Quedlinburg - en unik bindingsværksby i Harzen, Midttyskland
Log ind Log ind
Quedlinburg - en unik bindingsværksby i Harzen

Quedlinburg - en unik bindingsværksby i Harzen

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Tysk Turist Information

I dag kan du glæde dig over, at Quedlinburg - der med sine mere end 1.300 bindingsværkshuse fra middelalderen - er verdens største bindingsværksby og som det første sted i det tidligere DDR blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1994.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Heldet var med Quedlinburg

Men det kunne have været gået grueligt galt. Da de allierede bombefly under 2. verdenskrig havde smidt det meste af deres bombelast over mål i det daværende østlige Tyskland, havde man fortsat bomber ombord på flyene og dem kunne man lige så godt smide, inden man fløj hjemad. Bomberne blev kastet over nærmeste by - en af nabobyerne til Quedlinburg - som heldigvis gik helt fri af bomberegnen. Da amerikanske tropper nærmede sig Quedlinburg ved krigens afslutning, var en af indbyggerne modig nok til at cykle dem i møde og fortælle, at der hverken var soldater eller SS-folk i byen, hvilket reddede den fra at blive beskudt. Disse er ikke de eneste historier fra krigens tid.

Middelalderhuse i Quedlinburg

Middelalderhuse i Quedlinburg

Udsædvanlig velbevaret middelalderby

Quedlinburg rummer alt hvad du kan forestille dig af en charmerende og velbevaret middelalderby med rummelige torve omkranset af bindingsværkshuse og snoede gader med toppede brosten, slotte og Tysklands betydeligste kirkeskat fra middelalderen. Op gennem middelalderen blev Quedlinburg et vigtigt handelscentrum og der blev skabt store rigdomme. Den gamle bydel udstiller mere end otte århundreder af autentiske arkitektur på en måde, der er unik i både kvalitet og mængde. Bygninger i alle stilarter og epoker gør Quedlinburg til det perfekte sted at studere udviklingen af byggeteknik og stilarter gennem tiderne. Til al held har Quedlinburg undgået større brande. Langt de fleste bygninger er fredet, hvilket betyder, at intet må ændres udvendigt og der må ikke bygges nyt i den gamle bydel. Naturligvis må og skal gamle bygninger renoveres indvendigt, hvilket giver udfordringer, når man f.eks. vil indrette hoteller i middelalderbygningerne til brug for den stadigt stigende turiststrøm. Også parkeringsforholdene centralt i de smalle gader er en udfordring for byen.

Åben plads med restaurant

Åben plads med restaurant

St. Servatius-kirken på Slotsbjerget

På en høj sandstensbakke midt i byen - Slotsbjerget - knejser den romanske kirke St. Servatius samt det kejserlige slot og her begyndte Tysklands historie. I følge legenden var det netop her, at den saksiske hertug omkring år 919 modtog kongekronen blev Kong Heinrich 1. af Det Tysk-Romerske Rige og Quedlinburg blev derfor et vigtigt center for landets politik. Heinrich 1. blev ved sin død i 936 begravet i den tidligere kirke på Slotsbjerget.

Kirken St. Servatius ligger højt på Slotsbjerget

Kirken St. Servatius ligger højt på Slotsbjerget

Den uvurderlige kirkeskat

På Slotsbjerget grundlagde hans enke Dronning Mathilde et kollektiv for adelige ugifte kvinder - Frauenstift - der hverken var et slot eller et nonnekloster og som fortsatte med at eksistere i næsten 900 år. Frauenstift fik efterhånden mange gaver fra rigets konger og kejsere, hvilket blev grundlaget for den berømte og uvurderlige samling af kirkens skatte - den største og vigtigste samling af kirkeskat fra middelalderen i Tyskland. 
Under 2. verdenskrig havde en amerikansk officer ansvaret for de uvurderlige rigdomme der lå gemt i kirkens skatkammer. Men officeren blev fristet og stjal dele af kostbarhederne med hjem til USA. Efter genforeningen måtte Quedlinburg betale 3 mio. USD for at købe de dyrebare skatte tilbage og i dag kan de igen ses i St. Servatius-kirken.

Skrin - en uvurderlig skat

Skrin - en uvurderlig skat

Fakta om Tyskland - Harzen

Harzen er et kuperet skovområde med højeste bjerg Brocken (Bloksbjerg),1.141 moh. Harzern Nationalpark er velegnet til både vandreture og cykelture. Hovedstaden i Tyskland er Berlin.

Befolkningstal: Ca. 83 mio.

Areal: Ca. 357.376 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 356 km til Berlin, ca. 842 km til München 

Mest besøgte attraktion: Metropolerne Berlin og Hamborg men også mange andre byer - kejserbyerne og middelalderbyer med bindingsværk m.v. Tyskland byder på rigtigt meget inden for kultur - og husk de hyggelige julemarkeder.

Mere information:

Turistinfo: Harzen

Turistinformation: Tyskland