Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Tysk Turist Information
Thomas Sørensen
Rejseskribent
Bremen, der blev grundlagt i 782, er omgivet af vand - voldgraven mod nord og øst og floden Weser mod syd og vest. Netop Weserfloden gjorde Bremen til en rig hansestad i middelalderen, hvor varer kom til og fra byen med skibene, der sejlede ind fra Nordsøen. I dag er Weser fortsat sejlbar, så floden er ikke sandet til som så mange andre gamle havnebyer langs Europas floder. Men skibene blev efterhånden så store, at de ikke længere kunne være her. Derfor etablerede man en ny havn tættere på Nordsøen - Bremerhaven - der i dag er Tysklands næststørste havn efter Hamborg.
Mølle ved Stadtgraben set fra Hedentor i Bremen
Fra broen ved Hedentor med udsigt til den gamle vindmølle kommer du direkte ind i Altstadt, hvor der overalt ses spor efter middelalderens rigdomme bl.a. med skønne bygninger i både barok og renæssancestil. Ved starten af gågaden Sögestrasse støder du på bronzestatuen "Hyrden med svinene" fra 1974. Denne populære skulptursamling symboliserer, at man drev svinene ude fra landet over Herdentor og hertil i gamle dage. Man ville ikke have dem til at forurene længere inde i centrum af Altstadt.
Hyrden med svinene
Få skridt længere fremme drejer du til venstre i Kathrinen-passage, hvor du finder resterne af et tidligere kloster - Katharinenklosterhof - der fungerede fra 1225 til 1528. I dag er her bl.a. indrettet en eksklusiv restaurant Stadwirt under de smukke gamle klosterbuer. Gå indenfor og se hvor fint stedet er indrettet og nyd eventuelt en frokost.
Restaurant Stadt Wirt i Katharinenklosterhof
Senere passeres pladsen ved kirken Unser Lieben Frauen Kirche der siden det 11. århundrede har været Bremens sognekirke. Hver dag er her et stort blomstermarked.
Blomstermarked ved kirken Unser Lieben Frauen
Du er nu ved den vestvendte gavl af Bremens rådhus opført mellem 1405 til 1410. Her ses en bronzeskulptur fra 1951 af de verdensberømte "Stadsmusikanterne fra Bremen" kendt fra brødrene Grimms eventyr. Nederst står et æsel, hvorpå der står en hund, på hunden står en kat og øverst står en hane. Æslets mule og ben er blankslidte, for rører du ved dyret, kan du få et ønske opfyldt. Netop herfra starter vandreruten Den Tyske Eventyrvej (Deutsches Märchenstrasse), der fortsætter til brdr. Grimms fødeby Hanau. Rådhuset har smukke rådhussale - Himmelsaal og Guldsalen og i gavlen finder du nedgangen til rådhuskælderen.
Gavl på Bremens gamle rådhus
I centrum af Bremen ligger markedspladsen - Am Markt - og foran rådhuset står en 5,5 meter høj frihedsstatue af greven Roald fra 1404. Statuen, der er anbragt foran en støttende baldakin, har en samlet højde på mere end 10 meter og viser frihedshelten med sit skjold og legendariske sværd Durendal. Grev Roland var en af Karl den Stores riddere og døde i dennes tjeneste. Roland er byens beskytter af frihed og selvstændighed. (Bremen er en af Tysklands 16 selvstyrende delstater). Der findes andre statuer af Grev Roland rundt om i nogle af de byer, der var en del af det Tysk-Romerske Kejserdømme, idet Grev Roland blev betragtet som byernes, markedernes og handelslivets beskytter. Rolandstatuen i Bremen er landets største og ældste af de tilbageblevne statuer og blev i 2004 sammen med Bremens rådhus optaget på UNESCO's verdensarvsliste.
Frihedsstatue af greve Roald på markedspladsen Am Markt
Rådhusets nordside, som vender ud mod markedspladsen, blev tilføjet i 1608-1614 og er i renæssancestil med fine buegange. Rådhuset regnes blandt Tysklands fineste. Men markedspladsen har mange flere interessante bygninger. Pladsens vestside er prydet med flere elegante bygninger fra det 16. til det 18. århundrede. På sydsiden ses handelskammerets flotte bygning Haus Schütting fra 1538 bygget i hollandsk renæssancestil. Østsiden af Am Markt er domineret af den "nye" parlamentsbygning fra 1966 - som til stadighed vil skille sig ud fra de klassiske omgivelser. Mod syd ses byens store domkirke St. Petri i gotisk stil fra første halvdel af 1200-årene. Gå indenfor og nyd de smukke mosaikvinduer og ikke mindst den flotte prædikestol.
Bremens gamle rådhus på markedspladsen
Gå ned til Weser-floden og følg den nogle få hundrede meter og du kommer til bydelen Schnoor. Omkring 600 middelalderhuse fra det 15. og 16 århundrede ligger her - ja, som perler på en snor! Husene, hvoraf mange er med bindingsværk, står tæt omkring de smalle, snoede og brostensbelagte stræder - hvoraf nogle er så smalle, at du må kante dig gennem. Den ene idylliske bygning ses efter den anden, og det var her i Bremens ældste kvarter at fiskere og sømænd boede. I dag finder du masser af små specialbutikker, kunsthåndværk, gallerier og ikke mindst restauranter i Schnoor-Viertel.
Bremens gamle bydel Schnoor
Under Bremens rådhus ligger rådhuskælderen - Ratskeller - med restaurant og landets største vinkælder, der har været aktiv siden 1405. På en guidet tur kommer du gennem de underjordiske lagerhaller, der omfatter 5.000 kvadratmeter med ca. 6.000 flasker tyske vine, hvoraf den ældste vin - en hvid rüdesheimer - er fra 1653. Bremer Ratskeller har ikke egen vingård, men opkøber og videresælger mere end 650 forskellige tyske vine. På rundvisningen ser du bl.a. de store fade i Apostle-kælderen og kigger ind i skattekammeret, hvor de dyreste og ældste vine er opbevaret. Den ældste endnu drikbare vin er fra 1727. I skæret af levende lys i Rosekælderen fortælles om vinene, ligesom der skænkes smagsprøver af nutidens kvalitetsvine - en fin oplevelse. Efterfølgende kan det anbefales at spise under buerne i rådhuskælderens restaurant og mærke den helt særlige stemning du finder her.
Nedgang til Bremer Ratskeller ved det gamle rådhus
Husk også at nyde nattesynet af Bremens oplyste bygninger, når du spadserer hjem efter middagen.
Det gamle rådhus i nattelys
Hovedstaden i Tyskland er Berlin.
Befolkningstal: Ca. 83 mio.
Areal: Ca. 357.376 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 356 km til Berlin, ca. 842 km til München
Mest besøgte attraktion: Metropolerne Berlin og Hamborg men også mange andre byer - kejserbyerne og middelalderbyer med bindingsværk m.v. Tyskland byder på rigtigt meget inden for kultur - og husk de hyggelige julemarkeder.
Mere information: