Familietur på Idre Fjäll, Dalarna

På denne vinterferie i Sverige er vi kørt til Idre Fjäll og skal stå både slalom og langrend med hele familien - voksne og børn - og så skal vi lege i sneen.

Rundt om Gränjesvålen og lidt til

Hele familien fra den ældste på 62 år til den yngste på fire måneder finder på plads i den lejede store hytte, der har tre soverum, stort åbent køkken og opholdsrum, bad og sauna samt skistald. Det har sneet hele natten, men i dag klarer det op. Der er kommet omkring 30 cm., så vejret og sneforholdene kan ikke være bedre. Vi kører op til centrum i Idre og tager langrendsskiene på og går over mod skistadion. Her starter løjpenettet rundt på Idre Fjäll. Vi vælger at lægge ud med turen "Fjället runt", som fører os rundt om Gränjesvålen, der udgør det centrale fjeld på Idre. Løjpen er ensrettet, således at vi følger urets retning rundt om fjeldet. Sporene er fint præparerede og snart er vi på nordsiden af fjeldet. Her findes den mere stejle side af Idre Fjälls alpine pister. Men vores tur går faktisk alt for hurtigt, så vi forlænger turen med yderligere et par kilometer ud ad ruten "Milen". Her finder vi også skiskydningsfaciliteter og løjpen fører os tilbage til skistadion.

Men der er jo ingen afstande her, så vi fortsætter ad sporet "Plattespåret 2", som fortsætter ud i "Burusjöspåret" - denne gang mod urets retning. Vi følger elven, der løber ud i Burusjön og spiser den medbragte frokost ved et lille shelter tæt på løjpen. Sporet følges, til vi igen er tilbage på "Plattespåret" og kommer frem til skistadion.

Alpint på Idre

6-stole liften - Väststolen - bringer os op mod toppen af fjeldet og herfra er der flere muligheder for at få afprøvet de alpine discipliner. Nogle har taget telemarkskiene på, medens andre har rigeligt med at tumle slalomskiene. Vestbakken er rød på første stræk og flader så ud i en mere moderat grøn piste. Det gode er, at pisten fortsætter længere ned i dalen på et blåt stykke og er derved forlænget med næsten en halv gang. Fra toppen af Vest-6-stolen kan vi også glide ned ad f.eks. Blåbærslingan, der er grøn hele vejen og derfor meget let.

Dalarnas længste piste

Helt til toppen kommer vi med topliften - en tallerkenlift, der trækker os de sidste meter op. Herfra udgår bl.a. Dalarnas Längsta, som faktisk er en rigtig god og lang piste ned ad hele fjeldet. 
Vi ledes gennem rør under vej og ender helt i bunden ved Väst-liften. Vi kan også vælge at stoppe ved skicenter syd og glide lidt på pisterne dernede, eller vi kan vælge at blive på nordsiden af fjeldet, hvor udfordringerne er større.

På højfjeldet ved Städjan

I dag følges løjpen "Fjället runt" til vi kommer til sporet, der fører ned over elven og over mod Gräjesåsvallen - et lille samfund nord for fjeldet. Her finder vi vandreleden (x-mærkningen), inde i skoven, der viser retningen mod Nipstugan. Men den megen nysne, vi fik forleden, ligger tungt i skovbunden og der er intet spor at se. Vi må selv træde løjpen og det er tungt. Og det er skønt at træde spor i jomfruelig sne og vide at vi er de første på løjpen. Men der er anstrengende og vi går forrest lidt på skift. Det er primært den stærkeste, der fører an. Så kommer vi andre og trykker sporet nok så fast! Hvorefter de letteste kommer bagerst.

På med skipelsen

Nu begynder det at gå opad mod højfjeldet og vi spænder skifeller (skipels) på skiene, hvorved det går meget lettere op på det nøgne fjeld. Det tager kun fem minutter at sætte skifellerne på, men sparer os en masse kræfter og tid. Vi kan nu gå lige op ad fjeldet.

Städjan - et flot fjeld

Hele tiden har vi haft udsigt til Städjan, der rejser sig på siden af os. Nu, vi er kommet op på højfjeldet, ændrer det udseende og bliver spidst som en pyramide - faktisk et rigtigt flot fjeld set fra denne vinkel. Længere mod nordvest rejser Nipfjället sig i al sin pragt.

Tilbage på sporet

 Men vi kan konstatere, at vi har brugt lang tid på selv at træde sporet op gennem skoven, så der bliver ikke tid til at komme ud til Nipfjället i dag. Oppe på fjeldet står en frisk vind os i møde. Det har vi ikke kunnet mærke, så længe vi har befundet os nede i skovens læ. Vi slår nu en bue hen over fjeldet, så vi får vinden i ryggen og glider hen mod Städjan, 1.131 moh. Vinden tager til og vi søger tilbage mod skoven og finder vort spor. Og det er jo herligt, for nu går det nedad hele vejen. 
Den løjpe vi har trådt opad i godt to timer tager nu kun ca. ½ time at glide nedad.

Med børn i sneen

Sammen med den mindst er der allerede bygget en snehule og der er blevet kælket, men nu skal barnebarnet på 2,5 år prøve at stå på ski for første gang. Vi tager ham i hånden og finder et lille spor, der fører os lidt væk fra hytten. Med os har vi kælk, ski og godt humør.
I kanten af pisten spændes skiene på og hvad sker der? Skiene er glatte og glider væk under ham! Hvem røg på halen? Jamen, så prøver vi da bare igen! Hov jeg glider. Bare en halv meter. Og bump! Nå, mon ikke de ski er alt for glatte og bakken alt for stejl.
Lad os bygge en bjørnehule i stedet. Nu er det sådan her på Idre Fjäll, at bjørnene godt kan lide at sove i en bjørnehule om natten, så vi vil bygge en sådan til bjørnen. Om dagen er bjørnen væk, for så går den ude i skoven og æder blåbær. Det tager ikke lang tid at bygge bjørnehulen, men kan bjørnen nu også være i den? Vi må lige prøve, om bjørnen kan komme gennem hulen. Men det kniber lidt med modet til at kravle gennem snehulen. Hullet bliver gravet lidt større og med et par imødekommende hænder får han mod nok til at turde kravle igennem. Nu tør bjørnen også kravle gennem hulen! I mellemtiden er der også bygget en snemand og naturligvis skal han passe på bjørnens hule.
Men han ka’ jo ikke se, hvis han ingen øjne har - og trække vejret skal han også kunne. Så en gulerod kommer på som næse og kartofler som øjne og snemanden er klar.

Det er intet som bål i sneen

Al den aktivitet i sneen gør os sultne og nu skal vi lave bål. Unger elsker bål. Lidt fra hytten indretter vi en lille bålplads og en lille grill sættes til at stege lidt pølser og brød - og se, det er guf i sneen. Vi har altid haft vore børn med i sneen og lært dem, at sne er et pragtfuldt element at færdes i. At fortælle børnene, at det er koldt og at man fryser i sneen, er ødelæggende. Fryser gør man ikke, hvis man er klædt rigtigt på til det og hvis man rører sig lidt.

På Nipfjället

Det trækker i os for at komme op på Nipfjället, så vi begiver os afsted og følger langrendsløjpen over til Gränjåsvallen. Men i stedet for at gå via vores tidligere trådte spor, følges et andet spor direkte op mod Städjan. Sporet er meget stejlt, men fire guttere på snesko har trådt sporet tidligere, så med skifeller går det lige opad. Snart er vi oppe på højfjeldet fri af skoven, men i hård, kord vind. Kursen sættes direkte langs den markerede løjpe mod Nipfjället.
I stedet for at dreje fra mod Nipstugan fortsættes fremad og et stykke fremme starter opstigningen af selve Nipfjället. Her fører en slugt op langs fjeldsiden mod toppen. Her står en frisk vind op over fjeldet og det er koldt og iset. Den første top er ikke det højeste punkt på Nipfjället. Bag toppen rejser Mulen sig, 1.192moh og det er turens mål. Herfra er en fantastisk udsigt i alle retninger. På toppen er isen tyk og ujævn, og det bliver kun til et kort ophold i den stærke blæst.

Tamrener på Idre Fjäll

Men hvad er det, der er derude bag en lille lavning? En flok rener ligger i sneen. Forsigtigt glider vil frem mod rensryrene. Det er tamrener fra samerbyen - Sveriges sydligste samere, der holder til her. Det er vigtigt ikke af forstyrre renerne og ikke gøre dem nervøse, så vi glider forsigtigt frem mod dyrene - men hele tiden i passende afstand. Da de får øje på os rejser de sig og da er vi klar over, at nu skal vi ikke tættere på for ikke at gøre dem nervøse. Sjovt at møde rener i et så relativt besøgt område som Idre Fjäll.