Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Gislev Rejser
Thomas Sørensen
Rejseskribent
Har du kun kort tid at gå på opdagelse i Castiliens livligste by kan du koncentrere dig om tre af byens mange monumenter - rådhuspladsen (Plaza Mayor) og den romerske bro (Puente Romano) samt Salamancas katedral. Samalancas gamle bydel er ikke større end at du sagtens kan spadsere både på kryds og tværs, men uden bykort er det let at miste orienteringen i de smalle gader. Følg derfor hovedgaden - byens livsnerve og gågade - og betragt de smukke gyldne sandstensbygninger til du træder ind under arkaderne til Plaza Mayor.
Salamanca er en spændende by at gå på opdagelse i
Nogle betragter denne rådhusplads, der stod færdig i 1755, som en af de smukkeste og den er da også blandt de største pladser i Spanien og anlagt af kong Felipe V. Den firkantede plads er omkranset af bygninger i gyldne sandsten, der udover det barokke rådhus også har en kongelige pavillon, hvorfra den kongelige familie kunne overvære aktiviteterne på pladsen - bl.a. tyrefægtning. Neden for alle bygningerne løber skyggefulde arkader med butikker og caféer, og også derfor er pladsen et tilløbsstykke for byens mange unge studerende - både spanske og internationale. Rådhuspladsen er ikke et museum, men benyttes hele tiden til forskellige arrangementer - og i dag er ingen undtagelse, for her er bygget en koncertscene
Port til Plaza Mayor
Casa de las Conchas - Skallernes Hus - fra begyndelsen af 1500-årene - er kendetegnet ved at husmurene er prydet med små relieffer af muslingeskaller. Huset benyttes i dag til bibliotek.
Casa de las Conchas - Skallernes Hus
Fra lille park Jardin de la Merced, der ligger højt over floden Rio Tormes, kan du se den romerske bro som kunne være dit næste mål. For vil du se, hvor storslået Salamancas katedral fremstår, skal du se den fra broen. Den romerske bro er bygget i det 1. århundrede e.Kr. og har 26 buer. På midten af broen findes et lille udsigtspunkt og det er herfra at du får den fremragende udsigt mod katedralen.
Udsigt mod den romerske bro
Oppe i byen ligger katedralen, der i virkeligheden er to katedraler som er bygget sammen - en gammel Catedral Vieja fra 1100-1200-årene og en nyere Catedral Nueva fra 1500-årene. Det er den nye katedrals sengotiske facade der er den mest fantastisk med et utal af kristne relieffer, som kan være vanskeligt at løsrive sig fra.
Kan du løsrive dig fra katedralen, bør du nyde et glas vin på en fortovscafé, mens den nedgående sols sidste stråler maler sandstensbygningerne i rødlige farvenuancer.
Katedralens fantastiske facade
Hovedstaden i Spanien er Madrid. Tæt på Spanien ligger De Baleariske Øer med hovedøerne Mallorca og Menorca i Middelhavet. I Atlanterhavet ligger De Kanariske Øer.
Befolkningstal: Ca. 46,5 mio.
Areal: Ca. 505.990 km²
Afstand fra Danmark: Ca 2.075 km. til Madrid
Mest besøgte attraktioner: Storbyer som Madrid og Barcelona og de mange fine badestrande specielt mod Middelhavet. Rundt omkring i landet findes flotte middelalderslotte.
Mere information: