Min debut med 6-spand hundeslæde i Idre

På det aftalte tidspunkt møder vi op for at komme med på hundeslædetur, men vi kan ingen hunde se. Trods et stort skilt hvorpå der står "Hundspann" er her ingen!

Alaskan Husky Tours

Vi parkerer bilen og går ud på P-pladsen for at se, om vi kan få øje på noget eller måske høre hundene. Men nej. Et skilt længere nede viser en pil og den følger vi. Men heller ikke her er der gevinst. Måske holder de til længere nede ad vejen og vi kører fra P-pladsen og ud på landevejen, medens vi spejder til siderne. Efter få minutter er vi enige om, at vi må tilbage og vender bilen. Og så. Lidt inde i skoven opdager vi et kobbel hunde, der står linet op. Der er de! Tilbage på P-pladsen og helt nede i bunden, bag en lille bygning holder de til - Alaskan Husky Tours. Ved en lille campingvogn møder vi instruktør og guide Karolina. Der er gjort tre hundeslæder klar til os, hver med seks hunde spændt for. De øvrige hunde er spændt til stake-out - en lang kæde mellem træerne.

Mødet med hundene

Inden Karolina skal til at begynde instruktionen ud i den ædle hundeslædekørsel, vil jeg godt lige have lov til at hilse på hundene, så de kan lære mig lidt at kende. Og hundene er vist glade for at se mig og få lidt opmærksomhed, for de vil alle gerne hen og røres, da jeg går frem til dem for at hilse på. Nogle ved ikke hvorledes de skal te sig, og snor sig om sig selv i bare lykke over at nogen gider hilse.
Alle hundene skal have opmærksomhed fra mig og have lov til at snuse. Lidt venlighed og der er skabt kontakt til hundene. Jeg taler til dem, så de lærer min stemme at kende.

Instruktionen

Om jeg har prøvet der før? Jo, som passagerer, men jeg har aldrig før skulle styre seks hunde på én gang! Karolina fortæller nu om slæden. Bagerst mellem mederne er spændt en sort bremsemåtte, som jeg kan stille mig på, hvis farten bliver for stor.
Ved at stille sig på måtten, trykkes den ned i sneen og hundene får sværere ved at trække slæden og den bremses. Når der skal mere fart på, stiller man sig op på mederne.

Stopklodser

Monteret på selve slæden er et bremsejern, der borer sig ned i sneen, når man træder på det og det får automatisk hundene til at stoppe. Og så er der ankeret. Et tungt jernanker, som bedst placeres omkring et træ, sikrer at hundene ikke stikker af med slæden, medens man under en pause er optaget med andre gøremål. Ankeret kan fæstes i sneen, men omkring et træ er bedst.
Og så er det bare at holde fast i slæden med begge hænder. Karolina vil køre forrest, så kommer vi andre bag efter.

En flyvende start

Jeg går til hundene og stiller mig på slædens meder, medens jeg løfter ankeret væk fra træet og sætter det fast på slæden. Det giver et ryk i slæden, da alle seks hunde sætter i bevægelse. Og det er ikke små kræfter, der udløses. Rykket i slæden er så kraftigt, at mine fødder glider af mederne og ned i sneen mellem bremsepude og mede, hvorved de står fast, samtidigt med at jeg krampagtigt holder fast i slæden med begge hænder. Det vil sige, at mine øvre legemsdele nu er i en fremadrettet bevægelse, medens de nedre dele stort set står stille! Kort sagt jeg flyver gennem luften!
Samtidig vælter slæden - men det tager hundene sig ikke af. Således trukket gennem sneen i stor fart - bag en væltet slæde med seks stærke dyr halsene fremad, kæmper jeg febrilsk på at få bremsejernet trykket ned i sneen med den ene hånd, medens jeg holder mig fast med den anden. Der er nu gået et par sekunder - og omkring 20 meter - fra den formøse start og indtil dyrene finder ud af at ham "styrmanden" vist har problemer og de stopper.
Foran er Karolina stoppet og kommer nu løbende tilbage. - Sådan gik det også for mig, første gang jeg skulle føre et 6-spand, ler hun. - Er alt ok?
Hun får slæden på højkant igen og selv om jeg faktisk har slået begge mine lægmuskler, er det dog ikke værre end at turen skal gennemføres.

En erfaring rigere

Med denne oplevelse i bagagen stiller jeg mig nu på bremsemåtten og er godt nede i knæene, da jeg igen sætter gang i hundene. Og nu går det straks meget bedre. De skal trække noget i det og efterhånden får jeg mod på at stille mig op på mederne. Og nu kommer der mere fart på. Nu er det vigtigt ikke at stå anspændt, men slappe af i benene og så bare nyde at hundene gør arbejdet.
Fra dagens tidligere ture er der allerede et godt trådt spor som hundene kan få støtte og fæste i og vi bevæger os ind i en fjeldskov. Efterhånden som der bliver større spredning mellem træerne åbner udsynet til de omkringliggende fjelde sig. Hundene trækker godt til for at komme tæt op på de forreste og det er nødvendigt med lidt vægt på bremsepuden ind i mellem for at holde en afstand på ca. 10 meter mellem slæderne.

Øvelse gør mester

Efter et par kilometer sætter vi farten ned for helt at stoppe. Med os har vi rensdyrskind, så vi kan gøre holdt i sneen uden at komme til at fryse. I slæden kan der sagtens sidde en passager, men her har jeg placeret min rygsæk med proviant og kamera. Endnu har jeg ikke vovet at have mit kamera fremme under selve kørslen - heldigvis for det - men nu bliver der lejlighed til at fotografere både hunde og landskab.
Efter en kort hvil er både mennesker og hunde parate til igen at lægge kræfter i hundeslædekørslen. Og nu går det helt fint. Efter bare nogle få kilometer har jeg følelsen af, at der er styr på det. Jo, det går faktisk helt godt.

Det blæser op

Det har været en dejlig tur hen over fjeldet og da vi er ved at være tilbage ved udgangspunktet er det begyndt at blæse kraftigt. Hundene er også ved at være trætte og det er tydeligt at se, at villigheden til at trække er mindre - men de gør det. Så er vi fremme og jernankeret sættes fast på en træstamme.
Karolina sikrer slæderne yderligere ved at lægge dem på siden (det ved jeg ellers godt hvordan man gør!) og da alt er fæstet, tager vi afsked med hundefører og hundene.