Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: SalzburgerLand Tourismus
Thomas Sørensen
Rejseskribent
Vi skal tilbage til nogle urolige tider i Europas historie med revolution og krige, da en lille dreng blev født i Salzburg. Han var uægte barn og hans mor var ugift syerske og alene med fire børn. Drengen blev døbt Joseph Mohr (1792-1848) i Salzburg katedral ved selvsamme døbefont, hvor Wolfgang Amadeus Mozart blev døbt nogle år tidligere. Napoleonskrigene rasede under drengens fattige opvækst, men han havde evner og blev præst i 1815 i landsbyen Mariapfarr. Her skrev han i 1816 sit digt ”Stille Nacht, Heilige Nacht”.
Salzburg
I landsbyen Hochburg blev Franz Xaver Gruber født (1787-1863) som den ældste af fem børn der voksede op i en fattig familie. Her findes et museum der er opført i stil med det hus, hvori drengen kom til verden. Det oprindelige hus blev ødelagt under Napoleonskrigene. I museet får du kendskab til hvordan bønder og arbejdere levede på dette urolige tidspunkt i Europas historie og her udstilles møbler, værktøj og andet som bl.a. omhandler Franz' liv og gerning. Han blev født i en familie som vævede linned og viste sig at være musikalsk anlagt. Takket være byens præst lærte han at spille på orgel. Han uddannede sig senere til skolelærer. I tilknytning til museet finder du Franz Xaver Gruber Fredssti, som skal fremme en fredelig sameksistens mellem verdens forskellige folk. På en mindre vandretur i byen møder du forskellige statuer som symboliserer hver sin verdensdel, hver med et vers fra sangen ”Glade jul, dejlige jul” og inskriptioner om Gruber og sangens udbredelse.
Franz Xaver Gruber Museum og Fredssti i Hochburg
Som nævnt skrev sognepræsten Joseph Mohr digtet ”Stille Nacht” i 1816 og mødte senere skolelæreren og organisten Franz Gruber. De blev gode venner og i 1818 bad Mohr Gruber om at komponere en melodi til sit digt. Det var i den gamle sognekirke St. Nikolai i Oberndorf (30 km nord for Salzbrug) - umiddelbart efter julegudstjenesten den 24/12 1818 - at de seks vers til sangen ”Stille Nacht, Heiligen Nacht” for første gang blev sunget af digter og komponist. Imidlertid var orglet gået i stykker, så sangen blev ledsaget af guitar. Da orglet senere skulle repareres, sendte man bud efter orgelbyggeren Mauracher fra Fügen i Zillertal, Tyrol.
I 100-året for sangen - i 1918 - ville man rejse et kapel for at fejre jubilæet, men 1. verdenskrig var lige slut og man havde ingen midler til at realisere projektet. Først nogle år senere blev Stille Nacht Kapelle opført baseret på donerede midler. Kapellet står på en lille høj, så det er beskyttet mod eventuelle oversvømmelser fra floden Salzbach, der her danner grænse til Tyskland. Digter og komponist ses gengivet i hvert af kapellets to mosaikvinduer.
Stille Nacht kapellet i Oberndorf
I Wagrain ligger præsteboligen, hvor Joseph Mohr boede, og skolen fra 1848 som han hjalp til med at blive realiseret. Ikke langt herfra på den såkaldte ”Wagrain Kultursti” ligger Wagrains sognekirke, hvor Joseph Mohr ligger begravet. I sognekirken er det muligt at overvære en julekoncert i december.
Joseph Mohr Skole i Wagrain
Gruber boede i Arnsdorf fra 1807 til 1829 og arbejdede som skolelærer, organist og kirketjener. Det er højst sandsynligt, at det var her i skolen han komponerede melodien til ”Glade jul, dejlige jul” i 1818. Skolen i Arnsdorf er en af Østrigs ældste der fortsat benyttes til undervisning - i stueetagen. På første sal er indrettet et museum - Franz Gruber Museum - der viser originale møbler og andre ting fra komponistens tid. Lige bag skolen ligger pilgrimskirken ”Maria im Mösl” der bl.a. har et klokkespil med melodien til ”Glade jul, dejlige jul”.
Museum og pilgrimskirken Maria im Mösl i Arnsdorf
Det var orgelbyggeren Mauracher der i 1819 medbragte tekst og melodi fra Oberndorf til Zillertal, hvor de to sangfamilier Strasser og Rainer levede. Begge familier tog sangen med på deres repertoire og fremførte den på bl.a. julemarkeder og senere på rejser i England og Tyskland. Den østrigske kejser Franz I og den russiske zar Alexander I besøgte i september 1822 slottet i Fügen og her sang Rainer-familien bl.a. ”Glade jul, dejlige jul” for de noble herrer, og efter koncerten indbød den begejstrede zar familien til at besøge hoffet i St. Petersborg. Snart var sangen udbredt over hele Europa, Rusland og ikke mindst i USA. Specielt Rainer-dynastiet havde sangen med på deres turnerer og tjente rigtigt mange penge, så de kunne bygge et hotel ved Achensee. Det fine hotel er desværre brændt. På museets fire etager findes flere ting fra Tyrols fortid fra minedrift til landbrug, men fokusere primært på familien Rainers udbredelse af sangen.
Museum Widumspfiste i Fügen
For enden af den ni kilometer lange Achensee, findes et lille lokalt museum ved den mere end 100 år gamle gård Sixenhof. Her kan du i 14 forskellige udstillingslokaler se hvorledes bønderne levede i gamle og fattige tider. I stueetagen er der direkte adgang til stalden, der både har får, ko og æsel. Her er også opstillet mandshøje figurer i et krybbespil, der viser de tre vise mænd komme med gaver til det nyfødte Jesusbarn omgivet af sine forældre Josef og Maria.
Museum Sixenhof i Achensee
I såvel Oberösterreich som i Salzburgerland og Tyrol fejrer man ofte sangen tilblivelse med udstillinger, koncerter og andre events.
Joseph Mohr og Franz Gruber - to østrigske mænd som står bag skabelsen af Glade Jul, Dejlige Jul ....
Hovedstaden i Østrig er Wien. Salzburg er hovedbyen i delstaten Salzburgerland.
Befolkningstal: Ca. 150.000 ud af Østrigs 8,8 mio.
Areal: Ca. 65 km² ud af Østrigs 83.879 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 877 km til Salzburg
Mest besøgte attraktion: Salzburg med de flotte, barokke bygningsværker og borgen Festung Hohensalzburg. Sommeren indbyder til vandreture i Alperne og om vinteren er skiløb populært i Salzburgerland. Men Salzburg er også kendt for sin kunst - og ikke mindst sin musik (Mozart blev født i Salzburg) og har hvert år Salzburger Festspiele.
Mere information: