Gamle middelalderbyer på Sølvruten i Spanien
Log ind Log ind
Gamle middelalderbyer på Sølvruten

Gamle middelalderbyer på Sølvruten

Bag Rio Jerte rejser de tykke borgmure sig og omfavner Plasencia med imponerende katedraler, kirker, middelalderpaladser og et fornemt hotel indrettet i et tidligere dominikanerkloster.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Rundt i Plasencia

I Plasencias smalle og brostensbelagte stræder kan du opsøge turistkontoret og få bykort og forklaringer om hvad der er at se, samt en brochure for en udstilling i museet "Museo Tifologico de Plasencia" bag kontoret. Her ses modeller af seværdigheder fra byen, malerier og skulpturer samt billeder. Både de spansksprogede brochurer samt skiltningen ved genstandene er forsynet med blindskrift - og kustoden ligefrem opfordrer til at du  berøre de mange udstillede genstande.
Plasencia har været beboet meget længe og både berbere og romere har været her, men det er kong Alfonso VIII som regnes for byens grundlægger i 1189, da byen fik sit eget våbenskjold.

Gennem Plasencias smalle gader

Gennem Plasencias smalle gader

Katedralen i Placensia

Katedralen er i virkeligheden to katedraler fra hvert sit århundrede det 12. og 14. som er bygget sammen. Renæssancefacaderne er imponerende, men katedralens største seværdighed er alteret og de udskårne korstole, der er nogle af de flotteste i hele Spanien.

Katedralen i Plasencia

Katedralen i Plasencia

På museet ses bl.a. en model af en korstol, hvor en mand får smæk af en kvinde. Måske er det derfor, at fotografering i katedralen normalt ikke er tilladt!
Over for katedralen ligger det honningfarvede hus Casa del Deán opført i gule sandsten med en yndig hjørnebalkon, hvorover våbenskjoldene ses. Men her er mange andre fine paladser, hvoraf flere er indrettet som museer - f.eks. tekstilmuseet. 

Hvis man ikke opfører sig ordentligt!

Hvis man ikke opfører sig ordentligt!

 I kirken San Pedro findes en fin altertavle, døbefont m.v.

Altertavle og døbefont o San Pedro kirken

Altertavle og døbefont o San Pedro kirken

Plasencias bymur 

Beslutter du dig for at spadsere ud til den romerske akvædukt, vil du på vejen se, at det er muligt at komme op på bymuren ved et af byens andre turistkontorer. Fra toppen af et forsvarstårn har du et glimrende udsyn over bymuren og den store katedral.

Bymuren i Plasencia har skudeskår og tårne

Bymuren i Plasencia har skudeskår og tårne

Den romerske akvædukt

Fortsætter du ca. 10 minutters gang længere ud ad vejen, kommer du frem til akvædukten, der med sine 55 buer ligger smukt i et lille parkanlæg.

Parkanlæg ved den romerske akvædukt

Parkanlæg ved den romerske akvædukt

Plaza Mayor

Tilbage i centrum leder ikke færre end 10 gader, der alle har navne efter de forretninger, som lå her i middelalderen (ostegaden, skohandlergaden etc.) hen til byens centrale plads - Plaza Mayor. Her er det den mandsstore figur Abuelo Mayorga (bedstefar), der klatrer oppe i rådhusets klokketårn, som tiltrækker sig opmærksomheden. Men pladsen er også kendt for sit ugentlige tirsdagsmarked, som har været afholdt her de seneste 800 år.

Fontæne ved kong Alfonso VIII

Fontæne ved kong Alfonso VIII

Frokost i fornem parador

Ved frokosttid kan det anbefales at spadsere hen til Santo Domingo kirke og kloster, hvor Parador de Plasencia er indrettet i det tidligere Convento de los Dominicos fra midten af 1400-tallet. En parador er et fint hotel med høj service og gastronomi indrettet i et tidligere palads/kloster og dem findes der flere af rundt omkring i Spanien. 

Parador de Plasencia er indrettet i et tidligere kloster

Parador de Plasencia er indrettet i et tidligere kloster

Som restaurantens gæst kan du gå rundt i paradoren og betragte de smukke lokaliteter og de stilfulde møbler. En vidunderlig stentrappe fører op til 1.sal, hvor gæsteværelserne er indrettet. På hotellets højtliggende terrasse, der også har svømmepøl, er der en fin udsigt ud over landskabet.

Paradorens rustikke lokaler

Paradorens rustikke lokaler

Den romerske hærvej - Sølvruten

Sølvruten fortsætter nordover mod en anden af Spaniens regioner - Castilla y Leon - der er Spaniens store centrale region. Undervejs ved byen Baños de Montemayor findes et stykke af den oprindelige romerske hærvej brolagt med store granitsten. Også maurerne brugte ruten som transport- og handelsvej. 

En bid af den originale romerske hærvej

En bid af den originale romerske hærvej

Et stykke af vejen udgør i dag den nordlige pilgrimsrute til Sct. Jacob’s katedral i Santiago de Compostela. Pilgrimsstien snor sig over bjerge med fantastiske naturudsigter, gennem korkegeskove, over vinmarker og undervejs bor pilgrimmene i forskellige herberger der ligger langs ruten. 

Fra pilgrimsruten med Santiago de Compostela

Fra pilgrimsruten med Santiago de Compostela

Rundrejse fortsætter gennem et mere kuperet terræn på vejen mod universitetsbyen Salamanca.

Katedralen i Salamanca

Katedralen i Salamanca

Universitetsbyen Salamanca

Salamanca er kendt for sit gamle universitet, der blev grundlagt i 1218 og som ligger i centrum af byen. Universitetsbygningerne er fra 1415 til 1433 og indenfor ses flere auditorier, hvoraf et endnu har de originale træbænke, hvor de studerende sad tæt og ubekvemt. Et andet fint lokale er eksaminationslokalet, hvor inventarer dog er af nyere dato. Universitetskapellet kan besøges og du kan gå en tur rundt på første sal og se patioen lidt oppefra.

Ved universitet i Salamanca

Ved universitet i Salamanca

Detaljer på gavlen på universitet

Detaljer på gavlen på universitet

Casa de las Conchas - et helt specielt hus

Går du rundt i Salamanca passerer du det berømte muslingeskal hus, Casa de las Conchas, hvor facaden er pyntet med 400 muslingeskaller.

Casa de las Conchas dekoreret med muslingeskaller

Casa de las Conchas dekoreret med muslingeskaller

Katedralen i Salamanca

Du når hen til den imponerende katedral, som er bygget i flere faser fra 1513. Et utal af tårne, spir og kupler pryder katedralen, som tager sig bedst ud lidt på afstand - f.eks. fra den romerske bro over floden Rio Tormes. Inde i det vældige kirkerum er det det smukke alter med 53 malede tavler fra Jesus’ liv, som tiltrækker opmærksomheden. Her er et tilknyttede museum med helgengrave, statuer af helgener og præster og andre kirkelige effekter.

Mod katedralen i Salamanca

Mod katedralen i Salamanca

Imponerende indgangsparti på katedralens facade

Imponerende indgangsparti på katedralens facade

Rundt i Salamanca

Selveste Hannibal fra Kartago (ham med elefanterne over Alperne) har været her, før han i den sidste puniske krig endeligt blev slået af romerne. Siden var maurerne her, indtil de blev slået tilbage af de kristne i 1085. I dag har byen ca. 170.000 faste indbyggere samt ca. 40.000 studerende, så det summer af ungdom og liv på Plaza Mayor, der regnes blandt de smukkeste pladser i Spanien. Den er opført i 1775 og om omgivet af buegange, hvorunder der ligger fine forretninger.

Plaza Mayor er en af de skønneste pladser i Spanien

Plaza Mayor er en af de skønneste pladser i Spanien

Lufttørret sinke og Jamón Ibérico

I et charcuteri med speciale i lufttørrede svineskinker kan du høre om den "almindelige" skinke, hvor svinene fodres med normalt foder. Men også om den særlige skinke Jamón Ibérico fra sorte svin, som bl.a. fodres med agern, der giver kødet en helt særlig smag og struktur - og derfor er dyr. Du kan prøvesmage begge typer - og opdager, at den dyre smelter på tungen og er bedst.

Jamón Ibérico er en super lækker skinke

Jamón Ibérico er en super lækker skinke

Langs Rio Tormes

Vil du spadsere lidt mere, kan du gå over den romerske bro og spadsere langs Rio Tormes hvorfra du har et fint vy tilbage mod katedralen. På en tur rundt i byen, byder hver gade og hvert torv på gamle kirker, klostre, paladser og masser af mennesker, der spiser og drikker ved små boder under højlydt popmusik på byens små pladser.

Den romerske bro over Rio Tormes

Den romerske bro over Rio Tormes

Aften på Plaza Mayor

Det kan anbefales at opleve aftenstemningen i Salamanca. F.eks. kan du finde et ledigt bord på fortovsrestauranten Meson Don Pepe lige uden for en af portene til Plaza Mayor og kan her sidde og betragte menneskestrømmen passere forbi, mens du nyder en dejlig skaldyrssuppe. Når nattehimlens tæppe er bredt ud,  kan du igen spadserer over på den anden side af floden for at se Salamanca badet i aftenlyset.

Aftenlys på katedralen i Salamanca

Aftenlys på katedralen i Salamanca

Ávila med den intakte bymur

På Castiliens frugtbare højslette ligger byen Ávila, 1.030 moh. Ávila er blandt Spaniens mest solrige pletter og er på UNESCO’s verdens kulturarvsliste pga. den ca. 2,5 km. lange, intakte bymur med 88 tårne og 9 porte, der blev bygget i 1100-tallet. Men byen er også kendt som fødestedet for den hellige karmeliternonne Santa Teresa, der reformerede katolicismen. I midten af 1500-tallet havde den katolske kirke udviklet en ødsel livsstil med bl.a. druk og hor, og den hellige nonne nedskrev hvorledes hun mente, at man skulle leve spartansk og dyrke sin tro efter strenge idealer. Også Ávilas katedral er fra 1100-tallet og dermed Spaniens ældste gotiske kirke.

Ávila med intakt bymur

Ávila med intakt bymur

I Ávila kan du besøge forskellige paladser med fine patioer i mudéjar-stil.

Patio med søjler i to etager

Patio med søjler i to etager

Rundrejsen på Sølvruten ender i Spaniens hovedstad Madrid.

Fakta om Spanien

Hovedstaden i Spanien er Madrid. Tæt på Spanien ligger De Baleariske Øer med hovedøerne Mallorca og Menorca i Middelhavet. I Atlanterhavet ligger De Kanariske Øer.

Befolkningstal: Ca. 46,5 mio.

Areal: Ca. 505.990  km²

Afstand fra Danmark:  Ca 2.075 km. til Madrid

Mest besøgte attraktioner: Storbyer som Madrid og Barcelona og de mange fine badestrande specielt mod Middelhavet. Rundt omkring i landet findes flotte middelalderslotte.

Mere information:

Rejsebureau: Vitus Rejser

Turistinformation: Spanien