Brecon Beacons National Park - skøn natur i Wales

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: VisitBritain

I byen Crickhowel finder vi "Det Hvide Hus" - Ty Gwyn - som skal være vores base på denne aktive ferie i Brecon Beacons National Park.

Det hvide hus - et gæstehus

- Er I her allerede? lyder det fra værtinden af det hvide hus og kommer os i møde. - Jeg ventede jer først i aften. Men nu skal I se, hvor I skal bo. Hun fører os op på gæstehusets 1.sal, hvor en balsal af et værelse står til vores rådighed. Det er næsten en lille lejlighed med entré, bad, stue og soveafsnit.
Vi spænder vores medbragte cykler af bilen og i det samme kommer hendes mand ind fra haven, hvor han er ved at anlægge fliser, og hilser på. - Vi sætter cyklerne herinde i værkstedet, så står de helt beskyttede, siger han og trækker afsted med dem. I mellemtiden er eftermiddagsteen parat, som serveres i husets lyse veranda og vi sludrer om, hvad vi har foretaget os denne formiddag.

Bakkerne i Crychan ved Halfway

Vi fortæller, at vi overnattede i Llandovery og da man ikke på Hotel Kings Head Inn vidste noget om hvilke aktiviteter vi kunne foretage os i området, forsøgte vi os igen på turistinformationen. Men det åbnede først op ad formiddagen - og så er den halve dag jo gået! Vi tyede i stedet for igen til vores nye bekendtskab, hotelejeren på The Castle Hotel, der allerede var i gang med dagens opgaver. Han viste os et fotografi af et bjerglandskab, men vidste ikke helt præcist, hvor det var taget. Det så spændende ud. Han anbefalede, at vi skulle se nærmere på området omkring Crychan ved Halfway, der ligger på vejen mod Chrickhowel.

Vi havde en plan om at komme lidt op i højderne og få udsigt ud over bjergene og da vi nåede frem til Crychan, kunne vi på den store tavle se de mange forskellige ruter på kortet over området. De fleste var mountainbiketure, men vi ønskede at vandre i det fine vejr. 
Den første del af ruten fra Halfway gik jævnt op gennem skoven på en bred grusvej, hvor vi kunne se, at der jævnligt kørte biler. Længere fremme forlod vi den markerede rute for at komme op på toppen af en høj, men vi fik ikke rigtigt det vue ud over landskabet, som vi havde forestillet os. Fra toppen var der mest udsigt til den omkringliggende skov, men vi så da en ørn svæve over hovederne på os. Vi var lidt skuffede over udsigten, så det var bare om at komme ned igen og vi ærgrede os over, at vi alligevel ikke havde taget cyklerne i det forholdsvise lette terræn.

Brecon Beacons Visitor Centre

Så kørte vi videre til Brecon Beacons Visitor Centre for at se nærmere på området og måske få flere oplysninger om stedes bjerge. Men centret var ikke helt det informationscenter vi havde forventet. Her var en lille udstilling af forskellige sten, en souvenirbutik, et cafeteria, et smukt parkanlæg - og en ganske flot udsigt mod de høje Brecon Beacon Mountains. Stedet er et yndet udflugtsmål, hvorfra der går flere vandreruter rundt i området, men turen derfra og op i bjergene ville blive for lang for os i dag.

Table Mountain og Black Mountains

Jeg når ikke at fortælle mere, før vores værtinde kommer med sit første forslag: - Har I set Table Mountain, det flade bjerg, der ligger lige oppe bag byen? Derfra kan I få en fin udsigt og det tager ikke mere end en times tid at gå derop. Hun har allerede fundet en lille turbeskrivelse frem og forklarer, hvorledes vi får startet. 
Da vi har fået vandrestøvlerne på og er på vej ud af døren, får jeg spurgt om vi kan spise med i aften. Men Ty Gwyn er "kun" B&B, så der er ingen aftenservering. Vi aftaler at hun i stedet bestiller bord på en af de mange gode restauranter, der findes her i Chrickhowel.

Et par huse længere ud af byen drejer vi ind til højre og finder skiltningen mod bjerget. Vi kommer op gennem grønne græsgange med både kvæg og får og vandrer gennem høje gamle stengærde, hvor dyrene drives frem og tilbage mellem græsningssteder og gårde. Snart er vi ude af skoven og landskabet åbner sig for os. Et sted ender vi ved et lille vandløb mellem to stengærde, hvor træerne næsten vokser helt sammen fra hver side. Vi må være gået forkert og vi vandrer tilbage til sidste faste kendingspunkt. Mærkning er her ikke. Men vi er på rette vej og går de ca. 300 meter frem igen og op gennem vandløbet mellem stengærderne. Det viser sig at være den korrekte vej. Her er smukt med de mange stengærder, der tegner mønstret i landskabet. I en stor bue følger vi et af gærderne og kommer frem til Table Mountain.

Helt til toppen af Pen Cerrig-calch

På toppen ses en stenbunke - resterne af en borg med aner helt tilbage til 900-tallet. Borgen har ligget eminent godt beskyttet af de naturlige stejle skråninger og samtidig har man haft en enestående udsigt til alle sider ned i dalen og til bjerget - Black Mountains - bag os, længere oppe.
Det er fortsat eftermiddag og vi har kræfter nok til at fortsætte lidt længere op ad bjerget. Bevoksningen bliver mere sparsom og terrænet meget mere stenet efterhånden som vi nærmere os toppen af Pen Cerrig-calch, 701 moh. Herfra kan vi se hvorledes bjerget fortsætter langs en højderyg og videre ind i landet. Det er samme vej tilbage over Table Mountain og derfra følger vi igen den turbeskrivelse vi har fået med og finder fint tilbage til Chrickhowel.

Monmouthshire and Brecon-kanalen

Vi har talt med ejeren af Bikes and Hikes - et aktivitetsselskab, der udover at arrangere cykelture og vandreture også udlejer cykler og i øvrigt er behjælpelig med stort set alt. Han har mulighed for at hente og bringe op til 20 cyklister til og fra de forskellige cykelruter, der findes så mange af i området her omkring. Vi har anskaffet nogle cykelkort, hvor turen langs Monmouthshire and Brecon-kanalen og op omkring Talybont-søen lyder både idyllisk, men også udfordrende. 

Vi cykler ned gennem Chrickhowel, forbi campingpladsen og over floden mod Ffawyddog og drejer til højre op ad bakken mod Dardy. Og her troede vi, at kanalen lå i bunden af dalen! Men nej, kanalen ligger oppe på siden af bakken, visse stedet højt over dalbunden.
Vi kommer ind på den smalle ensporede sti, der løber langs kanalen og følger den mod Llangynidr. Kanalen er bygget i begyndelsen af 1800-tallet for at kunne fragte jern og limsten fra brudene og videre frem. Her er aldeles yndigt og helt fredeligt. Flere gamle stenbroer leder biltrafikken over kanalen og langt de fleste steder kan vi cykle under disse broer - blot vi dukker hovedet ved passagen. Mange steder har vi et flot vue ud over landskabet, hvor floden - River Usk - snor sig nede i dalen. Enkelte steder er kanalen ført over mindre bifloder der løber ned fra bjerget og videre ud i Usk.
I Llangynidr ser vi de forskellige sluser, der benyttes af de kanalbåde, som folk holder ferie på, medens de stille og roligt tøffer rundt på kanalen. Sluserne er ubetjente og manuelle og det er de ferierende på bådene, der selv må betjene sluserne.

Langs Talybont vandreservoir

Vi kommer til den meget maleriske by Talybont-on-Usk, stopper ved købmanden og provianterer. Så går det rask fremad på cyklerne og først seks km længere fremme mod byen Brecon opdager vi, at vi er cyklet for langt! Vi må tilbage og drejer fra i Talybont over vippebroen og ud på landevejen, op mod vandreservoiret. Nu går det jævnt opad de næste kilometre og vi kommer til den store dæmning ved den kunstige sø. Udsigten i det smukke vejr er betagende med søen i forgrunden og bjergene bag ved. Her mødes flere cyklister og alle begiver sig afsted langs søen - videre ud mod den anden ende - op mod bjergene.
Ved enden af søen begynder det at blive lidt stejlere, men ikke mere end at vi fortsat kan cykle fint på den asfalterede vej. Ved P-pladsen stiller vi cyklerne og spadserer lidt ind til et af områdets vandfald, der er noget af et tilløbsstykke, for folk hygger sig med medbragt frokost og sopper i floden.

For stejlt - for os

Med fornyede kræfter fortsætter vi cykelturen op gennem skoven. Men nu bliver det stejlt - meget stejlt. Vi må af og trække vore cykler - ligesom mange andre - og sveden hagler af os. Her er ca. 300 meters højdestigning og vi bliver enige med os selv om, at vi har ferie og ikke behøver "at knokle os til døde". Denne udfordring er for stor til os! Vi vender om og cyklet lidt tilbage, hvor vi ved, at der er en overgang, så vi kan komme på den anden side af søen. Nu er det kun få steder vi må af og trække, men også her går det opad. Vi møder igen andre cyklister - nogle både på vej op og andre på vej ned ad den stenede sti. Her er virkeligt populært at cykle - de fleste på mountainbikes.

Herlig nedtur

Vi får trukket os det sidste stykke op til det såkaldte Taff-Trail. Og anstrengelserne har været det hele værd. Neden for os har vi Talybont vandreservoiret og foran - alle tiders nedkørsel på en jævn sti, hvor der tidligere har gået en togbane. Stien er af grus, den er bred og lang, og fører os lige ned til dæmningen igen. En herlig nedtur!

Vi følger samme vej langs kanalen tilbage mod Chrickhowel og kan naturligvis ikke lade være med at stoppe mange gange undervejs for at nyde de smukke scenerier eller hilse på de forbipasserende kanalbåde, hvor hver og én sender os en hilsen.

Brecon Beacons (Pen-y-Fan)

I dag er der er omslag i vejret. Skyerne hænger tungt og dækker toppen af Pen-y-Fan, 886 moh. - det højeste bjerg i Brecon Beacon National Park. Bilen er stillet ved P-pladsen på A470 overfor Storey Arms - en halv times bilkørsel fra Ty Gwyn - og vi begiver os op ad den "motorvej", der fører mod toppen. Vi ser ingen andre mennesker på denne sti op ad bjerget og efter at være kommet over den første bakke, ned i en lille dal og over et vandløb, begynder selve opstigningen. 
Hele tiden har vi lærken syngende på siderne af os og over vore hoveder, medens vi vandrer op gennem dette hedelandskab. Og det er en let tur på fint lagte sten hele vejen. Og godt for det, for det hindrer folk i at gå andre veje og derved undgår man mere erodering af det meget besøgte bjerg. Vi håber naturligvis på at skyerne letter, da vi kommer op i den tætte tåge, der ustandseligt driver ind på os - men ...

Stemmer i tågen

Så hører vi stemmer i tågen, men kan kun se få meter frem og ser derfor intet. Vi kan nogenlunde bestemme, hvor stemmerne kommer fra, og ved et lille ophold i skystrømmen får vi et glimt af en gruppe bjergvandrere, der i marchtempo er i gang med at forcere bjerget. De er hurtigt væk igen og vi er overladt til os selv i tågen. Vi er naturligvis helt klar over ikke at forlade stien og kan på vandrekortet se, at bjerget går næsten lodret ned på den ene side. Det opdager vi også, da vi kommer længere op, hvor stien faktisk går langs bjergranden. Så dukker der et spøgelsesansigt ud af skyerne - en indianerprofil i klippesiden.

På toppen af Pen-y-Fan

Vi er kommet op på det første af tre toppe, der udgør dette bjerg - Corn Du, 873 moh. - men kan intet se. Kun nogle få meter ned i det ukendte dyb. Vi venter lidt, men tør ikke vove os længere frem mod Pen-y-Fan. Vi finder over mod en anden nedgang og venter, da vi hører stemmer komme op imod os. Det viser sig at være en herre med to piger, som han guider og her følger vi trop. Han kender området og skal op på toppen. Ruten fra Corn Du over til Pen-y-Fan er ganske kort, men går på kanten af bjerget. 

Efter nogle få hundrede meter i tågen er vi på toppen. Tågen letter lidt og da vi har fået et stykke chokolade, kan vi vandre samme vej tilbage over Corn Du og ned ad en anden rute.
Nu er der flere, som er på vej op på bjerget. Dejligt at se, at folk vil ud at vandre, selv om vejret i dag ikke er helt perfekt til bjergture. Men det letter mere og mere, og da vi kommer under skydækket, har vi faktisk helt fint udsyn mod søen Upper Neuadd Reservoir. Vi kommer ned forbi en lille kløft og et vandfald, inden vi vandrer langs skoven tilbage til P-pladsen. Her har pølsemanden åbnet sin bod og en velfortjent frokostburger giver os kræfter til nye udfordringer.

Craig Cerrig-Gleisiad

På den anden side af landevejen rejser Fan Fawe sig 715 moh. og et spor - ja, flere spor - fører op mod bjergsiden. Vi søger så langt op på bjergsiden som muligt, men har hele tiden udsigt til trafikken nede på landevejen. 
Efter godt en time - hvor det eneste vi møder er nogle fugle, der forsøger at henlede opmærksomheden på sig, så vi trækkes væk fra dens rede - er vi fremme ved Craig Cerrig-Gleisiad. Her åbner sig et fantastisk skue. Fra kanten af bjerget, der er formet som et amfiteater, falder de næste lodrette sider mere end 100 meter ned i dalen. Overalt er her mos, græs, lyng, blomster og små træer i et i utallige af grønlige farvenuancer. Hele dette område står i skarp kontrast til de forblæste græsarealer vi lige har vandret på. Dalen ligger beskyttet og er aldeles frodig.
En betagende tur langs kanten af bjergskrænten bringer os længere ind i landet og vi kan se, at stien fører os rundt og ned i området og ud til den P-plads, der findes lige nedenfor Craig Cerrig-Gleisiad på landevejen A470. Derfra går flere markerede vandreruter ud i dette særprægede og meget smukke område. Men vi skal samme (lange) vej tilbage over bjerget, så vi går i stedet over ved et hegn og kommer ud blandt får og vildtgående heste. 

Hest fanget i et hul

 Et par af hestene står uroligt ved en anden hest, der ligger ned og de forsøger at skubbe til den. Da vi kommer nærmere kan vi se, at hesten sidder fast i et hul og er helt udkørt efter mange forsøg på at komme op. Dens højre bagkrop ligger klemt i en lille lavning, men den har begge forben frie og forsøger at komme op, da vi langsomt nærmere os. De øvrige heste flytter sig, da vi kommer tæt på. Jeg taler sagte og beroligende til den skræmte hest og lader den snuse lidt til mig. Den er helt udkørt. Jeg tager fat i dens forben og stiller dem "korrekt" et ad gangen og forsøger så at skubbe den fri, alt hvad jeg kan. Hestens manke er et filter af hår og det er tydeligt, at den har ligget her i et stykke tid. Den må være ved at dø af tørst. Men her er intet vand i nærheden, som jeg kan bringe hen til den. Jeg prøver at hive i manken, at skubbe den, men hesten er urokkelig. Jeg forsøger at "trøste" den, men den lægger sig ned på siden med et fjert blik i øjet. Hesten er døende. 
Det er meget ubehageligt at efterlade dette lidende dyr. Men hvad skal vi gøre? Her er ikke andre mennesker og ejeren tilser måske kun disse halvvilde dyr en gang om måneden.
På vejen tilbage kredser mine tanker om det arme dyr, men også at naturen må gå sin gang. Helt vildtlevende dyr må klare sig selv og heldigvis kommer der nye føl til hele tiden. Vi ser flere af føllene på turen tilbage til P-pladsen. Her er det eneste jeg kan gøre at fortælle pølsemanden om hesten, i håb om at han kender nogle, der kan tage sig af ulykken.