Tips til ferieoplevelser i musikkens by Leipzig
Log ind Log ind
Tips til ferieoplevelser i musikkens by Leipzig

Tips til ferieoplevelser i musikkens by Leipzig

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Tysk Turist Information

Den tyske by Leipzig i Sachsen er en by med store traditioner inden for musik og handel. Leipzig ses bedst til fods og her guider vi dig godt på vej.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Augustusplatz - et godt udgangspunkt

Vil du bo centralt i Leipzig, kan Hotel Radisson være et godt valg, for hotellet ligger direkte ud til den store plads Augustusplatz og herfra er der ingen afstand til Leipzigs gamle bydel. På pladsens nordlige ende ligger Leipzig Operahus - et af de ældste i Europa - og på pladsens sydside anes det berømte musikhus Gevandhaus med det lige så verdensberømte Gevandhaus Orkester. Her ser du også den enorme fontæne Mendebrunnen fra 1886, opkaldt efter donoren Pauline Mende der var enke efter en rig købmand.

Leipzig blev grundlagt af slaviske bosættere mellem det 7. og 9. århundrede og blev første gang nævnt som Lipzk omkring 1015. Byen lå som et knudepunkt mellem handelsruterne nord/syd og øst/vest og allerede i 1165 fik Leipzig privilegie med markedsrettigheder. Dertil kom yderligere rettigheder i 1497 støttet af kejser Maximilian den 1., der skulle gøre Leipzig til et internationalt handelscenter - akkurat som byen er i dag.

Leipzig Opera på Augustusplatz

Leipzig Opera på Augustusplatz

På vestsiden af Augustusplatz ligger Leipzig Universitet grundlagt i 1409 og dermed et af Europas ældste - med Paulinum og universitetskirken St. Pauli. I universitets atrium står en statue af filosoffen m.m. Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716). Også forfatteren Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), har studeret her.

Leipzig Universitet og Universitetskirken St. Pauli

Leipzig Universitet og Universitetskirken St. Pauli

Herfra, og mange andre steder i byen, kan du se det 142,5 meter høje Leipzig Byskyskraber - City Hochhaus - med udsigtsplatform på 31. etage og restauranten på husets top. Bygningen var tidligere en del af Leipzig Universitet, men er bygget om og rummer i dag administrationskontorer. Leipzig Byskyskraber er i dag et af byens vartegn.

Det karakteristisk Leipzig Byskyskraber med udsigtsplatform

Det karakteristisk Leipzig Byskyskraber med udsigtsplatform

En by fuld af musik

Læg mærke til metalmarkeringerne på fortovet. De viser vej på Musikruten rundt i Leipzig og du kommer tæt på den musikalske historiske arv - bl.a. forbi passagen ved Städtisches Kaufhaus og kan se, at komponister som Johan Sebastian Bach, Robert Schumann og hans kone Clara, Richard Wagner, Mendelssohn, Grieg, Lortzing og Gustav Mahler m.fl. alle har haft deres gang i Leipzig.

Mærkning af musikruten i Leipzig

Mærkning af musikruten i Leipzig

Mädler Passage - blot en af Leipzigs unikke passager

Leipzig er berømt for sine mange overdækkede passager, hvor folk kan gå i læ for vind og vejr i ro og mag for at handle i de eksklusive butikker. Netop den 140 meter lange og elegante Mädler Passage - bygget mellem 1912 og 1914 - giver associationer til Galleria Emanuele II i Milano. Mädler Passagen samt Köningshauspassage og Messehofpassage virker som magneter på købelystne besøgende. I den ene ende af Mädler Passagen finder du den verdensberømte restaurant Auerbachs Keller, der indgår i en scene fra forfatteren Goethes drama Faust. Her ser du også et par statuer fra Faust - bl.a. med Mefistoles og Faust - Faust, der sælger sin sjæl til djævelen for at opnå ubegrænset visdom.

Indgang til Mädler Passage

Indgang til Mädler Passage

Bach og Thomaskirche

Blandt de mange musikere og komponister med tilknytning til Leipzig svæver Johan Sebastian Bach (1685-1750) som den mest betydende. Bach var organist og kantor i Thomaskirken dvs. korleder i 27 år og ledede det berømte Thomaskor, der blev etableret allerede i 1212, og som det ældste drengekor i Tyskland fortsat eksisterer. Ved Thomaskirken, hvor Bach ligger begravet, ses mindesmærket for mesteren som i slutningen af 1700-tallet var gået i glemmebogen, indtil Mendelssohn i begyndelsen af 1800-årene genoptog mesterens værker.

Thomaskirken har rødder tilbage til midten af 1100-årene, hvor her lå en romansk kirke og senere et kloster. Op gennem tiden er kirken ombygget og udvidet flere gange og efter 2. verdenskrig atter genopbygget med sit nuværende udseende.

På gaden over for Thomaskirken finder du Bach-museet.

Thomaskirche

Thomaskirche

Leipziger Lerche - en sød lille genstand

Ved en af de mange smukke gårdspladser kan du finde restauranter der bl.a. byder på de søde Leipziger Lerche, som fås i forskellige versioner. Det er en kage med en blandet mandelmasse på en bund af marmelade - og passer udmærket til en kop sort kaffe eller et glas liflig riesling.

Commerzbank

Commerzbank

Leipzigs gamle rådhus

På markedspladsen Markt står det gamle rådhus fra 1557 som et enestående eksempel på tysk renæssance arkitektur. Læg også mærke til bygningerne omkring markedspladsen bl.a. det smukke gamle vægthus - Alte Waage - fra 1555. Her skulle gods vejes og der skulle afregnes told. Bygningen blev ødelagt under et bombardement i 1943, men blev genopbygget i 1963/64 med facaden mod markedspladsen akkurat som den var i den historiske renæssancebygning.

En passage under rådhuset leder ind til Leipzigs bymuseum.

Leipzigs gamle rådhus på markedspladsen Markt

Leipzigs gamle rådhus på markedspladsen Markt

Fortsætter du, kommer du til Naschmarkt med den gamle børs fra 1678 - en af byens ældste barokbygninger, genopbygget og renoveret senest i 1995 med de originale farver. Foran børsen ses en statue af Goethe, der har stået her siden 1903.

Den gamle handelsbørs i Leipzig

Den gamle handelsbørs i Leipzig

Nikolaikirche - Leipzigs ældste

Nikolaikirken er den største kirke i Leipzig og blev grundlagt i 1165 og dermed byens ældste kirke. Efter reformationen blev kirken sæde for den første biskop i Sachsen. Sammen med Thomaskirken er disse kirker de vigtigste i Leipzig og bl.a. Bach virkede her. I 1724 blev f.eks. Johannespassionen uropført i Nikolaikirken.

Nikolaikirke var rammen for den fredelige revolution i 1989, hvor 70.000 mennesker demonstrerede for frihed til at ytre sig, forsamlingsfrihed og rejse frit. Til minde herom ses et søjlemonument - Frihedssøjlen - som symbol på kollapset af det socialistiske regime og genforeningen af Tyskland.

Nikolaikirche - Leipzigs ældste kirke

Nikolaikirche - Leipzigs ældste kirke

Spis godt på restaurant Max Enk

Blandt Leipzigs mange gode spisesteder kan det anbefales at indtage sin middag på Restaurant Max Enk. Laksen som forret er lækker og smagfuld, og steg som hovedret med tilhørende svampe er supermør - kort sagt et godt spisested.

Vil du spise ekstra godt kan restaurant Max Enk på Neumaarkt 9 anbefales

Vil du spise ekstra godt kan restaurant Max Enk på Neumaarkt 9 anbefales

Monumentet til slaget om nationerne

Lidt syd for Leipzig kan du besøge det gigantiske Monument til slaget om nationerne, der er et minde om krigen i 1813. Den 91 meter høje bygning er et af Leipzigs vartegn og består af flere etager med udvendige platforme, hvorfra du har et enestående vue ud over Leipzig og det omkringliggende landskab. Der er elevator til galleriet, men også udfordrende indvendige, snoede vindeltrapper (i alt 500 trin) der er meget smalle og som ikke er velegnede til folk med klaustrofobi. For at regulere trafikken op og ned er trapperne ensrettede - to personer kan ikke passere hinanden.

Monument til slaget om nationerne 1813

Monument til slaget om nationerne 1813

Monumentets udformning og dekoration med kæmpemæssige statuer og overdimensionerede ansigter fra krypten til æresgalleriet under den mægtige kuppel er en smagssag. I alle tilfælde kan du med en radioguide (bl.a. på engelsk) høre om Napoleonskrigene og monumentet der blev indviet i 1913 - 100 år efter slaget. Det var netop uden for Leipzigs bymure at østrigere, prøjsere, russere og svenske soldater kæmpede for frihed under Napoleons regime. Napoleon måtte trække sig og slaget blev et vendepunkt i Napoleonskrigene.

500 trappetirn op og ned gennem smalle og snoede gange

500 trappetirn op og ned gennem smalle og snoede gange

Krigsmuseet Forum 1813

Ved siden af monumentet og over for billetsalget ligger et interessant, lille krigsmuseum Forum 1813, bl.a. med en realistisk model af landsbyen Probstheida og krigshandlingerne. Du finder også billeder som relateres til Napoleonskrigene, ligesom her er montre med våben og uniformer.

Napoleon i museet Forum 1813

Napoleon i museet Forum 1813

Markkleeberg See

Er du interesseret i vandsport, kan du besøge Markkleeberg See, der udover almindelig søsport også har en kanupark - dvs. en whitewater kajakbane med fossende vand ned over vandfald med mulighed for kajakslalom.

Ved dette anlæg ligger også Restaurant Wildwasser Terrasse, hvor du kan nyde din frokost med en vidunderlig udsigt udover søen.

Markkleeberg See - en kunstigt anlagt sø i en tidligere åben brunkulsmine

Markkleeberg See - en kunstigt anlagt sø i en tidligere åben brunkulsmine

Bergbau Technik Park

En lille kilometer herfra er etableret en natur- og teknikpark m.v. - Bergbau Technik Park. Hele området har været et åbent mineområde, hvor man har gravet brunkul. Landskabets åbne sår har myndighederne nu omdannet til rekreative områder med kunstigt anlagte søer - incl. Markkleeberg See - der er op til 60 meter dyb.

På Bergbau Technik Park kan du mod entre få mere at vide om mineteknologi og se nogle af verdens største gravemaskiner som blev anvendt ved brunkulsgravningen - nogle maskiner på op til 2.400 tons og som kunne betjenes af blot tre personer. Maskinerne er en lækkerbisken for gæster med hang til teknik i stor skala.

Maskine til brunkulsgravning ses i Bergbau Technik Park

Maskine til brunkulsgravning ses i Bergbau Technik Park

Fakta om Tyskland - Leipzig

Hovedstaden i Tyskland er Berlin. 

Befolkningstal: Ca. 83 mio.

Areal: Ca. 357.376 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 356 km til Berlin, ca. 842 km til München 

Mest besøgte attraktion: Metropolerne Berlin og Hamborg men også mange andre byer - kejserbyerne og middelalderbyer med bindingsværk m.v. Tyskland byder på rigtigt meget inden for kultur - og husk de hyggelige julemarkeder.

Mere information:

Turistinformation: Tyskland

Turistinformation: Leipzig