Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Visit Sweden
Thomas Sørensen
Rejseskribent
Vores hytte ligger lidt oppe på bakken i hyttebyen midt i pisten. Vi har fået halvdelen af et dobbelthus med god plads til en stor familie. Her er to soveværelser med plads til seks personer, stort fælles rum med åbent køkken, toilet med bad, toilet uden bad og skulle der ikke være sovepladser nok i underetagen, fører en trappe op til en åben etage under taget, hvor der findes flere sovepladser. At der selvsagt findes tørreskab, opvaskemaskine, tv - kort sagt alle faciliteter - behøver vel næsten ikke nævnes? Men her findes flere andre steder at bo. Du kan sågar tage campingvognen eller autocamperen med på vintercamping og slå lejr lige på den anden side af vejen.
Storhytte i Kläppen
Vi er kommet til skiområdet Kläppen - en del af Sälen Ski Resort - og har i skiudlejningen fået det nødvendige udstyr til de kommende dages aktiviteter på pisterne. Med det elektroniske liftkort - et keycard der i øvrigt kan oplades, så det kan benyttes mange andre steder i Sverige - stukket ned i venstre ærmelomme, går vi over til Beckasinen - en T-lift som bringer os op på øvebakken, Utterleken. Her er godt overblik over bakken og Tranantorget neden for og her er det udmærket at få afprøvet de første sving.
Efter et par "runder" glider vi på tværs af hejsen og til venstre over mod Kläppen Torget til 4-stolshejsen, Chrysler Express. Og der er noget om det! På ganske få minutter bringer express-liften os 1200 meter frem til Toppstugan, ca. 650 moh. Nede fra torvet troede vi faktisk at vi havde set det meste af Kläppen, men området er meget større, med pister bag på - og på siderne af fjeldet. De mange pisteretninger gør det muligt altid at finde en rute, der ligger i sol - når den skinner!
Lift til Toppen
Nu glider vi ned på "bagsiden" af Kläppen, hvor der både findes blå, grønne og røde pister og rammer T-liften, Falken. Det er et lidt roligere område, hvor der ikke er helt så mange mennesker og vi kan i perioder have det lidt for os selv. Fra toppen af liften kan vi løbe venstre om fjeldet på Kläppens længste rute, Fjällräven - også kaldet "Dansker- ruten". Den er tre km. lang, blå og ganske let – men ret trafikeret. Der hvor løjpen Lämmetåget og Fjällräven mødes, rammer vi "Danskersvinget". Er det mon her vi ligger og roder rundt i forsøget på at dreje?
Vi tager igen turen op til Topstuga og glider ned ad Lämmetåget. Her møder vi de to sorte pister – hver på ca. 550 meter - der er så stejle, at de der kører forrest forsvinder ud af syne, medens de glider ned ad bakken. Trollefallet er noget iset og ujævn, så jeg vælger at forsøge mig på Grottbranten. Og det går helt godt om end der også her er lidt iset. Hele området er ikke stort, men ideelt til familier med børn. De uøvede børn (og voksne) kan sagtens være alene på øvebakken, medens den øvrige del af familien boltrer sig på de øvrige pister.
Børneområdet ved Kläppen
Og så er her bestemt noget for de modige snowboardere. Her findes en af Sveriges største snowparker. Faktisk er her to - med forskellige forhindringer så selv de mest garvede kan få rigeligt med udfordringer.
Snowpark med mulighed for akrobatisk udfoldelse
Det er blevet eftermiddag og troldene Trolle og Trolla optræder på pladsen bag Tranantorget. Børnene kender dem allerede, da de med Trollekortet har været på troldsafari, afterski og på guldeventyr med de søde trolde. Nu kører de rundt på en lille snescooter og laver løjer, medens skiinstruktørerne forbereder sig på at vise noget skiløb samt nogle hop for alle os der er forsamlet i en halvbue omkring øvebakken.
Så kommer de første skiløbere og snowboardere og i gevaldige spring med salto og andre halsbrækkende øvelser viser de os hvad de kan. Andre skiløbere kommer frem højt oppe på bakken og glider efter hinanden i en lang række. Så spredes rækken, så hver anden glider til hver sin side, inden de igen svinger ind mod hinanden og passerer – krydser – hinanden i et stort 8-tal. Dygtighed og rigtig timing er nødvendig. Publikum er begejstret.
Underholdning på skibakken
Det er et vidunderligt transportmiddel. Men som instrument til at opleve naturen med, er den ubrugelig - i hvert fald ikke medens du kører. Motoren larmer. Stanken af benzin fra de forankørende forpester luften. Grebet på håndtagene er krampagtigt hårdt, fordi vi som uøvede har alle sanser koncentreret om at blive på sporet. Det gælder om at følge med de andre, så de bagved kørende ikke skal overhale. Nej, kør ud. Sluk motoren og nyd naturen.
Men her handler det først og fremmest om fart og balance. Snescooteren er let at betjene. Et gashåndtag som styres fra tommelfingeren på højre hånd og en bremse på venstre hånd. Ingen gearskifte. Det giver et ryg i scooteren hver gang vi starter maskinen og ryger fremad. God på lige og jævne strækninger og op ad bakken. De ujævne stræk er rædselsfulde, hvor man hopper rundt på sædet og får hvert slag forplantet til hovedet, når scooteren rammer ujævnhederne i sneen.
Ved en overgang fra vej til terræn kommer min chauffør (vi er to på hver scooter) lidt for højt op på kanten, hvilket resulterer i at snescooteren vælter og vi begge ryger af. Heldigvis er der ingen af os, der slår os, men chaufføren får en lille forstrækning i låret. Vi aftaler at jeg kører snescooteren - forsigtigt - resten af vejen hjem. Det er heldigvis sjældent at der sker skader i forbindelse med snescooterkørsel. Det mest positive er at snescooteren holder sig på begrænsede løjper - specielt anlagt til formålet.
Snescootersafari hvor det mest af alt drejer sig om fart
Det er rigtig god mad der serveres fra buffeten på Topstuga, hvor vi kan vælge at sidde inde bag de store panoramavinduer eller gå ud på terrassen og nyde maden. Ved større arrangementer, større grupper eller konferencer kan der bestilles speciel menu. Og her er der virkeligt kredset for os.
Men her er flere andre muligheder for at få en god madoplevelse. Gå på opdagelse på nogle af spisestederne, når du ikke selv vil tilberede middagen i hytten. De fleste spisesteder ligger i "gåafstand", så du behøver ikke tænke på bilen.
Lækkerier fra Kläppens Topstuga
Da det alpine området ikke er så stort, er det herligt, at her også er mulighed for at forsøge sig lidt på langrend. Brug en dag eller to af din ferie på dette og prøv noget andet. Her findes flere langrendsløjper med tilsammen 34 km. præparerede spor. Der går løjper helt nede fra hyttebyerne, men de bedste findes oppe "bag" Kläppen. Er de præparerede ikke nok, kan du altid træde dit eget spor og gå op opdagelse ude i terrænet. Husk eventuelt madpakke og lidt varmt i termokanden.
Kläppen byder på flere langrendsløjper
Det er blevet mørkt og lidt ud i terrænet klæder vi om til badetøj i et lille hus, hvorfra en trappe belyst med tændte fakler, fører ned til et opvarmet træbadekar. Det er ikke koldt at træde ud i sneen på bare fødder - om end det sner. Men det er lidt glat at gå de få trin ned til badet, selv om her er et gelænder, som vi kan støtte os til. Vandet i trækarret er mellem 35 og 38 grader varmt og næsten brænder mig, da jeg svinger op i det. Så kommer pigerne og vi er i alt otte, som sidder rundt i karret.
Hurtigt bliver man gennemvarm, så nu er det tid til at komme op og ud at rulle sig i sneen. Jeg går først. Lægger mig ned i det hvide element - som faktisk slet ikke føles koldt. Så ruller jeg mig i sneen, rejser mig og går roligt tilbage til karret. Så bliver det med ét pludseligt koldt og jeg kan mærke hvert snefnug der kommer og rammer mig som var det et piskesmæld. Da jeg igen glider ned i det varme vand, prikker det i huden som var det små gnister der springer i mig.
Næste gut går længere væk og ruller sig i sneen og kommer tilbage med hovedet fyldt af se. Tredje mand går lidt op i bakken og slår så en række kolbøtter ned ad løjpen og kommer tilbage med en håndfuld sne til os andre - og kan slet ikke mærke at det er koldt!
Så bliver der ro. Vi sidder alle lidt og bare slapper af, medens vi nyder en kold øl. Hovederne ligger tilbagelænet på kanten af trækarret med udsigt til trækronerne over os, hvorfra sneen langsomt daler ned. Her er helt stille. Kun lyden fra de blafrende lys i faklerne kan høres.
Da vi er færdige kan vi vælge at vende tilbage til hytterne. Natten er ganske stille og hele min krop er dampende varm. Det sner fortsat let og sneen lyser op i mørket, mens jeg vandrer alene tilbage til hytten.
Vi havde det alle varmt i nat og selv dagen efter kunne det varmgivende bad mærkes i hele kroppen. En oplevelse jeg kun kan anbefale alle andre der kommer til Kläppen.
Varmt udendørs bad i trækar
Hovedstaden i Sverige er Stockholm.
Befolkningstal: Ca. 10 mio.
Areal: Ca. 447.435 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 523 km til Stockholm
Mest besøgte attraktion: Stockholm med bl.a. slotte, den gamle by og Vasa-skibet, men Sverige er også et land med en natur man dyrker aktiv ferie i som skiløb, vandring, kano- og kajakture, cykling m.m.
Mere information: