Snescootersafari ved Fredros Gård i Värmland, Sverige
Log ind Log ind
Snescootersafari ved Fredros Gård i Värmland

Snescootersafari ved Fredros Gård i Värmland

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Visit Sweden

Fredros Gård tilbyder forskellige fritidsaktiviteter hele året og vi satte os for at tage med på en snescootersafari gennem vintersneen - og fik en overraskelse med i oplevelsen.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Aktiviteter omkring Fredros Gård

Fredros Gård ligger mellem søerne Mangen og Teen tæt på Finnskogen med bakker, flere mindre søer og et rigt dyreliv med bl.a. elge og bævere. Der er derfor store mulighed for at vandre i naturen, tage på kanoture eller bådture og fiske efter bl.a. gedde, aborre, ørred og laks. Eller cykle. I tilknytning til Fredros Gård findes bjælkehytter med alle moderne faciliteter, som man kan leje - og så ligger de tæt på vandet. Om vinteren er her mulighed for at stå på langrendsski i de præparerede skispor - eller tage med på snescootersafari.

Fredros Gård i Gunnarskov

Fredros Gård i Gunnarskov

Snescootersafari i skoven

Dette år er der kommet usædvanligt lidt sne i Värmland (og andre steder!), så vi må køre i bil et lille stykke op på bjerget bag Fredros Gård for at komme til snescooterne. Her står de store maskiner på rad og række og efter en kort instruktion er vi parate til at køre ud i sneen. Der er ganske få regler for at køre med snescooter. Man skal f.eks. have kørekort og kunne tilpasse farten efter omstændighederne. Det er nødvendigt at blive i den aftalte rækkefølge og holde 10–15 meters afstand til den forankørende.
Vi kører længere op ad skovvejen, før vi drejer ind mellem skovens træer, hvor udfordringerne til balancen kommer på prøve. Her skal man læne sig til siden, når der drejes, så vægten fordeles korrekt på snescooteren. Vi kommer ud på isen på en af søerne og fristelsen for at gasse op er der! Men det kan faktisk være farligt, for møder man den mindste forhindring - f.eks. en fastfrossen isklump - kan snescooteren vælte!
Vi er i alt fem megatunge snescootere på tur og da vi alle parkerer tæt på hinanden ude på isen - går tanken gennem mig - holder isen?

Snescooter gennem skoven

Snescooter gennem skoven

Isfiske - en overraskelse

Turlederen forklarer, at der ingen grund er til bekymring, for isen her på søen er 40 cm. tyk. Det fik han bekræftet i går, hvor han var her for at bore huller i isen. Og nu kommer overraskelsen. Frem fra bagagerummet på snescooteren kommer fiskeredskaber og efter at have sat levende larver på krogen, får vi lov til at isfiske. Alle er naturligvis ivrige for at prøve lykken og efter at have sendt krogen ned gennem hullet i isen og ned i dybet - ca 50 cm. over bunden - går jagten ind på de ædelfisk som f.eks. rödding (en laksefisk), der lever i søen. En enkelt trækker en lille aborre op og når at sætte den ud igen, inden den fryser ihjel. Men trods ihærdige forsøg lykkedes det ikke for os andre at fange noget. Men oplevelsen, den friske luft og naturen er altid en god oplevelse.

Prøv lykken ved isfiskeri

Prøv lykken ved isfiskeri

Nature Adventure Gräsmark i Sandviken

Fredros Gård samarbejder med Nature Adventure Gräsmark i Sandviken tæt på søen Rotten øst for Fredros Gård. Her ligger et herligt, stort hus med 10 forskellige værelser med plads til en storfamilie eller hvor to–tre familier booker huset sammen. Huset er beregnet til selvhushold og er særdeles lækkert indrettet med soveværelser på øverste etage og med en stor pejs midt i stueetagen, der adskiller køkken fra opholdsstuen. I stueetagen findes også toiletter, badeværelser og sauna. Alt fremstår lyst og lækkert i ludbehandlet træ.

Nature Adventure i Gräsmark udlejer storhytte

Nature Adventure i Gräsmark udlejer storhytte

Nature Adventure Gräsmark tilbyder samme aktiviteter som Fredros Gård, men vil primært satse på cykelferier i de smukke omgivelser, hvor huset benyttes som base for dagsture på op til 55 km. - som f.eks. turen rundt om søen Rotten. Her er rig mulighed for at også børn kan få oplevelser i naturen.                     

Aktiviteter som snescooterkørsel lige om hjørnet

Aktiviteter som snescooterkørsel lige om hjørnet

Fakta om Sverige

Hovedstaden i Sverige er Stockholm.

Befolkningstal: Ca. 10 mio.

Areal: Ca. 447.435 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 523 km til Stockholm

Mest besøgte attraktion: Stockholm med bl.a. slotte, den gamle by og Vasa-skibet, men Sverige er også et land med en natur man dyrker aktiv ferie i som skiløb, vandring, kano- og kajakture, cykling m.m. 

Mere information:

Turistinformation: Sverige