Thomas Sørensen
Rejseskribent
De skrigende måger svæver på opvindene som kommer ind fra havet og rammer de lodrette klippesider, hvor der på toppen vokser græs, hvide skærmplanter, kvan og lilla gederams. Herfra er der udsigt til på ruinerne af Dunnottar Castle - et af Skotlands tidligere slotte.
Omgivet af havet på de tre sider ligger Dunnottar Castle spektakulært ude på en halvø med stejle klippesider direkte mod havet. Kun en enkelt landtange forbinder denne strategisk godt placerede borg. For at komme frem til de gamle ruiner skal vi ned ad en del trapper for at nå landtangen næsten helt nede ved havet, for så at tage lige så mange trappetrin op igen til borgens indgang. Denne sagnomspundne borg, hvis ældste dele er fra 1290’erne, er blandt de udflugtsmål i det nordøstlige Skotland man bare må se for at genopleve fortidens storhed. Klippeblokken, som Dunnottar Castle ligger på, blev skabt for omkring 440 mio. år siden. Allerede i det 3. århundrede lå her en borg, hvilket blev beskrevet af pikterne - et tidligt folkefærd i Skotland. I 800-årene angreb vikingerne Dunnottar Castle og dræbte kong Donald II af Skotland og borgen blev brændt ned. I 1200-årene byggedes borgen igen og blev indtaget af William Wallace – ”Braveheart”. I kirken havde en engelsk garnison søgt tilflugt, men Wallace brændte kirken med alle soldaterne og rev borgen ned.
Dunnottar Castle
I slutningen af 1200-årene og i de efterfølgende århundreder blev Dunnottar Castle genopbygget og udvidet med stalde, borgtårn, cisterne, fangehul og kirke m.m. - alt hvad en middelalderborg burde have. Borgen blev så stærk, at den i 1600-tallet kunne modstå den engelske Oliver Cromwell hærs belejring i otte måneder og derved reddede de skotske kronjuveler ”the Honours of Scotland”, da de blev smuglet væk fra borgen, før den blev opgivet. Udover William Wallace har andre berømtheder som den skotske dronning Queen Mary, hendes søn James VI og markis Montrose samt kong Charles II æret borgen ved deres besøg. Da den sidste jarl forlod stedet, gik borgen i forfald og blev først i 1925 renoveret så meget, at stedet kunne åbnes for turister.
Tidligere stalde
Nogle få kilometer nord for Dunnottar Castle ligger den lille landsby Stonehaven. Nede i havnen står bådene på havbunden, når det er ebbe, og på havnefronten - Shorehead - ligger et par gode restauranter som f.eks. Marine Hotel eller Ship Inn. Selv finder vi ind på den prisbelønnede Villa Coffee Shop, der har en lille hyggelig have oppe i byen.
Stonehaven havn
I går kom vi til Skotlands tredje største by Aberdeen med omkring 220.000 indbyggere og blev indkvarteret på Park Inn Radisson Aberdeen Hotel, der ligger en enkelt gade fra byens hovedgade Union Street. Aberdeen har fået sit tilnavn ”den grå by” på grund af den grå granit og sandsten som de fleste bygninger er opført med. Byen har udviklet sig fra at være en fiskeindustriby til i dag at være hovedsædet for gas- og olieudvinding i Nordsøen. Denne industri har medført øgede indtægter og fuld beskæftigelse, hvilket har givet næring til caféliv og flere shoppingscentre. Byen har mange interessante bygninger, som vi så på en kort bytur omkring Union Street og Castle Street. I den travle havn ligger farvestrålende transportskibe som sejler forsyninger og folk ud til boreriggene.
Tolbooth Museum i Aberdeen
På en bustur rundt i byen ses den gamle fiskerby Footdee ved udløbet af floden Dee River. Her ligger en af Aberdeens berømte badestrande og spadserede vi gennem de smalle bilfri gader med de små, idylliske fiskerhuse - nogle meget simple andre mere farvestrålende med mange maritime ting. Ved udkanten af Dee River ses et nyere kontroltårn og længere inde i yderhavnen står det gamle fyrtårn.
Tidligere fyrtårn i Footdee
Tilbage i byen besøgte vi det maritime museum, som fortæller om byens lange og ofte dramatiske relationer til havet. Fra de tidligste dages handel, fiskeri og skibsbygning over æraen med kuludskibning til nutidens udvinding af gas og olie fra Nordsøen. Udover skibsmodeller helt tilbage til 1689 og skibsudstyr i montre, har dette populære museum også eksklusiv maritim billedkunst. Udover Aberdeens tidlige fiskeindustri ses udstyr fra hvalfangst til moderne dykkerudstyr, ligesom her er vist en model af den 254 meter høje borerig Murchison Platform, der stikker 156 meter ned i vandet og har en boredybde på 3.275 meter. Modellen fylder tre etager midt i museet.
Samme eftermiddag tog vi med natfærgen fra Nordlink Ferries til Shetlandsøerne og besøgte også Orkneyøerne, inden vi vendte tilbage til det skotske højland.
Aberdeen Maritime Museum
Tilbage på det skotske fastland og overnatter vi i den lille by Castletown lidt øst for byen Thurso på nordkysten. Det er dog dagens udflugt til Dunnet Head som vi begynder med. Dunnet Head er det nordligste punkt på De Britiske Øers fastland og her ser vi det 20 meter høje Dunnet Head Lighthouse opført i 1831 af civilingeniør Robert Stevenson - bedstefar til forfatteren Robert Louis Stevenson. Placeret 105 meter over havet er fyrtårnet blot et af de mere end 200 fyrtårne, som er placeret langs Skotlands vilde kyststrækning, hvis opgave det er at advare skibstrafikken mod den farlige kyst og sørge for sikker passage. I fyrtårnets bygninger var der under anden verdenskrig installeret rader, som blev betjent af folk fra Royal Air Force, og fyret blev passet af to familier indtil det blev automatiseret i 1989. Bygningerne omkring fyrtårnet er i dag i privateje. En mindre sti fører til et udsigtspunkt ud over de dramatiske, lodrette, røde sandstensklipper mod havet, hvor man kan være heldig at iagttage søfugle – og måske en sæl på stranden.
Udsigt ved Dunnet Head
Rundrejseen i Skotland fortsætter mod Durness og Smoo Cave ad naturskønne veje langs nordkysten med storslåede vidder til den ene side og det azurblå hav til den anden skiftevis med klipper og sandstrand. Flere steder i mose- og hedelandskabet ses ar efter tørvegravning, som fortsat pågår. Ved Smoo Cave, der ligger i bunden af en lille fjord, fører en del trapper ned til denne kæmpemæssige grottes indgang. Vand ned langs klippesiderne gør hele området til en farvestrålende palet. Inde i grotten fører en mindre gangbro ind til en indre grotte, hvor et vandfald vælter ned fra loftet. Ganske betagende. Vikingerne søgte ind i den lille fjord og byggede skibe ved denne naturligt beskyttede strand, og når man står i grotten og skuer ud over vandet, er det ikke svært at forestille sig livet her for tusind år siden. Fra toppen af fjorden fås endnu en ide om, hvor imponerende stor Smoo Cave egentlig er.
Smoo Cave-grotten
Nogle få kilometer længere mod vest ligger Sango Sands. Højt over en skøn, hvid sandstrand med nogle enkelte klipper kan valget af frokoststed næppe blive bedre i det gode vejr. Vi spadserer en tur ned på stranden, hvor det lave tidevand har synliggjort det grønne søgræs på klipperne. Senere går vi op forbi campingpladsen Sango Sands Oasis til udsigtspunktet Sango Bay view point og har hele stranden liggende for vores fødder.
Frokost ved Sango Sands
Store dele af de landområder vi passerer tilhørte i middelalderen forskellige høvdinge - såkaldte klaner. De kæmpede ofte mod hinanden for at få større territorier til græsning af deres får. Ofte blev lokale bønder tvunget til at forlade et område, hvilket tit medførte at deres huse blev brændt ned, hvis de ikke makkede ret. Tusinder af bønder flygtede og emigrerede til Amerika. Klanerne eksisterer fortsat, men har ingen direkte politisk indflydelse. Nogle af de bedst uddannede klanfolk sidder i det britiske parlament, men må ikke bære symboler på deres tilhørsforhold til klanen - f.eks. at bære klanens kilt. I dag er store områder fortsat på klanernes hænder, mens andet er ejet af staten og private. Blandt de helt store jordbesiddere er danske Holch Povlsen, ejer af Bestseller, der ønsker at bringe naturen tilbage så planter og dyreliv igen får optimale betingelser. Det er skotterne meget begejstrede for - ikke mindst fordi Povlsen nu også renoverer gamle bygninger som f.eks. kirker. Også Kirk Kristiansen fra Lego-koncernen besidder jord i Skotland.
Det skotske højland
Et af de tidligere klan-slotte er Ardvreck Castle fra slutningen af 1500-årene. I dag er det blot en ruin, som ligger smukt på en lille halvø i Loch Assynt. Vi får lejlighed til at se nærmere på slotsruinen, men turen derud er fugtig, så husk godt fodtøj. Fra landevejen er der udsigt til et fint vandfald.
Ardvreck Castle
Vi følger delvist turistruten North Route 500, der løber gennem de ensomste, men også meget smukke egne med mange små søer – såkaldte ”lochs” - og stopper ved den nationale Knockan Craig naturpark. Her viser besøgscentret hvorledes kontinentpladernes forskydninger gennem millioner af år har forskudt sig til det, vi i dag kender som Skotland. I området ses nogle af de ældste sten i Europa og områdets forskellige stenarter ses i en opsætning.
Knockan Craig
Først på aftenen når vi Royal Hotel Ullapool, der ligger et stenkast fra byens populære strandpromenade. Arkæologiske undersøgelser i området viser, at Ullapool har været beboet siden sidste istid. Også vikingerne gjorde Ullapool til deres hjem godt beskyttet i fjorden Lock Broom fra det oprørte Atlanterhav. I 1788 etablerede den britiske fiskeorganisation Ullapool som en fiskerlandsby med havn, med henblik på fangst af sild og fiskeindustri, hvilket gennem årene både har givet opgangs- og nedgangsperioder. I dag er Ullapool en populær landsby med flere pubber og restauranter samt butikker med kunsthåndværk. Efter at have spadseret en tur langs de kridt hvide bygninger langs fjorden, går vi op bag landsbyen til Ullapool River og følger The River Path langs floden med masser af forskellige planter ca. en lille kilometer til hovedvejen og spadserer tilbage til hotellet, inden aftensmaden serveres. En smuk tur på et par kilometer som kan anbefales.
Strandpromenaden i Ullapool
Næste dag krydser vi ind over det skotske højland og stopper ved Silverbridge - en buet stenbro fra begyndelsen af 1800-årene - som går over det oprørte vand Black Water, der vælter ned over klipperne. Broen blev dengang benyttet af kvægdrivere som skulle have deres kreaturer til markedet i bl.a. Muir of Ord. Black Water har fået navn efter de sorte sten som danner vandfaldene, men selve vandet er nærmest rødbrunt af okker fra tørvemoserne.
Silverbridge
I byen Muir of Ord besøger vi Glen Ord Distillery, der blev etableret i 1838 og i dag ejes af Singleton koncernen. Her hører vi om fremstilling af skotsk whisky og får en omvisning i fabrikken. Vi hører om bygmalten, gæringsprocessen og destillationen, der sker to gange og frembringer en klar alkohol på omkring 65%. Alkoholen fortyndes med vand til den rette alkoholprocent. Vi hører om lagringen, der dels sker på amerikanske egefade og spanske fade, hvori der tidligere har været sherry. Fadene og lagringstiden giver den ønskede smag og farve. Glen Ord producerer ikke røgede whiskyer, men klare og med mange forskellige navne. Ingen af Glen Ord’s whiskyer er under 12 år. Rundvisningen afsluttes med en enkelt smagsprøve, hvorefter der er mulighed for at handle i udstillingen.
Glen Ord Distillery
Vi har haft usædvanligt godt vejr på hele rejsen, men da vi kommer til Inverness lurer regnen lige om hjørnet. Det er naturligvis Inverness Castle som tiltrækker sig opmærksomheden, som det rejser sig stolt over River Ness. Slottet er opført i 1836 oven på ruinerne af en tidligere borg fra 1057. I dag fungerer slottet som retsbygning og der er ikke adgang for publikum - bortset fra det nordlige tårn - så udsigten ud over byen og River Ness til bl.a. St. Andrew katedral kan man få fra tårnet eller slotshøjen. Foran slottet ses en statue af Flora MacDonald (1720-1790), der hjalp skotterne i 1745-opstanden mod englænderne. Hun blev senere fængslet i London Tower, men blev frigivet ved en generel amnesti i 1747. På vestsiden af River Ness finder vi ind på fiskerestaurationen Prime og er lige begyndt på den legerede suppe, da et skybrud raser gennem Inverness. En lille times tid efter er regnvejret overstået og en tur op ad High Street forbi rådhuset og det høje klokketårn the Steeple samt et besøg i et af byens stormagasiner er der tid til, inden vi fortsætter mod Dundee.
Inverness Castle
Resten af dagen er transport, hvor vi fortsætter vest om bjergene Cairngorms Mountains, som ses i horisonten og kommer først på aftenen til Best Western Woodland Hotel i Broughty Ferry - en østlig forstad til Dundee - hvor vi overnatter.
Forbi Cairngorms Mountains
Det er hjemrejse dag, men vi når alligevel at få et par timer til på egen hånd at udforske Skotlands hovedstad, før vi skal videre til lufthavnen.
Edingburgh Castle
Edinburgh er hovedstad i Skotland, der er en del af Storbritannien.
Befolkningstal: Ca. 5,3 mio.
Areal: Ca. 78.782 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 984 km til Edinburgh
Mest besøgte attraktion: Edinburgh med slottet, men også de mange muligheder for at tage rundt i landets flotte landskab og se på middelalderborge, kirker og klostre, ligesom det er populært at vandre i bjergene.
Mere information:
Vores nyhedsbrev er fyldt med gratis inspiration til din næste rejse, Anne-Vibekes bedste rejsetips, gode tilbud, men også nyt fra KLUB Anne Vibeke Rejser, hvor du kan se tv-programmer i fuld længde, deltage i foredrag mm.