Blandt Navajo-indianerne i Monument Valley, Utah, USA
Log ind Log ind
Blandt Navajo-indianerne i Monument Valley, Utah

Blandt Navajo-indianerne i Monument Valley, Utah

På grænsen mellem staterne Utah og Arizona ligger det store, golde Navajo-reservat med genkendelige klippeformationer fra diverse cowboyfilm - Monument Valley.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Monument Valley

I Navajo-reservatet har man et helt enestående klippelandskab med store ørkensletter, plateaubjerge og tynde himmelstræbende spir frembragt af millioner af års afvaskning af blød sandsten og skiferler, så kun det hårdeste materiale står tilbage - og netop denne kulisse er benyttet mange gange i diverse westernsfilm. I Monument Valley er der fundet beviser for, at her har levet indianere siden 500-tallet. Anasazi-indianerne har boet i udhuggede klippehuler, men i 1200-tallet forsvandt de pludseligt fra området. Nogle Navajo-indianere påstår, at her fortsat findes huler, som den hvide mand endnu ikke har set. For indianerne er flere af klipperne hellige steder og her findes også begravelsespladser.

Monument Valley i Utah

Monument Valley i Utah

Monument Valley Navajo Tribal Park

I dag tjener de ca. 300 Navajo-indianere, som bor i reservatet, penge på turismen og det er inde i reservatet vi stopper ved Monument Valley Navajo Tribal Park. Her er besøgscenter med souvenirbutik, hotel, restaurant etc. og her sætter vi os i åbne specialkøretøjer, som transporterer os ud i dalen. Undervejs fortæller den lokale Navajo-indianer lidt om hvad vi passerer. Vi stopper ved De Tre Søstre - tre sylespidse klippeformationer - og her har indianerne opsat deres boder hvorfra de sælger souvenir bl.a. håndlavede smykker og små pyntetrommer. Vil du støtte indianerne, kan du købe lidt souvenir.

De tre søstre

De tre søstre

Udsigt til Butte

Vi fortsætter længere ud i terrænet og har igen udsigt til de såkaldte "butte" - enestående klippeformationer med lodrette sider og flad top. Også her er der flere indianere som vil sælge souvenir.

Butte er en fritstående klippe med flad top og stejle sider

Butte er en fritstående klippe med flad top og stejle sider

Gouldings Trade Post

I begyndelsen af 1920'erne kom Harry Goulding (1897-1981) med sin kone Leone "Mike" Golding (1905-1992) til Monument Valley. I begyndelsen boede de i telt, men i 1924 byggede de et stenhus som blev en handelsstation, hvor indianerne kunne komme og bytte deres handelsvarer og håndværk til dagligdags fornødenheder. Familien tog sig af Navajo-indianerne så godt de kunne, hjalp dem under sygdom og gav dem mulighed for at få rent vand fra deres brønd. Det var også Gouldings-familien, der fik skabt kontakt til filmverden, så landskabet kunne benyttes som kulisse og indianerne derigennem kunne tjene lidt penge.
Gouldings Trading Post ligger tæt ved besøgscentret og handelsstationen er i dag indrettet som museum, så vi kan se, hvorledes en købmandsforretning så ud i begyndelsen af 1900-tallet. Vi kan også se, hvordan familien havde indrettet sig med køkken, stue og soveværelse. Her er udstillet en del om de film, som er optaget i Monument Valley - og naturligvis er westernhelten John Wayne rigt repræsenteret. På en mindesten for Gouldings-familien har indianerne skrevet:
"Den store ånd har anerkendt deres sjæle til at følge alle solopgange og solnedgange og takker dem for at gøre Monument Valley tilgængelig for alle".

Gouldings Trade Post i Monument Valley

Gouldings Trade Post i Monument Valley

Efter frokost i besøgscentrets restaurant fortsættes gennem Navajo-reservatet i Arizona og med et mindre ophold i Tuba City ankommer vi til et af verdens vidundere Grand Canyon.

Fakta om USA

Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.

Befolkningstal: Ca. 325 mio.

Areal: Ca. 9.833.520 km²

Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.

Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker

Mere information:

Rejsebureau: Albatros Travel

Turistinformation: USA