Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Best Travel
Thomas Sørensen
Rejseskribent
Rundrejsen i de selvstændige regioner tager udgangspunkt i rejsebureauets nuværende program, men er ikke et udtryk for, hvad du fremover vil kunne opleve på andre rundrejser langs Biscayabugten. Det nordlige Spanien - som også kaldes ”Det Grønne Spanien” - får mere regn end det øvrige Spanien og er således særdeles frodigt med græssende køer på de skrånende bjergsider, som kan få tankerne hen på bjerglandskabet i f.eks. Østrig. Samtidig er her ofte en kølig brise fra havet, som gør de varmeste dage behagelige. Og så byder Nordspanien på en række unikke oplevelser hvad angår arkitektur og kultur samt en afvekslende gastronomi, der i sagens natur ofte kan bestå af retter fra havet med skaldyr og fisk.
Engang var Bilbao og Baskerlandet frygtet pga. selvstændighedsgruppen ETA, der terroriserede landet med vold og myrderier i 1960’erne og 1970’erne. Sådan er det ikke længere. Siden 2011 har ETA erklæret permanent våbenhvile. Der findes fortsat partier som ønsker selvstændighed (ligesom i visse andre selvstyrende spanske regioner), men i dag er det med demokratiske midler. Så du kan med tryghed bevæge dig rundt i denne baskiske storby, der siden 1990’erne er blevet forvandlet fra en slidt industriby til en sofistikeret turistby ikke mindst takket være Frank Gehrys verdensberømte Guggenheim Museum.
Unge mennesker hygger sig på trapperne i Bilbaos gamle bydel
Ikke langt fra hotellet ligger kulturcentret Azkuna Zentroa, der er indrettet i et tidligere kornlager opført i 1909. I 1990’erne blev bygningen renoveret og i dag er her biografer, fitnesscenter, bibliotek, auditorium og udstillingslokaler samt restaurant. Der er fri adgang til bygningens stueetage, hvor du ser forskellige moderne skulpturer. Ikke langt herfra ser du Osakidetzas hovedkvarter med en helt speciel arkitektur bestående af en mangesidet glasfacade indviet i 2008.
Kulturcentret Azkuna Zentroa
Plaza Moyur med paladset Chavarri Mansion leder dig ind på den grønne boulevard Lopez de Haro. Her ligger hovedkvarteret for Baskerlandets regering. Følger du den flotte boulevard, kommer du til broen Puente de Arenal der leder dig over floden Rio Nervion (lokalt kaldt Rio Bilbao) til Bilbaos gamle bydel. Fra Puente de Arenal har du udsigt til hovedbanegården på den ene side af floden og til Arriaga teatret på den anden.
Moyua-pladsen
I tidernes morgen var denne del af byen en stor sandbanke, men alligevel fik man bygget. Bl.a. kirken San Nicolas, der er sømændenes skytshelgen, hvilket ses på relieffet over indgangspartiet. Fortsætter du gennem de smalle gader, kommer du frem til Bilbaos katedral Santiago fra 1400-årene, der ligger omgivet af tætstående huse ved en lille plads. Her støder ”De Syv Gamle Gader” - Las Siete Calles - ud mod katedralen og disse gamle gader er værd at spadsere en tur igennem.
Nord herfor ser du den gamle bydels største plads Plaza Nueva opført i 1821. Den kvadratiske plads - der minder om andre byers Plaza Mayor - er omgivet af bygninger i nyklassisk stil med arkader, hvorunder du finder skyggefulde caféer og restauranter samt forskellige butikker. Palæerne ved Plaza Nueva var tidligere hjemsted for rådhuset og regering, men benyttes i dag af det kongelige akademi.
San Nicolas Kirke i Bilbaos gamle bydel
Har du endnu gode ben, kan du følge Rio Nervion hen mod Bilbaos Rådhus og fortsætte frem til den specielle gangbro Puente Zubizuri der kan minde om et skibssejl. Gå over på den anden side, så kommer du forbi en skulptur bestående af fire kvinder - Las Sirgueras. Meningen med værket er at hylde de underbetalte rebpiger der i slutningen af 1800-årene, ved hjælp af torve og egne kræfter, slæbte fartøjer op gennem floden.
Langs Nervion-floden mod Bilbaos rådhus
Det er den canadisk-amerikanske arkitekt Frank Gehry der har designet det helt ekstraordinære bygningsværk Guggenheim Museum, hvor du finder kunst både ude og inde. Foran museet, der stod færdigt i 1997, møder du kæmpehunden Puppy skabt af den amerikanske kunstner Jeff Koon. Pyppy består af 60.000 blomster som i farver følger årstiden.
Er det første gang du er ved Guggenheim Museet i Bilbao, kan det anbefales at gå indenfor og se arkitekturen - og ikke mindst de udstillede kunstværker.
Kæmpehunden Puppy foran Guggenheim Museum
Rundrejsen fortsætter mod Rio Nervions udløb i Biscayabugten, hvor byen Getxo ligger og her har man siden 1893 kunne tage hængefærgen Puente Vizcaya over floden. Det var den første af sin art i verden og hængefærgen kan bære 200 tons og fragter både mennesker og biler fra bred til bred. Puente Vizcaya er 160 meter lang og 45 meter høj, dog er tårnene 60 meter høje. Efter borgerkrigen blev bro og hængefærge betydeligt renoveret i 1941 og dette unikke bygningsværk kom i 2006 på UNESCO’s verdensarvsliste. Du kan tage elevatoren til toppen og spadsere over broen til modsatte bred og få en hel fin udsigt ud over floden og byen. Fra modsatte side bringer hængefærgen dig tilbage på ca. et minut.
Bro ved hængefærge over Rio Nervion i Getxo
Rundrejsen fortsætter nu ind i regionen Cantabrien med et besøg i kystbyen Castro Urdiales. Det var i slutningen af 1800-årene, at Castro Urdiales blev et populært feriested for det højere borgerskab fra indlandet og ikke mindst fra Madrid. Man ønskede at komme væk fra den ulidelige varme og ud til den friske luft ved Det Cantabriske Hav - som Biscayabugten kaldes her. Og udbygningen med hoteller og ferieboliger tog fart. Men Castro Urdiales har været beboet siden romertiden og i middelalderen byggede tempelridderne i 1163 en borg på et klippefremspring helt ude ved havet. Borgen skulle bl.a. beskytte pilgrimme på vejen mod Santiago de Compostela. I 1853 etablerede man et fyrtårn på toppen af borgen 49 meter over havet. Fra fyrtårnets udsigtsplatform er der adgang til borgen, hvor der vises forskellige kunstudstillinger.
Lavvande Castro Urdiales
På samme klippeknude ligger Cantabriens ældste, gotiske kirke Iglesia Santa Maria de la Asuncion fra begyndelsen af 1200-årene med udbygninger i de efterfølgende århundreder. I dag minder kirken mest om en stor katedral og kan sammenlignes med katedralen i Burgos. Fortsætter du langs kystens klipper kommer du forbi en åben plads hvor det anes, at der også her engang har ligget en borg. Mellem klipperne ser du en naturhavn. Gå tilbage mod centrum gennem de middelalderlige smalle stræder og du kommer til rådhuset og rådhuspladsens smukke arkader fra 1700-årene.
Iglesia Santa Maria de la Asuncion
En anden af Cantabriens store byer er regionshovedstaden Santander, men her er det først og fremmest de flotte sandstrande - bl.a. den ca. tre km. lange Playa del Sardinero - der tiltrækker turister. Også det 30 meter høje fyrtårn fra 1839 på Cabo de Mayor er et besøg værd. Her får du virkelig blæsten - for ikke at sige stormen - at føle. På platformen ved fyret ses et mindesmærke for den spanske borgerkrigs ofre. Her blev dødsdømte fanger smidt ud over klipperne og dræbt.
Stranden ved Santander
Så er der noget fredeligere i den lille idylliske landsby Puente Viesgo hvor floden Rio Pas løber gennem byen, der hurtigt er overset. Tæt ved Hotel GH Balneario de Puente Viesgo ligger sognekirken San Miguel Arcangel, der ligner en middelalderkirke. Tårnet er da også fra 1600-årene, men resten er genopbygget i 1948 - alligevel ganske bedårende. Lige ved siden af sognekirken ses byens rådhus. En snorlige sti - på en tidligere jernbanestrækning - løber forbi den gamle togstation og lidt herfra ser du et af de antikke lokomotiver.
Floden Rio Pas løber gennem Puente Viesgo
Denne formiddag er helliget Altamira-grotten eller rettere Museo de Altamira, der blev udpeget som verdensarv af UNESCO i 1985.
En dag i 1879 gik den velhavende landejer Marcelino Sanz de Sautuols en tur på sin ejendom nær Santillana for at samle insekter samt mineraler og måske finde fossiler til sin private samling. Helt tilfældigt opdagede han en mindre åbning ind til en grotte, som i dag hedder Cueva de Altamira. Og hvad opdagede han? Helt unikke hulemalerier fra forhistorisk tid.
Som bekendt stammer vores menneskerace - homo sapiens sapiens - fra Østafrika, hvorfra menneskerne udvandrede og gennem tusinder af år spredte sig ud i verden bl.a. til Europa. Både i Sydfrankrig samt i Nordspanien (specielt i Cantabrien) slog menneskerne sig ned i forhistorisk tid for omkring 40.000 år siden. Her kunne de jage vildtet, fiske og samle spiselige urter og bo i de naturskabte grotter. En af disse grotter er Cueva de Altamira, som har været beboet i flere omgange gennem tiderne. Arkæologiske undersøgelser har bevist, at grotten har været beboet af mennesker omkring 16.000 år fvt. og senere omkring 12.000 år fvt. Dengang havde grotten en 15 meter bred åbning ud mod dalen og grotten var to meter høj. Udover at grotten har skabt ly for vind og vejr, har fortidsfolkets kunstnere skabt helt unikke hulemalerier på loft og vægge blot ved hjælp af to farver - sort og rød - ligesom der ses ridsede tegninger i klippevæggen. Kort efter den sidste benyttelse af grotten, skete et jordskred som dækkede grottens indgang, hvilket har været medvirkende til at beskytte disse enestående kunstværker.
Da turismen i 1960’erne tog fart, blev Altamira-grotten et yndet udflugtsmål og i 1977 blev det besluttet, at undersøge hvilken påvirkning de mange besøgende havde på hulemalerierne. Man satte et loft på 8.500 besøgende om året og kunne konstatere at ånde og fotoblitz beskadigede kunstværkerne. Derfor besluttede man at lukke grotten og skabe et nyt museum med en fuldstændig tro kopi i fuld størrelse af den originale grotte og åbnede Museo de Altamira med Neocueva i juli 2001 blot 300 meter fra den gamle.
Negative håndtegninger i Cueva de Altamira
Efter at have set museet, vises der en kort video om opdagelsen, hvorefter du bliver lukket ind i hold og kan iagttage disse fantastiske reproduktioner. Du ser malerier og rids af bl.a. bisonokser, vildsvin, hjorte og vildheste, ligesom her er flere negative hænder, hvor kunstneren har sprøjtet maling ud over sin hånd, hvis aftryk således er bevaret for eftertiden. Dette besøg er absolut et af rundrejsens højdepunkter.
Gang i den nye Altamira-grotte
Nogle få kilometer fra Altamira-grotten besøges Santillana del Mar, som trods navnet ikke ligger ved havet. Fra P-pladsen lidt uden for centrum er det blot at følge menneskestrømmen og du vil opdage en af de autentiske landsbyer i Nordspanien med middelalderhuse med blomsterprydede balkoner. Følger du den stenlagte hovedgade, passerer du byens gamle vaskeplads og når frem til pladsen foran Colegiata Santa Juliana, der både er kirke og kloster, og er fra 1100-årene med rødder tilbage til år 810. Komplekset, der er opført i romansk stil, er opkaldt efter byens skytshelgeninde Santa Juliana, der iflg. legenden blev dræbt af sin mand i 200-årene, fordi hun ikke ville opgive sin mødom og sin kristendom. I en sarkofag inde i kirken hviler Julianas knogler som munke bragte hertil i 800-årene.
Santillana har flere kunstudstillinger og museer bl.a. et inkvisitionsmuseum med forskellige torturinstrumenter.
Det historiske centrum af Santillana del Mar
Du kan skimte den sneklædte bjergkæde Picos del Europa, mens bussen nærmere sig fiskerbyen San Vicente de la Barquera. Det er den højtliggende fæstning Castillo del Ray fra 1210 som straks falder i øjnene. Går du derop, så regn med en del trapper og stejle gader, men det er ulejligheden værd. På toppen af bjerget ligger den gotiske kirke Santa Maria de los Angeles, som blev bygget mellem det 12. og 15. århundrede og vidner om denne periodes storhedstid. Ved siden af kirken ser du resterne af Hospital de la Concepcion med rødder tilbage til 1300-årene. Stedet var vigtigt for pilgrimme som fulgte pilgrimsvejen mod Santiago de Compostela ad kystruten, for her kunne de søge ly og hjælp. Stedet kendes i dag som ”Pilgrimmenes Dør”. Fra toppen bag kirken har du et flot syn udover baglandets fjorde samt de sneklædte bjerge Picos de Europa i horisonten. Har du tid og appetit er det måske her i denne fiskerby, at du skal nyde de helt friske fisk og skaldyr.
Middelalderbroen La Maza i San Vicente de la Barquera
Rundrejsen i Nordspanien fortsætter nu gennem Asturien og Galicien til Santiago de Compostela.
Hovedstaden i Spanien er Madrid. Tæt på Spanien ligger De Baleariske Øer med hovedøerne Mallorca og Menorca i Middelhavet. I Atlanterhavet ligger De Kanariske Øer.
Befolkningstal: Ca. 46,5 mio.
Areal: Ca. 505.990 km²
Afstand fra Danmark: Ca 2.075 km. til Madrid
Mest besøgte attraktioner: Storbyer som Madrid og Barcelona og de mange fine badestrande specielt mod Middelhavet. Rundt omkring i landet findes flotte middelalderslotte.
Mere information: