Vandreture i Sierra Nevada i Andalusien - med udsigt til Mulhacén

På denne ferie i Spanien er vi på vandretur på bjergene Sierra Nevada i Andalusien med udgangspunkt i den lille pittoreske landsby Ferreirola.

Sierre y Mar - et vidunderligt logi

Faktisk stopper bussen lige uden for landsbyen Ferreirola, da de smalle gader kun tillader almindelige biler at køre frem til pladsen foran kirken. Herefter bliver gaderne så smalle og stejle, at kørsel ikke er mulig. Knapt er vi begyndt at slæbe kufferterne de sidste 50 meter gennem byen mod vores logi, før vi med åbne arme bliver modtaget af vores værtinde, turleder m.m. Hun fører os videre gennem de smalle gader med de hvidkalkede huse frem til en lille blå dør, hvor der i muren sidder en lille kakkel med navnet "Sierre y Mar". 
Vi er i bjergkæden Alpujarra i Andalusiens østlige hjørne mellem Sierra Nevadas snedækkede tinder og Middelhavets blå bølger. Bag døren er det som at komme ind i en anden lille fredfyldt by. Her er små huse og trapper der fører op til andre huse og terrasser, små haver og en vidunderlig udsigt ud over dalen og byens flade hustage. Her har værtsparret indrettet et vidunderligt sted med Bed & Breakfast og det er disse rolige rammer, der skal være vores base på denne vandreferie. 
Jeg tænker, at Ferreirola da må kunne oversættes til "rolig ferie" - det rimer da! Her er ingen biler, ingen mennesker at se - kun masser af fuglefløjt. 
I køkkenet er der mulighed for at lave te eller kaffe og her findes vin og et køleskab med vand og øl. En seddel med vores navne er beregnet til at notere, når der tages noget. Selvbetjeningen og selvjustits. Her findes bøger om Andalusien, ja, et helt lille bibliotek kan man finde oppe i pejsestuen.
Det er sent på eftermiddagen og efter at have fået værelser og vasket lidt rejsestøv af kroppen, findes vandreskoene frem og der sættes retningen ned gennem dalen til den lille by Mecinella.
Det er rart at komme ud at røre sig lidt efter den lange flyvetur og køreturen og få løsnet lidt op i musklerne og efter et par km. er vi fremme ved restauranten som servere aftensmaden for os de næste dage.

Fra Ferreirola til Capileira

Guiden har adviseret os om, at vandet i hanerne godt kan drikkes, men kan smage af klor. - Her i Ferreirola hældes der klor i det kommunale system om tirsdagen - så det er dagen, hvor vores hvide vasketøj lægges til blegning, fortæller værtinden grinende. - Jeg har nu ingen problemer med vandet - måske er kloren allerede vasket ud?

Alligevel anbefaler hun os at gå lidt uden for byen og smage på noget vand, der kommer fra en lille kilde. Vandet her er kulsyreholdigt pga. lavastenene i jorden. Og vandet har da også ganske rigtigt en noget speciel smag, hvilket skal vise sig at blive særligt vanedannende for flere af vore rejsefællers valg af vand i den kommende uge.

Hvide landsbyer og sne på toppen

Fra kilden går turen op forbi Atalbéitar og videre over Pitres, inden vi går op i bjergene.
- Her findes syv små bysamfund, alle med rødder tilbage til maurisk tid, som for ca. 30 år siden blev samlet i én kommune, fortæller guiden, medens vi vandrer op gennem den rige vegetation. Vi får fortalt, at der her i området dyrkes vin på Europas højst beliggende vinmarker og at området har været beboet langt tid før maurerne kom hertil.
Oppe i passet får vi det første syn af Sierra Nevadas snedækkede toppe. Her er et vidunderligt udsyn over mod de hvide byer, som klæber sig på klippeskråningen og et fint vue ned i Poqueira-dalen, hvor vi skal ned. I det vidunderlige vejr fortsætter vi ned forbi byen Bubión og mod Poqueira-floden. I bjergene møder vi de græssende geder og får som viger til side, når vi kommer. Henslængt i det grønne græs ligger hyrden og bider i et strå. Han ser ikke ud til at blive overanstrengt! Vi krydser floden og fortsætter lidt op i dalen langs med den, inden vi atter kommer over en malerisk lille bro foran endnu et brusende vandløb og kan gå op til turens endemål Capileira.

Lokale delikatesser

Her finder vi ind i en lille landhandel med alverdens lækkerier. Her hænger de lufttørrede skinker - jamón serrano - ned fra loftet og her er gedeoste samt honning i alle afskygninger. Og naturligvis olivenolie og meget andet. Medens der handles, smager vi den lokale rosé-vin, der skænkes op til os i caféen inde bag butikken. Vinen kaldes på disse egne "Vino Costa" fordi den dyrkes på bjergene ud mod kysten. Det er ikke nogen kvalitetsbetegnelse og der er stor forskel på de rosévine vi smager. Nogle er milde, andre har mere smag af sherry - men fælles for dem alle er, at de smager godt - efter et par glas! Og når der så bliver serveret lufttørret skinke og oliven til, så er det ikke så ringe endda!

Bussen kører os tilbage til Ferreirola, hvor vi lige har tid til at nyde et glas vin i solen oppe på terrassen, inden vi vandrer til restauranten i nabobyen Mecinella. Maden vi får er veltillavet og typisk spansk landmad. Suppe, fisk og/eller kødret samt dessert. Det er fruen her, der tilbereder denne velsmagende mad. Og naturligvis får vi kaffe i alle afskygninger - solo, cortado, con leche og americano etc.
Vi har hurtigt fundet ud af, at det letteste for afregning af drikkevarer, frokost, kaffe etc. er at lade guiden samle alle regningerne og så dele det ud på hver deltager til sidst. Det er muligt at én drikker et glas vin mere end en anden, som så til gengæld får en is i stedet for kaffe osv. Når regnskabet gøres op, tror jeg ingen føler sig "snydt". Selv kan jeg kun anbefale denne ordning, som gør "tilværelsen i ferielandet" langt lettere.   

Morgen under morbærtræet

Vi kunne sove længe i dag, men nattergalen har slået sin trille hele natten og da lyset kommer ved 6-tiden, tager andre fugle som drossel, mejse og pirol over og vækker os. Men klokken bliver otte før de første solstråler når op over bjergkanten og kaster sin varme ned på husets lille terrasse. Vi har derfor god tid til morgenmaden bliver serveret ude under morbærtræet.
Her 1.000 moh. er temperaturen behagelig kølig - ikke kold - og luften er klar, da vi sætter os til bords. Værten har bagt brød, kogt æg og her er ost, marmelade, kaffe og te. Et solidt måltid at starte dagen på. Der stilles frugt frem, som det kan være rart at have med på dagens vandretur.

Tur til Trevélez

Igen et fantastisk flot vejr, da vi går ned til kilden med det kulsyreholdige drikkevand. Lidt længere ude kommer vi til endnu en kilde - igen med en anden smag på vandet. Her fyldes vanddunkene op for vi skal langt i dag - ca. 23 km.

Vi følger vandingskanalerne som leder vand oppe fra Sierra Nevada ned til markerne. Gennem et sindrigt system af kanaler kan vand ledes til mindre kanaler og derfra direkte ud på markerne eller opsamles i mindre damme. På et vindomsust hjørne af bjerget gør vi holdt på en tærskeplads der er belagt med fine flade sten. Her kunne man tæske løs på kornet, så avnerne kunne skilles fra kornet. Og ganske rigtigt ligger alle disse tærskepladser på steder, hvor vinden er så kraftig, at avnerne kan blæse væk. Vi ser mange tærskepladser på vandreturene her i området - alle på yderligt liggende steder med god vind. Men det bliver hurtigt koldt at stå her med svedvåde rygge, så vi går videre og finder et sted med læ, hvor vi kan spise den medbragte madpakke.

Masser af orkidéer

Vi er så heldige, at vi har én i vandregruppen som ved noget om orkidéer - i ikke så lidt endda. Jagten er da også for længst gået ind. Vi har allerede set flere orkideer af gøgeurt-familien - og naturligvis får vi også de latinske navne. Og netop i dette område støder vi på "horder" af orkideer. Selv har jeg aldrig set så mange på én gang. Nogle orkideer er selvsagt mere sjældne end andre, men vi ser da både hvide, gule, røde og blå.
- En god dag er, når jeg finder tre-fem forskellige og kan jeg finde en ny, siger orkidéspecialisten, medens han går bagerst i gruppen med sit tunge fotoudstyr omkring halsen!
Men vi er jo i naturbeskyttet område, så vi hverken plukker eller beskadiger naturen, ligesom det eneste vi efterlader er vores fodaftryk.
Vi kommer gennem meget afvekslende natur. Fra dyrket mark, gennem løvskov og senere fyrreskov og egeskov. Op i åbent alpint landskab og ned gennem maki. Flere nedlagte landbrug passeres og midt på eftermiddagen kan vi foran os se Trevélez - byen hvor vi skal spise denne aften. I en højtliggende restaurant med udsigt langt ned i Trevélez-dalen får vi en lækker middag

I dramatisk landskab til Notáez og Cástaras

En ny dag begynder og fra Busquistar går det stejlt ned i Trevélez-dalen og over en gammel stenbro ved floden. Så skal vi op på den anden side og har udsyn til den dramatiske slugt, hvor Trevélez-floden skærer sig gennem dybt nede under os. Vi passerer bjergkammen og kommer over på den anden side i næste dal. Her er knapt så stejlt og markerne skråner blidt mod syd med bl.a. oliventræer. I landsbyen Notáez henter vi de bestilte madpakker og fortsætter ad små "usynlige" stier videre frem mod Cástaras. På et højdedrag smider vi os i det høje græs og spiser frokosten. Fødderne får lidt luft, medens vandrestøvlerne sættes til "afkøling". Selv kan jeg lige nå at få blundet lidt, da jeg hører guidens stemme: - Så går vi. Og så jeg får fart på.
Efter godt en times tid op i bjergene kommer vi over opdyrkede marker med kartofler og tomater.

Turens højdepunkter med udsigter og dyr

Nedturen til Trevélez-floden på tilbagevejen sker i et virkeligt flot og dramatisk landskab. Nok hele vandreferiens højdepunkt. På den anden side af slugten får vi øje på nogle gemser, der springer på klippesiden. Hvor elegant de dog klarer sig på disse stejle klipper. De følger os et stykke, men til sidst kan vi ikke længere se dem. Men de er ikke de eneste dyr vi ser på turen. Umiddelbart foran os snor en lille hugorm sig og da vi vil se nærmere på den, lægger den sig sammenrullet på en sten klar til at forsvare sig. Men vi skal ikke forstyrre dette nyttedyr og laden der være i fred. Vi er et par stykker der er så heldige at se den gule pirol - en han - der lynhurtigt basker gennem luften fra det ene frugttræ til det næste. Og inden vi går ned i Trevélez-dalen igen, ser vi kongeørnen svæve højt over os.
En ret hård tur på 25 km. så det var kærkomment, at guiden i dag lader os køre med i hendes bil til aftens måltid i Mecinella.

Langs Rio Poqueira

I dag starter vandreturen fra Capileria hvorfra vi går ned over Rio Poqueira og følger denne ind i dalen. Fremme foran os har vi flot udsigt til Spaniens højeste bjerg på fastlandet Mulhacén 3.479 moh. (Teide på Tenerife er Spaniens højeste bjerg). Både her og i de andre dale vi har vandret i, kan vi se, at vildnisset langsomt tager over og de kultiverede marker gror til og bygninger forfalder. Dette var dyrket jord for indtil 50 år siden.
Da industrien i bl.a. Tyskland i 60’erne virkelig tog fart og man manglede arbejdskraft, så mange muligheden for at tage arbejde i industrien og tjene flere penge end de kunne ved at drive landbrug her. Koner og børn flyttede til de større byer - Malaga og Granada - og husene blev forladte. Nu er de gamle mænd så småt vendt tilbage til landsbyerne, men kvinderne lever fortsat i de store byer. Men mange af de renoveringsarbejder der ses nu, udføres af fremmede/udlændinge, der opkøber husene for at indrette dem til f.eks. sommerbolig.

Masser af vand på Mulhacéns skråninger

Et stykke inde i dalen kommer vi til et kraftværk. Her føres vand i store rør ned til turbiner der producerer elektricitet. Efter at energien er taget fra vandet første gang lukkes det atter ud i floden og kan igen benyttes længere nede. På ruten ses flere store grønne firben og en enkelt stor, ukendt slange på godt en meter glider ned i hullet på et tag.
Jeg - som havde en indre forestilling om at Andalusien var stedet, hvor et støvet æsel stod og tørstede i en tørlagt by, medens solens brændende varme svedte alt af, så ikke den mindste busk kunne leve - er ganske overrasket over den frodighed her er med alt det vand.
Atter og atter passerer vi små vandløb. Et sted er engen et helt grønt dække af brøndkarse - og naturligvis plukkes lidt til at kvikke madpakken op med. Og vandet. Det er friskt og godt - og frem for alt dejligt koldt. Og så er det ikke engang smeltevand, men vand fra en kilde.

Godt oppe i dalen kommer vi til Cortijo de las Tomas og når turens højeste punkt 2.200 meter over havet. Omkring 300 meter højere oppe findes et overnatningssted - Refugio del Poqueira - der kan benyttes af de som skal bestige Mulhacén. Det skal vi (desværre) ikke i dag, men begynder hjemturen på modsatte side af dalen. Her krydser vi et par af de største vandingskanaler, der bærer vandet fra Sierra Nevada ned til landsbyernes marker - også helt til Ferreirola.

Pludselige byger

Foran os kommer der truende skyer og her i bjergene forandres vejret ret så hurtigt. Inden længe har vi den første regnbyge og må have regnjakkerne på. Udsigten nedsættes og de snedækkede bjergtoppe på den anden side af dalen indhylles efterhånden helt i skyer. Men det er kun byger som kommer og går - og vi skifter tøj i takt hermed. Det er jo nemt, for regnjakken ligger øverst i rygsækken. Fremme i Capileira er det rart at få lidt eftermiddagskaffe, inden bussen kommer for at køre os tilbage til Ferreirola.

En dag med regnbyger

Det buldrer og tordner i det fjerne. Da vi er stået op og er klar til morgenmaden åbner himmelen sin sluse og vandet står ned i en strid strøm. Et forfærdeligt uvejr er sat ind og tvivlen om vi overhovedet kommer afsted i dag, opstår i mit hoved. Morgenmaden indtages naturligvis indendørs i dag, mens vi afventer situationen. Vejret skifter hurtigt her i bjergene og guiden fornemmer at det blot er en byge. Men hvilken byge!
Vi kommer afsted til tiden, men skulle vi have ventet lidt længere havde det ikke gjort noget. Det er ikke rart at starte ud i regnvejr. Men forsynet med gamacher er vi klar til dagens vandretur.

Ned i Trevelétz-dalen og over floden - alt indhyllet i en spøgelsesagtig tågedis - helt uvant for os med det dejlige vejr vi har haft de forrige dage. Og i dag skulle chancen for at finde orkideer være særlig stor, så vi går lidt uden for den ordinære rute for at lede. Op gennem det våde græs mellem olivenlunde - men vi har ikke øje for disse blomster. Men hvor er orkidé-manden? Vi ser ham botanisere på en bakke lidt længere oppe. Måske har han fået færden af noget?

På gammel æselsti

Fremme i Almegijar er der reserveret bord i den lokale cafe og her får vi frokosten serveret - naturligvis med den lokale vino costa. 
Igen sætter vi kursen op mod et pas for atter at komme over i "vores" dal. Men desværre er dagen præget af regn og skyer, så sigtbarheden er ringe. Nu går det igen ned ad det gamle æselspor der snor sig langs klippesiden. Sikke et arbejde det må have været i sin tid at finde, bygge og brolægge disse snævre stier.
Det er en flot tur som ender ved en lille bro nede ved landsbyen Fondales der blot er et par huse. Herfra går det ad den kendte sti mod Ferreirola.

Spansk aften

I Ferreirola er der udover alle beboelseshusene kun en eneste bar og der skal vi spise i aften. Det er en fransk kvinde, der har kastet sin kærlighed til dette sted og driver baren. Guiden har fået arrangeret, at vi spiser her efterfulgt af spansk aften. Så efter middagen ryddes det trange lokale og en stor træplade lægges på gulvet, der nu forvandles til et dansegulv. Vi trækker os forventningsfulde lidt tilbage og lidt efter lidt kommer nogle af de lokale og sætter sig i baren. 
Er der noget, som er rygtedes? Flere kommer til. Fårehyrder der slukker tørsten i baren, medens de højlydt diskuterer. Men ingen spanske kvinder (de sidder jo i Malaga/Granada!)

 

Med sin lidt hæse stemme introducerer en musikalsk sigøjner aftenens sange og spillet begynder. Først en sang - vemodig - måske en sang om tabt kærlighed? Så lidt mere rytme og sigøjnerinden sætter hælene i gulvet så det smælder i det lille lokale. Snart er rytmen uimodståelig og alle klapper i den faste takt. Flamencodansen har taget sin begyndelse.
Næste nummer kommer fra hjertet. Danserinden er helt væk i sin dans, sanser ikke verden omkring sig og udtrykker sine følelser gennem mimik og dans. Bifaldet bliver ikke holdt tilbage. 
Guitaren klinger skønt og med sin hæse stemme fremføres endnu en flamencosang. Han er intens og medens fingrene brillere på strengene og hånden ind i mellem slår rytmen på kanten af guitaren, formår han med sin hæse stemme at frembringe en stemning, så ikke et "øje er tørt". Sveden springer frem af hans pande og hele kroppen er i bevægelse under hans sang. 
Selv om jeg havde forventet kastagnetter til denne spanske flamencoaften, blev det en uforlignelig afslutning på en dejlig vandreferie i Andalusien.

På en af fridagene besøges Alhambra i Granada.