Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: VisitBritain
Thomas Sørensen
Rejseskribent
Vi har været et par dage i Cae´r Blaidd og nydt de vidunderlige omgivelser, den fantastisk gode betjening og den dejlige mad, og skal nu videre på vores vandreferie i Wales. Vi har fra de andre gæster hørt om vandreturen ved Breddgelert, og det vil vi prøve. Da vi når frem til byen Breddgelert stilles bilen på P-pladsen og vi vandrer så langs venstre flodbred på en velanlagt vandresti langs Afon Glaslyn. Dalen bliver snæver og ved Aberglaslyn-passet vandrer vi til venstre op i skoven. Der går ikke lang tid, før vi er ude af dalen og kan se over på "bagsiden" af Moelwyn Mawr (der har vi allerede været) og passerer en række indgange til kobberminerne ved Cwm Bychan.
Langs floden Afon Glaslyn i Breddgelert
Hele vejen op til passet ved Moel y Dyniewyd ses resterne fra minedriften. Tipvogne, tårne med ståltræk og ikke mindst bunker af slagger fra kobberudgravningerne. Fra passet har vi en flot udsigt over nationalparken mod Snowdon og de omkringliggende bjerge. Overalt er her blomstrende rododendron. Faktisk er man begyndt at bekæmpe rododendron som en invasiv ukrudtsplante, da den langsomt er ved at overtage den naturlige flora i området.
Op mod bjergpasset ved Moel y Dyniewyd
Vi fortsætter ad den anlagte vandresti og kommer let ned mod søen Llyn Dinas, der ligger flot mellem bjergene. Nede ved søen følges floden gennem endnu en skov af rododendron og vi kommer forbi kobberminen Sygun. Her kan vi i løbet af en times tid blive guidet rundt inde i minen, der også indeholder drypsten - stalaktitter fra loftet og stalagmitter fra gulvet - i gyldne kobberfarver, medens vi får fortalt om alle faser af minedriften. Fra kobberminen benyttes den lille kørevej forbi campingpladsen tilbage til udgangspunktet.
Nær søen Llyn Dinas
Vi nåede ikke at komme op på Wales højeste bjerg Snowdon. Det er et bjerg som er let at bestige, da man kan vandre hele vejen op (hvis man ikke lige tager damplokomotivet på Snowdon Mountain Railway, der går til toppen). Bjerget kan i højsæsonen være lidt "overrendt", men efter sigende bestemt anstrengelserne værd (regn med ca. syv-otte timer).
Tilbage ved floden Afon Glaslyn
Herefter kører vi mod kysten og Pembrokshire Coast National Park.
Hovedstaden i Wales er Cardiff. Wales er en del af Storbritannien.
Befolkningstal: Ca. 3,1 mio. I Storbritannien ca. 65,7 mio.
Areal: Ca. 20.768 km². Storbritannien ca. 242.495 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 1.138 km til Cardiff.
Mest besøgte attraktion: Naturen med bl.a. Snowdonia og andre vandreture f.eks. langs den dramatiske kyststrækning.
Mere information: