Bugaboo Provincial Park

På denne vandreferie i Canada vil vi de næste dage vandre i Bugaboo Provincial Park, der er et af de mere spektakulære områder, hvor der kun kommer ganske få mennesker - måske op til et dusin - hvert år.

Til vejen ender

Også i denne park skal der underskrives en erklæring om vores helbred og at vi er indforstået med, at turen gennemføres på egen risiko og at guiden ikke kan gøre ansvarlig for nogen uheld undervejs. Det bliver en lang køretur ad grusvej ind gennem en dal, hvor vi følger floden Bugaboo Creek. Det tager mere end en time at tilbagelægge de ca. 35 km. Lokalguiden, der har ligget foran i sin bil og vist vej, parkerer i vejsiden, hvor vi igen kommer tilbage fra turen. Sammen fortsætter vi lidt længere ind i dalen. Ved "vejs ende" parkerer vi de øvrige biler på en fin P-plads lige ved et af de større hoteller, der har specialiseret sig i heli-skiing. Her flyver de om vinteren folk ud i de øde områder for at de kan stå på ski - off-pist - ned gennem den fantastiske pulversne, der findes i disse egne.

Op gennem skoven

Men vi skal vandre opad - opad. Vi er blevet advaret om at pakke vores rygsække ekstremt let af turlederen, fordi vi i dag skal gå opad i seks timer og stige ca. 650 højdemeter. Det er sikkert ikke mange af os der i dag har slæbt rødvin med! Heldigvis er det meningen at hele gruppen på dette træk skal gå i samlet flok - der kommer dog hurtigt spredning på gruppen, for opad går det! Først gennem skoven. I zig-zag snor sporet sig op ad bjerget. De forreste er dog søde til at holde nogle pauser for at få de bagerste med. Men husk lige, at når de sidste kommer, skal de første ikke begynde at vandre videre med det samme! Det er naturligvis ærgerligt, ikke at være blandt de forreste, for så går man glip af de eventuelle "guldkorn" den lokale guide giver, efterhånden som vi kommer frem. Jeg forsøger at overtale ham til at vente med at fortælle til de sidste er kommet op - hvilket dog preller af på ham!

Frokost på en bjergryg

Efter ca. to timer opad - og det kan mærkes - kommer vi ud af skoven og op på kanten af bjerget. Her spises frokosten til en storslået udsigt over mod Bugaboo-gletsjeren med Snowpatch Spire i midten. Vi sætter os lidt i læ af buskene oppe på kanten af højderyggen, hvor der står en frisk vind ind imod os, og det begynder at småregne.

Lang tur på bjergkammen

Vi følger nu Bugaboo-range og går på ryggen af bjerget - fortsat opad. Det er en lang sej opstigning til toppen, men anstrengelserne er det hele værd. Her er en fantastisk udsigt, medens vi knokler opad. Vi kan se toppen - tror vi! Da vi kommer op, viser det sig, at bjergryggen fortsætter endnu et stykke opad. Jamen, det tager vi da med. Vejret bedrer sig og efterhånden får vi varmen - både af at stige opad - men også fra solen. 

380 graders fantastisk udsyn

Her 2.608 moh. har vi 380 graders udsigt, og solen er kommet frem. Udsigten mod gletsjeren forandres hele tiden - dels fordi vi flytter os - dels fordi lyset skifter. Udsigten er så fantastisk flot, at vi har svært ved at skulle videre. Med den danske turleder skynder på os - for vi har endnu langt igen! Ja, men vi er jo allerede steget meget mere end de 650 højdemeter. Og han indrømmer, at også han var lidt usikker på hvor højt vi skulle stige. Men nu er vi altså steget konstant 1.100 højdemeter og har fortsat mange timer foran os, så vi skal videre.

Frisk vand

Nu går det nedad til en lille sø, hvor vi kan få vand. Herligt tænker jeg, lige et sted til at slå lejr for natten og komme lidt til kræfter igen. Men efter at have pumpet drikkevand, fortsætter turen igen 300 meter op ad et nyt bjerg. Nå, det tager vi også med!

Det begynder at gøre ondt

Da vi når toppen, har vi endnu en dal og et bjerg foran os og nu begynder smerten rigtigt at kunne mærkes. Det gælder om at holde hovedet koldt - tænke klart - glemme selvmedlidenheden - stramme sig an og klø på. Det får nok en ende! Men det gør selvsagt mere ondt på nogle, der langsomt sakker bagud. Her er det vigtigt, at sætte sit eget tempo og forstå, at ingen "kommer for sent". Sidste mand er altid den danske turleder der sikrer sig at alle kommer med. 
Landskabet er helt åbent og omkring os er kun sten og skiffer. Væksterne her er ekstrem sparsomme. Her ligger rester fra vinterens sne. Solen står os lige i ansigtet. Udsigten ned i dalen med den lille flod der slynger sig, kan tage vejret fra enhver - hvis ikke vi allerede havde mistet pusten på vejen op! Lyset er fantastisk mod de farvestrålende sten vi træder hen over på stien fremad. De forreste forsvinder nede bag bakken. 
Vi går selv et par hundrede meter efter de forreste og forsøger at finde deres spor. Atter nogle hundrede meter efter os, kæmper de bagerste en brav kamp for at komme frem.

Frem til en lejrplads

Endelig - efter ni timer - er vi fremme på et sted, hvor der er frisk vand, og hvor vi kan slå lejr. Lidt oppe ad bakken graves et hul til alt affaldsvand - opvaskevand, tandbørstning etc. Længere henne graves huller til toilet - men ikke noget med at lægge papir her. Nej, brugt toiletpapir lægges i plastposer, der kan lukkes hermetisk og tages med tilbage til næste affaldscontainer.

Denne aften er der stående souper - for campingpladsens komfortable borde med bænke findes ikke her. Inden vi går til ro, skal vi også her bjørnesikre, så al mad, slik, tandpasta og sæbe etc. pakkes i poser og lægges et godt stykke væk fra teltlejren. Vi har ingen sol her i lejren, men kan nyde solens sene stråler på bjergene over for. Så det bliver koldt - rigtigt koldt - her i over 2.000 meters højde. Men vi ligger godt i vores varme soveposer i teltene - det er dog nødvendigt med en blød tophue på hovedet for ikke at fryse om ørerne.

Is på teltet

Jeg sov rigtigt godt i nat. Måske fordi underlaget var blødt græs og tørt mos. Måske fordi jeg faktisk var træt efter gårsdagens anstrengelser! Men en herlig frostklar morgen er det. Rimfrosten sidder i et tykt lag på teltene og solen når ikke at komme op over de skyggende bjerge, så solvarmen kan smelte isen, inden vi pakker teltene. Så vi må skrabe så meget af isen vi kan, inden vi går videre.   

Over en bjergkam og ned gennem urskov

Det går over en bjergkam, hvorfra vi får endnu et glimt tilbage mod de steder, vi vandrede i går. Bjergene står krystalklart i dette frostklare vejr. Ikke en sky på himmelen. Betagende flot.

Snart kommer vi ned i skoven - urskoven - for uberørt ser den ud. Vi snor os gennem mosehuller, over og under væltede træstammer, passerer små vandløb, og det føles som om den lokale guide fører os rundt i blinde. Snart går det nedad og så går det igen opad. Skal vi ikke bare ned til bilerne? Endelig kommer vi ud på noget, der minder om et hjulspor. Det følger vi stejlt nedad og kommer ud præcis der, hvor guiden parkerede sin bil. Flot fundet!

Bilerne skal hentes

Efter fire timers nedtur finder vi et sted ved floden Bugaboo Creek, hvor vi spiser frokosten, medens bilerne hentes, der jo var parkeret længere inde i dalen. Så har vi en lang tur tilbage ad grusvejen.

Vi skal hente to personer fra gruppen, der ikke deltog på denne vandretur. Den ene havde meldt fra pga. problemer med hoften. Den anden kom ikke med, fordi hun ikke havde fået gået sine vandresko ordentligt til inden turen og fik så dårlige fødder, at hun ikke kunne være i vandreskoene. Men de har heldigvis ikke kedet sig. Den danske turleder havde arrangeret en lokal guide til at lede dem rundt i byen Golden - og de havde set en bjørn gå og spise bær i vejkanten!
Herefter fortsætter kørslen ca. 150 km. og vi kommer til en glimrende campingplads, hvor vi kan få bad. Et stenkast fra pladsen kan vi spise aftensmaden på en restaurant. 

Næste morgen fortsætter rejsen i Vestcanada mod Vancouver Island.