Vandring ved Långberget i Värmland

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Scandinavian Outdoor Group

På denne ferie i Sverige er vi taget til Långbjerget i Värmland, hvor der er masser af feriemuligheder for hele familien. Naturen kan f.eks. opleves til fods eller i kano på søer og elve.

Drømmer du om at sidde ved søbredden og vente på at drømmefisken bider på, så er der rundt omkring Långberget mere end 100 søer og vandløb. Aborre, gedde eller ørred er blandt de fisk du kan få på krogen. Gennem området løber Nordvärmlandsleden på 67 km. som kan være en udfordring for vandreren. Og du kan komme med på elg- eller bæversafari. Mulighederne er mange og i dag skal vi på vandretur.

Cykelture på fjeldet

Ude foran hotellet møder jeg en af hotellets mange dygtige guider, der vil tage os med på en tur rundt på Långberget og fortælle lidt om naturen. Men inden vi starter på vandreturen, skal vi lige have sendt de, som skal på cykeltur af sted. Hele området er ideelt til at cykle i. Her er bl.a. en 60 km. lang cykelrute på gode stier og med fine udsigtspunkter undervejs. Men også mange levn fra fortiden er spændende at se nærmere på. Gammel tømmerindustri, gamle fangstpladser for bl.a. elg, og ikke mindst fine fiskesteder og bademuligheder. 
Cykelruten kan påbegyndes fra enten Branäs, Syssleback eller her på Långberget. Og så er starten herfra 11 km. nedad mod Sysslebäck. Men man skal jo op igen!
Udstyret med styrthjelm drøner cyklisterne ned ad bjerget.
Efterfølgende får jeg oplyst, at cykelture er en god måde at spotte elg på. Er man stille, kommer man hurtigt hen til dem, når de står i vejkanten. Meget bedre end hvis man vandrer, hvor dyrene hurtigt hører een og stikker af! Selvfølgelig havde cyklisterne set elg.

På vandretur i skoven

Med i dagtursrygsækken har jeg regntøj - næppe relevant i dag, da vejret er perfekt - lidt at spise og lidt vand. - Vand behøver du da ikke slæbe med" siger guiden, vandet heroppe er så rent, at du sagtens kan drikke det direkte fra bækken.
Vi er en lille gruppe på seks personer, der skal vandre på en mindre strækning af Nordvärmlandsleden fra Långberget over på næste top - Storberget - og derfra til Vålhallen og videre rundt.

Nordvärmlandsleden

Hele vandreruten går mellem Branäs og Höljes, men du vælger naturligvis selv, hvilken retning du vil gå. Der går bus mellem Branäs, Sysslebäck og Höljes, så du kan komme til og fra vandreruten, som det passer dig, hvis ikke du vil gå hele strækningen, der er på 67 km. Starter du fra Branäs er udsigten fra Branäsberget udover Klarälvdalen den første store oplevelse på vandreturen. Husk kikkert og kamera. De første kilometre ned mod Klarälven har en niveauforskel på 400 meter. På østsiden af elven har du fin udsigt over dalen og de omkringliggende højder. Du kommer frem til Ransbysätern efter 10 km. og her er der mulighed for at leje en sæterhytte for natten.
Næste etapemål er Långberget, som du når efter 30 km. vandring. Inden du når op på fjeldet i 630 moh. kommer du forbi Näcksjön, hvor der findes lejrplads, fiske og bademuligheder. I dette område findes masser af dyr, så hav altid kikkert og kamera parat.
Næste stræk er Söder Åselbergssätern som nås efter 41 km. På vejen passerer du Vålhallen - en idyllisk sæter, hvor der fortsat er liv med får og servering. Undervejs er der mulighed for afstikkere.
Slutmålet Höjles nås efter 54 km. og du kommer forbi Norra Åselbergssätern med store uberørte moseområder. Värmlands højeste punkt Granberget 700 moh. har et udsigtstårn samt en rasteplads. Fra toppen af tårnet kan du skue langt udover området.
Fra Norvärmlandsleden kan du fortsætte op i Dalarna og/eller mod Norge.

Naturen i Värmland

Vi finder stien og ser snart den orange markering på Nordvärmlandsleden og følger sporet ind i skoven. Vi vandrer i et typisk värmlandslandskab lige på trægrænsen. Guiden stopper foran et stort dødt træ. Træet er godt nok dødt, men har skabt liv for en masse andre dyr - larver og insekter. Han viser os, at hele skovbunden omkring træet er fyldt med grankogler. Det er flagspætten, der har været her. Den finder koglen og sætter den fast mellem rillerne i barken og kan så hakke kernerne ud.
Vi ser flere enorme myretuer - alle ligger sydvendt, så myrerne får mest mulig varme. Guiden er ikke sen til at give flere små anekdoter undervejs: 
I gamle dage var her mange bønder, der var kommet hertil fra Finland. Her var flere mænd end kvinder, så der var rift om kvindernes gunst. Og kvinderne ville jo helst have den stærkeste blandt mændene. Og hvordan kunne manden så bevise, at han var både stærk og udholdende? Jo, den stærkeste smed tøjet og lagde sig i en af disse enorme myretuer og viste sin udholdenhed! 
Overalt blomstrer blåbærbuskene og mange blåbær er allerede sat til modning. Et enkelt sted ser vi også multebær i blomst. Også den bærer det modne bær i august. Den lille kridhvide skovstjerne ser vi overalt. Värmlands symbol.
Området har mange elge. Vi ser dem ikke, men de er her. Både drops efter dem, fodspor og afgnavet løv, viser at de er lige i nærheden. Men vi larmer for meget, så de flytter sig. 
Guiden beretter, at elgen spiser mellem 40-50 kg føde hver dag om sommeren, men at den om vinteren, hvor der er sparsomt med føde, klarer sig med 8–10 kg pr. dag. Elgtyren vokser konstant og kan veje over 1.000 kg, medens koen næppe vejer mere end 200 kg. Elgen er tre år om at blive voksen og kønsmoden. I december løsner gevirerne sig på tyren (elgkoen har ingen gevir) og den taber et af gangen. Når først det ene gevir er tabt, forsøger tyren at kaste det andet ved at ryste hovedet kraftigt. Sikkert fordi det er svært at balancere med kun et stort, tungt gevir. Blandt elgens foretrukne føde er vandplanter, der indeholder stoffer, som medvirker til at danne gevirerne igen næste forår.

En lille gammel sæter

Efter at have nydt den betagende udsigt fra tårnet på toppen af Storberget og fået lidt at drikke, følger vi et lille vandløb ned ad bjerget. Vi passerer et åbent stykke, hvor der tidligere var sæterdrift. Kvæget kom her op og var her hele sommeren. Folkene boede her ikke altid, men gik turen op nede fra dalen for at tilse kvæget og vandrede så tilbage om aftenen. Kvæget skulle malkes. Mælken transporteres ned. Men her var/er også ulve og dem skulle kvæget også beskyttes imod. Det var i tiden 1850-70 at sætertiden blomstrede, men i slutningen af 1950’erne ebbede det ud.
På en gammel sæter møder vi et ældre ægtepar, som sidder på verandaen og nyder stilheden, da vi dukker ud af skoven. Her er ingen bilvej, så de må vandre det sidste stykke op over fjeldet og selv medbringe mad og andre fornødenheder til et spartansk - men fredeligt - liv her på den gamle sæter. 
Jo, de skal såmænd sætte nyt hegn op omkring deres lille parcel. Et hegn vel at mærke af træ - ikke noget med ståltråd her! Vi får en lille snak med parret, inden vi fortsætter.

Vålhalla sæter

Flere skilte har undervejs vist retningen mod Vålhalla Sätern og pludselig er vi her. Et stort rødmalet - typisk svensk hus med mansardtag - ligger midt i skoven omgivet af mindre bygninger i råt (tørt) træ. Her møder vi to kvinder, der er ved at gøre klar til sommersæsonen. De er flyttet herop med deres får og geder og bliver her til efteråret. Vi spørger om det er muligt at købe en kop kaffe - og selv om sæsonen endnu ikke rigtigt er startet, kan vi naturligvis godt det. Faktisk er vi de første gæster og et øjeblik efter bliver vi inviteret op på terrassen og får serveret kaffe, boller og kage. Ikke så ringe endda! 
Medens vi således sidder og "fika" kommer en af kvinderne med en notesblok og vil gerne have, at vi som de første gæster skriver en lille hilsen til Vålhalla.

Tilbage

Vi er nu kommet lidt ned ad Långberget og kan starte tilbageturen - opad igen. Her er mange forskellige spor at følge og vi passerer en af rastepladserne på Nordvärmlamdsleden, hvor der er indrettet toilet og teltplads. På enkelte stræk er jordbunden ret så blød, men vi kommer alle "tørskoede" igennem og er snart oppe ved endnu et udsigtspunkt, hvor vi orienterer os.
Nu er der kun få hundrede meter til vi igen er ude over trægrænsen oppe ved Långbergets Sportshotell.

Midsommerfest

Aftenen er vidunderlig. Solen har endnu lang vej inden den forsvinder ned bag horisonten. På den åbne plads foran Långbergets Sportshotell er rejst en kæmpemæssig lavvu - et sametelt i kæmpeformat - hvorunder vi kan sidde i læ. Her skal vi opleve en ægte värmlandsk midsommerfest med smörgås og kalas. Majstangen er rejst og alt klar til fest.
Midsommerfestens naturlige højdepunkt er netop majstangen og navnet har intet med maj måned at gøre, men fortæller at stangen majes ud - på svensk majas - og betyder at den pyntes med løv og blomster. 
Typisk mødes man tidligt om morgenen for at pynte en høj stang med blomster, bladløv og grene, og stangen rejses så om eftermiddagen, hvorefter dansen omkring majstangen tager fart. 
Majstangens udseende og brug varierer fra landsdel til landsdel. I Småland pynter man således også stangen med æggeskaller og i Dalarna får stangen lov til at stå helt til næste års midsommerfest, hvor en ny stang rejses. Tidligere var det meget normalt, at man konkurrerede om, hvem der kunne pynte den flotteste majstang og det resulterede tit i, at man uheldigvis ødelagde hinandens majstænger.
En anden tradition var at unge giftelystne piger plukkede syv eller ni forskellige blomster lige så mange forskellige steder. Buketten skulle antageligt så hjælpe den unge pige til gennem nattens drømme at finde ud af, hvem der skulle være hendes tilkomne mage. 
Fra starten var midsommerfesten i øvrigt en fest til Johannes Døberens ære og mange af de traditioner, der hører sig festen til, har endda aner endnu længere tilbage til før kristen tid. I dag er majstangen, dansen og den gode midsommermad, der typisk består af sild med nye kartofler, dild og "gräddfil", elskede indslag under festen, ligesom selvfølgelig de populære "snapsvisor", som følger med.

Traditionerne holdes i hævd

Kikki Fjelde i den värmlandske nationaldragt byder os velkommen og fortæller lidt om traditionerne omkring midsommerkalasen og den mad vi skal have. Som så meget andet, er det traditioner som er kommet til gennem tiderne og det store måltid der venter, kan vi takke russerne for! Og her er mange fine retter. Naturligvis sild i flere variationer, laks, røget elg, kødboller, salater og nye kartofler m.m.
Vi er vel omkring 100 mennesker som er med i til denne fest og godt placeret ved bordene under det kæmpemæssige sejl har vi en enestående udsigt udover landskabet der forandrer sig i takt med solens gang hen over himmelen. Så spilles der op. Violinerne klinger og värmlandsviserne lyser fra de sprøde strenge. Og vi forsyner os. Og der skal væske til. Udover det vi kan hente i "baren" kommer en af aftenens højdepunkter – snapsen. I store glas – lidt uvant for de fleste. Og så går sangen i gang:
Helan går,
sjung hopp faderallen lallan lej 
Helan går, 
sjung hopp faderallen lej 
Och den som inte helan tar, 
han heller inte halvan får. 
Helan går.. Åhhh!!! 
Sjung hopp faderallan lej

Dans omkring majstangen

Og der spises. Igen og igen kan bordets glæder friste. Så tager højttaleranlægget over og vi bliver budt op til dans omkring majstangen. Med hinanden i hånden starter kædedansen. Først den ene vej rundt, så den anden og kæden flettes ind i hinanden. Næsten 80-90 mennesker i en levende kæde løber omkring den åbne plads. Med majstangen i centrum.
Så bliver der igen roligt. Violinerne spiller og endnu en gang får vi rørt lemmerne. Stort set alle er med. En af mine kammerater stråler. Han har pludselig fået en masse venner, siger han. Jo, der knyttes venskaber under festen.
Solen er gået ned og en kølig vind blæser ind over pladsen. Mørkt er det ikke - og bliver det ikke her højt mod nord. Men råkoldt bliver det, så hen ad midnat er det tid til at stoppe midsommerfesten.

Også om vinteren

- Men hvad om vinteren, spørger jeg indehaveren, der ejer og driver Långbergets Sportshotell. -Jeg kørte forbi i januar på vej nordpå og området var grønt som på en efterårsdag?
Det viste sig, at vinteren dette år godt nok kom meget sent og at man også skal tænke på, hvad højdeforskellen gør. Hotellet ligger i 630 moh., så her oppe er faktisk sne nok hele sæsonen - hvilket man ikke altid kan se, når man kører nede i dalen. Faktisk er Långberget et af de mest snesikre steder i det sydlige Sverige og her er så meget sne, at det svenske langrendslandshold bruger Långberget som træningslejr. Her er mere end 80 km. fint præparerede løjper - lysløjper m.m. - og så længe du bliver i højden, kan du løbe så langt du orker. Er du til alpint har vi en lille øvebakke ellers er der Branäs Berget lige i nærheden.