i Hunedoara

Med blikket vendt den anden vej ses det imponerende Corvin Slot rejse sig på toppen af en klippe. Måske er det i virkeligheden mere en fæstning end et slot, for adgangen til stedet sker op ad bakken og over en hængebro og ind under tykke borgmure. Slottet er fra 1400-tallet og grundlagt af den ungarske konge Johannes de Hunyad (Janos Hunyad) - en onkel til Grev Dracula, som vi senere skal høre meget mere om. Slottet blev senere overtaget af efterfølgende fyrster, som har ombygget og udvidet slottet flere gange gennem århundrederne. Corvin Slottet har derfor mange forskellige byggestilarter - både renæssance, gotik og barok. Slottet har mange høje tårne, spidse spir samt vældige riddersale og ikke mindst en brønd, hvor en tyrkisk inskription ses: "Du har brønden, men du har intet hjerte". Det var tyrkiske fanger/slaver, der blev sat til at bygge slottet!

Glasikoner og festligt lag i Sibiel

Busrejsen fortsætter ud på landet, hvor landsbrugsarealerne nu er blevet givet tilbage til de oprindelige jordejere - eller deres efterfølgere - efter at regimet tidligere nationaliserede al jord (konfiskerede privat ejendom). Men jorden ligger uopdyrket hen på store strækninger. De fattige jordbesiddere har ingen midler og har svært ved at låne penge til igen at starte landbrugsproduktionen.
Ikke langt fra en typisk rumænsk landsby Sibiel, hvor tiden syntes fuldstændigt at være gået i stå, skiftes transportmiddel og vi bliver de sidste ca. to km. transporteret med hestevogn gennem marklandskabet og ind til byen. Her besøges først museet med landets største og fineste samling af glasikoner - dvs. malerier på glas - mange i naivistisk stil skabt af såvel gejstlige som af almindelige bønder. Museet startede ved at kirkens præst i begyndelsen af 1960’erne iværksatte indsamlingen af glasikonerne, hvoraf de ældste er fra 1700-tallet. Flere af motiverne er ganske genkendelige f.eks. "Den Sidste Nadver".

Den tæt ved liggende katolsk udseende hvide Trinitatis kirke fra 1765 med et enkelt klokketårn overrasker ved indvendigt at være en gammel ortodoks kirke. Gennem tiderne har sod fra stearinlys dækket kalkmalerierne, som først i 1965 blev genfundet og nu kan ses overalt i det lille tætpakkede kirkerum med kun et par meter til loftet.

Middag hos lokale i Sibiel

Uden for kirken møder vi en af landsbyens kvinder, som fører os gennem landsbyen frem til sit hus. Tag ikke fejl af hvorledes et hus ser ud udvendigt, for indvendigt kan det være meget anderledes. I dette private hus er der dækket op og med indtagelse af rigeligt tuica (den rumænske blommesnaps) - som ikke alle får lige let i den rigtige hals - stiger stemningen hurtigt. Den efterfølgende dejlige og velsmagende rumænske middag og med vin ad libitum bliver nydt, mens regnen siler ned med tordenbulder og lynnedslag udenfor. Senere  kører bussen til næste overnatningssted i byen Sibiu, hvor vi bor de næste to nætter.

Sibiu - middelalderby med habsburgske paladser

Transsylvanien har været beboet længe før vores tidsregning, men lad os begynde med romerne som omkring Kristi fødsel gjorde området til en romersk provins - Dacia - bl.a. pga. det frugtbare land og fordi her fandtes guld, men også fordi landet lå på den vigtige handelsvej til Centralasien. Store dele af befolkningen blev latiniseret. Efter sigende blev Dacia gennem tiderne til Romanium - deraf landets navn.
De oprindelige rumænere - hvis man kan bruge den betegnelse - var folket i bl.a. Valakiet og Dobrogea ved Sortehavet i hhv. den sydlige og østlige del af det nuværende land. De forskellige fyrstendømmer lå i konstant indbyrdes krig og med landene omkring sig bl.a. ungarerne, som i 1100-tallet hentede saksere (tyskere) til landet for at kunne forsvare sig mod tatarerne og senere tyrkerne. Rundt omkring i Transsylvanien - der betyder "Landet hinsides skovene" - skød befæstede middelalderbyer op. Befæstningen bestod af indtil flere ringmure omkring byerne og enkelte betydningsfulde kirker, der som regel blev bygget på et højdedrag.

Også Sibiu - der var Europæisk kulturby i 2007 - er en af syv oprindelige saksisk middelalderby (Siebenbürgen) med det tyske navn Hermannstadt, og på formiddagens guidede byvandring besøges den rumænsk-ortodokse katedral Mitropolia bygget mellem 1902 og 1906, og vi kommer ind i denne rigt dekorerede katedral, netop som en mindre messe er i gang. Med ophøjet ro overværer vi den rituelle ceremoni for de dødes sjæle, så disse kommer rigtigt "på den anden side af floden".

Næste stop er Sibius Historiske Museum indrettet i det gamle Altemberger Hus bygget i 1545 af Thomas Altemberger. Huset var indtil 1948 byens rådhus og i dag en afdeling af Brukenthal-museerne. Dette nationalmuseum har udstilling fra stenalder til middelalder. Et flot museum med tøj gennem tiderne, bøger, møbler, smykker, glas og en fin våbensamling samt et særligt lapidarium-afsnit med romerske effekter bl.a. fine statuer og søjler med kapitæler fra det 2. og 3. århundrede.

Løgnerens Bro kaldes også Jernbroen. Når du står på broen vil den styrte sammen, hvis du ikke taler sandt, hvilket var møntet på datidens store købmænd. Men broen holdt. Selv da diktatoren Ceausescu fra broen løj over for sit underkuede folk. Fra broen ses en stork med unger på et af de nærliggende huse midt i centrum! Det hedder sig her, at hvis man fjerner en storkerede, vil storken komme tilbage med en gren med ild i og smide den på taget! Måske er det derfor, at vi på denne busrejse gennem Rumænien ser et utal af storke i deres reder passe de halvstore storkeunger?

Også byens ældste apotekervirksomhed nævnt første gang i 1494 bliver besøgt. Her ses alt fra kemikalier over naturmedicin til datidens grumme operationsinstrumenter. Det ligger på en af byens tre store pladser Piata Mica, som er omgivet af en række smukke bygninger. Herfra går turen videre til Den Evangeliske Katedral bygget over flere hundrede år mellem 1300 og 1520. Det, der gør størst indtryk her, er nok den kæmpemæssige freske med korsfæstelsen som ses på korets nordlige væg. Jesus genfindes ikke færre end syv gange på billedet.

Piata Mara - endnu en perle

Herefter går turen til byens største og smukkeste plads Piata Mara. De der ønskede at fortsætte på en guidet tur til kunstmuseet i Brukenthalers Palads går dertil, mens andre fortsætter gennem byen. Hele pladsen emmer af 1700- og 1800-tallets habsburgske byggerier med beboelseshuse, paladser og palæer. Byens gule barokrådhus er måske byens smukkeste, men også Brukenthals Palads til venstre herfor er betagende. Til højre for rådhuset ligger den rumænsk-katolske kirke. Ligegyldigt hvor blikket vender hen, ses smukke pastelfarvede bygninger med de karakteristiske "øjne" i tagkonstruktionerne ligge side ved side.

Senere besøges den lavere liggende "håndværkerbydel" og vi ser de mange gamle 1600- og 1700-tals huse, hvoraf de fleste trænger til en renovering. Også byens gamle bymur - det af den som er tilbage med de enkelte håndværkerlags tårne - er værd at se. 

Bran - Draculas Slot

På feriens fortsatte bustur langs De Transsylvanske Alper - den sydlige del af Karpaterbjergene - arrangeres et formiddagsstop i byen Fagaras tæt på den gamle bymur med voldgrav, og som vanlig står bussens chauffør parat med kaffe, te eller chokolade med diverse tilbehør og småkager.          

Næste stop er ved Bran Slot (Törzburg som sakserne døbte stedet) der blev bygget mellem 1377-1382 og har tilhørt prinser og fyrster - også fra habsburgerne - og senere kejsere. Dette underlige "skæve" slot fik i begyndelsen af 1600-tallet sine tårne og blev en egentlig fæstning på en 60 meter høj klippe over byen. I dag er stedet en turistmagnet - ikke mindst pga. navnet "Draculas Slot". 

I Skotland har man søslangen Nessie i Loch Ness der trækker turister til, og her i Rumænien har man Dracula. Greven har dog aldrig boet på dette slot - men det trækker turister til - og efter at have passeret de mange souvenirboder som altid findes sådanne steder, begiver vi os opad mod slottet. Her er mange trapper både før slottet nås og inde i selve slottet. Her ses hvorledes stedets beboere havde indrettet sig. Det var bl.a. den populære rumænske Dronning Maria gift med Prins Ferdinand, der benyttede stedet som ferieresidens og hendes møbler, tæpper etc. står næsten urørte som dengang i 1920’erne. 

Brasov - et perfekt turistmål

Hen på eftermiddagen er bussen fremme i den næste middelalderby Brasov (også kaldt Kronstadt) og her besøges Sankt Nicolas kirke - den første ortodokse kirke i Transsylvanien opført mellem 1494 og 1564. Kirken har usædvanligt mange tårne og spir og har udvendige fresker på kirkens mure. Men det mest interessante er, at her ligger også Rumæniens ældste skole med landets ældste bøger helt tilbage fra 1100-tallet. Disse bøger var naturligvis håndskrevne og stedet har en enestående samling samt en simpel trykkemaskine. 

Til fods i Brasov

Eftermiddagen bruger vi selv til at se lidt nærmere på Brasov, som kan betegnes som et perfekt turistmål. Byparken - Parcul Central - har flotte blomsterbede og skyggefulde træer, hvor under byens mænd fordriver tiden med at spille skak eller domino. Hvor er kvinderne? Foran posthuset - indrettet i et prægtigt palads - står den romerske hunulv hvor Romulus og Remus dier - Roms grundlæggere iflg. myten. Skulpturen er en gave fra den italienske fascist Mussolini som forærede 12 byer i Transsylvanien en sådan skulptur til minde om den tidligere romerske tilstedeværelse og fordi Italien og Rumænien i starten af 2. verdenskrig var allierede. Senere skiftede rumænerne side og kæmpede mod nazismen og fasismen.

Gågaden - Republikgaden - med gode butikker og et utal af caféer og restauranter leder frem til byens rådhusplads Piata Sfatului med byvåbnet - Kronstadts krone med 13 forgreninger én for hver af de tilsluttede saksiske byer. Her ses også indgangspartiet til den ortodokse kirke, hvor vi skal gennem en lille gård for at nå selve kirken.

På den anden side af pladsen rejser Biserica Neagra - Den Sorte Katedral - sig i al sin vælde. Kirken er byens mest berømte bygning og blev bygget mellem 1385 og 1477. Den har fået navn efter at en brand under krigen med Østrig i 1689 farvede kirkens hvide sten sorte af sod.

Uden for bymuren ses en af gamle byporte - Katertinas Port - men området er aflukket og i privat eje. Brasov har også en svævebane, der kan bringe dig op over skoven til en imponerende udsigt ud over byen. Men det når vi ikke og bliver i øvrigt frarådet at spadsere ned fra bjerget gennem skoven, da der er set bjørne i skovene omkring byen! Efter denne lille sightseeing på egen hånd er det fortjent at slappe af med et glas godt rumænsk øl på en af gågadens fortovscaféer. Prøv Silva dark beer, en fyldig øl, der skal nydes langsomt og solo - og ikke sammen med mad.

Friluftsmuseet Satului i Bukarest

Dagens udflugt til Rumæniens hovedstad Bukarest er en lang, men flot køretur over Karpaterne. Denne 1.500 km. lange hesteskoformede bjergkæde løber på tværs af Central- og Østeuropa og næsten omkranser Transsylvanien. Bussen kører gennem skov og over bjergpas og ind i regionen Valakiet. På frilandsmuseet Satului har man på et stort rekreativt område siden 1930’erne samlet den gamle rumænske bondekultur i form af originale bygninger og inventar fra de fleste egne af Rumænien og genopført dem. Her er husmandssteder, gårde, møller og sågar et par trækirker fra 1700-tallet.

Skulle gamle bygninger blive for kedelige at bruge tid på, er der sørget for forskellige folklorearrangementer med både spillemænd, sangere og rumænske folkedansere - alle, både børn og voksne i forskellige folkedragter.  

Parlamentspaladset i Bukarest

Diktator, folkeforfører, bedrager og morder er blot nogle af de betegnelser der kan hæftes på landets leder gennem mere end 30 år - Nicolae Ceausescu. Hans stikkervirksomhed, hemmelige politi og militær holdt folket i et jerngreb og udsultede landet - delvist til egen fordel. Han havde bl.a. en ide om at bygge verdens største palads for folket inspireret af kinesisk byggeri - Folkets Palads. Ikke til eget brug, men for at kunne imponere andre statsmænd, når de kom på besøg i Rumænien. Hele 40 procent af statens budget blev gennem årene 1984 til 1994 brugt på at bygge den absurde bygning parlamentspaladset i Bukarest, hvilket bl.a. gik ud over socialvæsenet (hvem husker ikke de frygtelige billeder af misrøgtede og invaliderede børn fra de rumænske børneinstitutioner?) Det gik naturligvis også ud over vedligeholdelse af bygninger, skoler og veje etc. 

Da planen om bygning af dette propagandaprojekt var udtænkt, blev hele bykvarterer i Bukarest tvangsforflyttet (op mod 40.000 mennesker) og fine huse, gamle kirker og andet "der stod i vejen" blev ryddet. Det var ikke alene pladsen til selve parlamentspaladset der var brug for, men også til andre ekstravagante regeringsbygninger og pralende boulevarder som f.eks. den 10 km. lange og 120 meter brede "Boulevarden til Socialismens Sejr". I alt var der tilknyttet 700 arkitekter og 20.000 håndværkere, og der blev arbejdet 24 timer i døgnet gennem 10 år!

Det er på den baggrund, at vi spændte skal besøge verdens næststørste bygning (efter Pentagon i USA). For at få adgang skal vi identificere os med pas, kørekort eller lignende, inden vi skal gennem en security kontrol (som i en lufthavn), før vi kommer på en guidet tur i parlamentet. Fotografering inde i bygningen er ikke tilladt.

Parlamentet er en bygning på i alt 365.000 m2 med flere hundrede meter lange korridorer, store sale til partiet, regeringen og udvalg. 1.000 værelser hvoraf det største er på 2.200 m2 prydet med prismelysekroner på op til fem tons! Her er døre i udskåret egetræ. Marmorsøjler med kapitæler og fine tæpper. Væggene er dekoreret med gigantiske malerier, og en indvendig kolossal trappe leder op gennem de 14 etager. Opvarmning og el-forbrug alene beløber sig til tocifrede millioner danske kroner - om året!
På denne to timer lange guidede rundvisning ses blot ca. fem procent af Parlamentet. Den menige rumæner bryder sig (heller) ikke om byggeriets udseende - også fordi mange blev berørt af det - og så er det slet ikke den almindelige rumænernes attitude "at vise sig frem".

Den befæstede kirke i Biertan

Busturen denne morgen indledes igen med et par sange fra rejsebureauets lille, blå sangbog, alt mens bussen kører gennem et bølgende kulturlandskab med køer og får, afgrøder som ris og majs, humle, korn samt hø sat til tørre på pæle. Mange af husene på landet har endnu egen brønd - for vandet fra undergrunden er nu en gang bedre end det kommunale vand tilsat diverse kemikalier!
I Biertan ligger den befæstede Mariakirke bygget mellem 1490 og 1524 og som i 1993 blev medtaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Her er ikke mindre end tre ringmure med tårne omkring kirken, der i begyndelsen naturligvis var katolsk, men som i midten af 1500-tallet blev luthersk og hovedsæde for de tyske evangelister frem til 1800-tallet. I den højtliggende kirke kunne beboerne i landsbyen søge beskyttelse under uroligheder. I et særligt lille hus bag kirken - der nærmest kan betragtes som et lille fængsel - blev de, der ønskede skilsmisse sat på prøve. Mand og kone blev lukket inde og måtte ikke sige nej! Med sig havde de et eksemplar af hver ting - en kniv, en tallerken, en stol, et bord, en seng osv. Kunne de efter 14 dages ophold i denne "celle" fortsat ikke forliges, kunne skilsmisse bevilges. Måske noget for vore tiders mange skilsmissekandidater?

Sighisoara - en befæstet middelalderby

- Vilkommen og godda’, Sighisoara byter jer vilkommen. Hav gut dag. Foto fri. Myket tack, lyder det fra en lille velkomstkomité, da vi træder ind under byporten til den uspolerede middelalderby Sighisoara. Det er en skønjomfru, vægteren samt en soldat, der trisser rundt i byen og byder de enkelte turistgrupper velkommen på mange forskellige sprog - sågar japansk!
Det enestående ved denne tidligere saksiske by Schässburg grundlagt i 1191, er, at befæstningen endnu er intakt og at her fortsat lever 6.000 beboere i byen - med alt hvad der hører sig til en rigtig by. Neden for befæstningen ligger den nye bydel af Sighisoara.

Det er igen lidt slidsomt at forcere bakken for at komme op og ind bag fæstningsmurene og fortsætte på de toppede brosten, som ses overalt i middelalderbyen. Prins Vlad Cracul boede her mellem 1431 og 1435 og var søn af Fyrst Dracul fra Valakiet, hvorfor han fik efternavnet Dracula (søn af..). Det andet efternavn "Tepes", der betyder noget i retningen af "ham der spidder folk", fik han pga. sin brutale og meget hårdhændede behandling af sine fjender. Der skulle så godt som ingen ting til, før han spiddede folk, hvilket er en særdeles langsom og pinefuld død. Tænk, at hænge folk op på en pind ført ind gennem anus! Det var nok det, der inspirerede romanforfatteren Bram Stokers til sine bloddryppende fortællinger om vampyren Dracula.

Kirken på bakken

Vi går derefter op på højen, hvor Biserica din Deal - Kirken på bakken - ligger i håb om at få en fin udsigt over middelalderbyen. Men træerne skygger, så eneste udsigt er ned over landskabet og den nyere bydel på den anden side af befæstningsmuren. Kirken, der blev bygget mellem 1345 og 1525, var saksernes vigtigste lutheranske kirke. Vejen tilbage til byen går ned gennem den overdækkede trappe Sacra Acoperita med de 172 trin.       

Efter at have vandret hele byen rundt og set de skæve, men smukke pastelfarvede huse der læner sig op ad hinanden - og ikke mindst klosterkirken fra 1298 - mødes vi alle igen og de der har lyst og kræfter til at bestige det meget smukke 64 meter høje klokketårn, kan gøre det. Udsigten er rigtig fin ned over middelalderbyen med de mange røde tegltage. Middelalderbyen Sighisoara kom med på UNESCOs kulturarvsliste i 1999. 

Salina Turda - Saltminen i Turda

Her går vi med en forestilling om, at vi denne dag skal iføres gummistøvler og hjelm med pandelampe for derefter at gå duknakket rundt i smalle, lavloftede minegange. Men det bliver en helt anderledes og noget spektakulær oplevelse, som man overhovedet ikke kan forestiller sig.

Vi træder ind i en gang i saltminen under jordoverfladen, hvor der i hele bjergets længde og indtil 1.200 meters dybde var/er saltforekomster som man siden 1200-tallet har udvundet. Her var altså salt nok til hele verdens forbrug - i 10 år! Ikke færre end op til 400 personer arbejdede i saltminen på én gang i 1922 - men normalt var det omkring 100, indtil det ikke længere kunne betale sig at udvinde mere salt og minen lukkede i 1932. Temperaturen i saltminen er 11 grader året rundt, så vi har klogligt medtaget en lun trøje.

Første lokale - ca. 20 meter under jordoverfladen - er et rum på størrelse med en normal gymnastiksal indrettet for astmatikere, der har rigtigt godt af at opholde sig her fire timer om dagen i en uge i de sunde saltdampe som findes overalt. Senere kommer vi ind i "Ekkorummet" - og står på kanten af et stort mørkt rum med en ukendt dyb slugt. Lokalguiden beder os være stille og smider en sten ud i dybet. Vi venter - og venter. Efter usædvanlig lang tid høres et plask. Denne slugt er 120 meter dyb! Så klapper han i hænderne og ikke færre end 16 gange klingede ekkoet gennem dette enorme rum. En betagende, men på en måde også en lidt kuldegysende oplevelse. Hvordan har man dog skabt disse enorme rum? Gravet sig ned fra oven af?
"Hvad drikker Møller?" skulle da også prøves!

Næste rum er mere beskedent. Det er Kapellet fra 1855, hvor træværket er fuldstændigt konserveret af saltdampene. Vi går ned ad nogle trapper og kommer til minens mest spektakulære rum - Rudolfminen. Dimensionerne er 120 meter dyb, 80 meter lang og 50 meter bred. Her har altså ligget salt! 90 meter under os ses robåde på en otte meter dyb saltsø, bowlingbaner, minigolf, og et pariserhjul i fuld størrelse samt en indhegnet boldbane! Kort sagt en forlystelsespark! Primært for folk med luftvejsproblemer.
Fra minens loft hænger op til seks meter lange saltstalaktitter og dannede et flot mønster. Når de bliver mere end seks meter lange, knækker de af loftet og falder ned. Der findes ingen stalagmitter på bunden som i en almindelig drypstenshule.
En hurtiggående elevator tager os ned på bunden, hvor vi kan gå rundt og iagttage sceneriet. At stå i en mine og se 120 meter op på et saltloft med naturens mønstre er helt surrealistisk.

Cluj-Napoca med folklora

Efter frokost i byen Cluj-Napoca vil vi prøve at fange lidt af stemningen i byen, men også se de vigtigste seværdigheder, så efter at have "studeret" gågaden, går vejen forbi den romersk-katolske kirke Sankt Mihai fra 1300-tallet med tårn fra 1859. Det enorme kirkerum med dets gotiske hvælvinger og vidunderlige høje mosaikglasruder er et besøg værd. 

I skyggesiden på Boulevard Eroilor kan vi komme lidt i læ for den brændende sol og passerer Den græsk-katolske katedral, inden vi står foran den meget smukke gule teater- og operabygning som ligger på Sejrspladsen "ansigt til ansigt" med den ortodokse katedral. Den bør man heller ikke snyde sig for. Vidunderlige mosaikarbejder pryder væggene bag buer båret af dobbeltsøjler med fine kapitæler, ligesom der er mosaikbilleder både over alteret, bag de helgendekorerede døre samt ved siden af alteret. 

Folkdanse-ensemblet Dan Transilvan

Hen under aften mødes vi på Restaurant Casa Ardeleana - et typisk rumænsk indrettet sted - hvor der blev serveret en traditionel middag. Mellem retterne optræder folkedansegruppen Dor Transilvan - et ungt, men allerede verdensberømt ensemble, der netop er hjemme efter en turné i USA. Musikere spiller op, mænd danser og pigerne følger trop og sammen viser de nogle flotte, rytmiske danse. Et festligt punktum for denne rundrejse i Rumænien, hvor vi næste dag vender turen tilbage mod Danmark gennem Ungarn med overnatning i den hyggelige lille by Gyor, og dagen efter med et fint formiddagsbesøg i Slovakiets hovedstad Bratislava.