Alaska's Marine Highway til Skagway - porten til Klondike

Ved Juneaus færgeterminal i Auke Bay kommer du ombord på Alaska Marine Highways skib M/V Matanuska, og sejler mod nord gennem fjorden Lynn Cannel - den nordlige del af Inside Passage - til Skagway. Det er samme rute som tusindvis af guldgravere - og de folk som fulgte i hælene på dem - tog i 1897-98.

Inside Passage fra Juneau til Skagway

Morgenens tågebanker er ved at lette og fra skibet ses den enorme iskappe Juneau Icefield og Mendenhall gletsjeren. På begge sider af fjorden rejser bjergene sig - mange med sne på toppen og imponerende gletsjere. Her passeres utallige vandfald, som trækker hvide striber ned gennem de træbeklædte bjergsider. Mange folk samles på soldækket for at få en stol eller en briks, hvorfra de kan nyde solens varmende stråler og betragte det storslåede sceneri. Efter ca. syv timers sejlads ankommer skibet til Skagway - indgangsporten til Klondike.

Skagway - indgangen til Yukon - og guldet

I dag er Skagway en udpræget turistby koncentreret omkring hovedgaden Broadway med en wild-west-kulisse, som det kunne have set ud i begyndelsen af 1900-tallet. Her er butikker med souvenir, kunsthåndværk, juvelerer, restauranter og hoteller. De fleste med flotte træfacader og med fortov af bjælker. Turister i hobetal spankulerer op og ned ad gaden - langt de fleste fra krydstogtskibe, der har Skagway som en populær destination. Efter indkvarteringen på Westmark Inn ser vi nogle af de spændende steder og hører om Skagways dramatiske historie ved Klondike Gold Rush National Historic Park, der har en række museer i byen. 

Moore - grundlægger Skagway

Kaptajn William "Billy" Moore, der regnes som grundlæggeren af Skagway, var en fremsynet forretningsmand. Han havde i 1880'erne sonderet terrænet nord for Skagway og var overbevist om, at der måtte findes guld i tragterne nord for White Pass i Yukon Territory. Allerede i 1887 forudså han, at der på et tidspunkt kunne bygges en jernbane over White Pass med forbindelse til omverdenen via Skagway. Han fik registreret rettighederne til at udbygge Skagway og opførte bl.a. hoteller, barer og handelsstation samt et savværk. Og så satte han sig til at vente.

Guldet findes

En som længe havde søgt efter guld var George Carmack, der havde giftet sig med en indianerkvinde og taget indianernes levevis til sig. Sammen med sine to indfødte slægtninge Tagish Charlkey og Skookum Jim havde han fået et tip om, at der var fundet lidt guld ved Gold Bottom Creek tæt ved det der i dag kaldes Bonanza Creek. De tre mænd tog derud og søgte, men fandt ingenting, indtil de om aftenen den 16. august 1896 slog lejr ved Bonanza Creek og begyndte at vaske flodens sten ud af deres gold panner - og fandt masser af guldklumper. De havde opdaget en af verdens største koncentrationer af guld og deres lykke var gjort. De afmærkede området og fik det registreret hos myndighederne - og nyheden var ude.
Det helt store kapløb om guldet fik startskuddet, da de første 68 guldgravere i juli 1897 kom med damperen til Seattle med mere end to tons guld.

En lovløs by

I Seattles aviser kunne man læse, at guldet nærmest flød på gader og stræder i Klondike og blot skulle samles op! Folk smed hvad de havde i hænderne, forlod deres jobs, forlod deres familier. Mere end 100.000 satte kurs mod dette guldeventyr - uden at vide, hvilke strabadser de skulle igennem for at nå frem til "Eldorado". Til at begynde med var Skagway en tætpakket teltlejr, hvor tusindvis af guldgravere ventede på at komme videre nordpå. I løbet af ingen tid accelererede inflationen - ting blev dyrere.
Der var flere ruter til Klondike. Den korte, men mest anstrengende gik fra Dyea (dengang en naboby til Skagway) og over Chilkoot Pass. Den noget længere rute gik fra Skagway over White Pass. Begge ruter førte op til Lake Bennett med forbindelse til Yukon River, som man sejlede nedad til Dawson City og Klondike River. I løbet af få måneder var tusinder kommet til Skagway. Reelle folk som ville prøve lykken, grådige handelsfolk som forudså behovet for f.eks. fødevarer. Her kom hestesælgere, bar- og hotelfolk samt prostituerede.

Men her kom også svindlere og banditter, som så deres snit til at snyde godtroende folk. Blandt de sidste var Jefferson Randolph "Soapy" Smith, der sammen med sin bande havde sat sig for at gøre Skagway til deres. Han var først og fremmest kortspiller, men fik sit øgenavn fra salg af sæbe, hvor man kunne være heldig at finde store pengesedler f.eks. 100 dollar. En fra hans bande "vandt" naturligvis, hvilket skærpede interessen for at købe den dyre sæbe. Fupmager var han - og voldelig, snød og tyranniserede folk. Han etablerede et transportselskab som skulle sørge for at folks gods blev flyttet. I stedet solgte han det til anden side. Han oprettede et telegrafselskab, som mod betaling skulle sende meddelelser ud til omverdenen. Men der var ingen telegraftråde i Skagway på det tidspunkt - og han beholdt alle pengene. Brokkede folk sig, pudsede han sin bande på dem. Lovløsheden accelererede og skudvekslinger var ikke ualmindeligt. Der var ingen offentlige myndigheder som blandede sig, fordi politi og militær havde travlt med krige andre steder i verden. På et tidspunkt havde folk fået nok af "Soapy" Smith og hans gerninger. Man bad en fra det frivillige vagtværn, Frank Ried, som man vidste var god til at håndtere et skydevåben, om at sætte en stopper for lovløsheden. Den 8. juli 1898 endte det med et skuddrama, hvor "Soapy" Smith blev dræbt på stedet og Frank Ried blev så dødeligt såret, at han døde 12 dage senere.

Mange opgav før de nåede frem

Myndighederne i Canada var fremsynede og forlangte, at hver guldgraver, som fik tilladelse til at tage af sted, skulle have forsyninger med til mindst et år. Det var udstyr og fødevarer der tilsammen vejede op mod et ton. Denne forordning reddere formentligt mange guldgravere fra sultedøden. Men det var besværligt med den byrde, så nogle gav op. Andre købte heste og fik dem læsset og gav sig på vej mod White Pass. Hestene blev drevet hårdt frem, var udmattede og fik ikke nok foder. Mere end 3.000 heste døde af anstrengelserne, så en kløft blev opkaldt efter dem - Dead Horse Canyon. Andre hyrede indianere til at bære godset - og man skulle op og ned adskillige gange for at få det hele med over. Og det var dyrt. De som ikke havde råd til heste eller folk, brugte okser eller hundeslæde eller måtte selv trække en slæde. Der var ikke mad nok undervejes. Vinteren 1897 var bidende kold og de fleste var låst fast ved Lake Bennett, der var frosset til. Nogle opgav håbet og vendte om. Andre var så fortvivlet, at de begik selvmord. Nogle ville ikke vente og forsøgte at kæmpe sig frem gennem sneen - ofte med døden til følge.
Nu ventede man på at foråret skulle komme og isen smelte, så man kunne sætte de tusindvis af både og tømmerflåder i søen, som man gennem vinteren havde bygget. Forude ventede der 1.300 km. på vandet. Efter søerne kom floden, hvor de skulle sejle ned til Dawson City. Men floden havde farlige strømfald med klipper og mange forliste. 
Af de 100.000 som satte ud for at finde guld, lykkedes det ca. 40.000 at komme frem - men kun ca. 4.000 fandt guld nok til, at man kunne betegne dem som rige. Mange som tjente på guldgraverne - bar- og hotelejere, spillehaller og nattens tjenstvillige piger etc.- fik langt mere ud af det end guldgraverne selv.

Blandt helte, skurke og ukendte

Lidt uden for centrum ligger kirkegården Gold Rush Cemetery. Midt på kirkegården står en obelisk til minde om helten Frank Ried, "der gav sit liv til ære for Skagway". Imod folks generelle vilje ligger "Soapy" Smith også begravet her, for selv om han var forbryder, mente præsten, at han trods alt også var et barn af Gud - og han fik plads i et fjernt hjørne på kirkegården. I alt er her 133 grave, men kun 60 er synlige og sidste begravelse her fandt sted i 1908.

White Pass & Yukon Railroad

Også ved jernbanestationen findes et interessant museum, som fortæller om jernbanens historie. 

Den berettes der mere om næste dag på toget mod Whitehorse i provinsen Yukon, Canada.