Thomas Sørensen
Rejseskribent
I midten af 1800-årene havde regeringen fået jaget indianerne der boede i Yellowstone væk fra området og havde med magt flyttet dem til reservater bl.a. i Montana. Reservaterne var som regel ufrugtbar jord og langt væk fra indianernes sædvanlige jagtmarker. Dette gjorde plads til, at nybyggere kunne komme til at opdyrke jorden, holde kvæg - og ikke mindst søge efter guld og sølv. Ved besøgscentret i Cooke City er indrettet et lille museum, der viser hvorledes guldgraverne - bl.a. guldgraveren Anton Zukor - havde indrettet sig, da guldfundene var på sit højeste i 1882. Her ses værktøj og mineudstyr som tipvogne og trillebøre. Her er en hytte og ude-das samt et fængsel. Cooke City Montana Museum giver et fint indblik af det hårde liv blandt guldgraverne i slutningen af 1800-årene.
Guldgraverbyen Cooke City i Montana
I det smukt kuperede terræn i Shoshone National Forest i staten Wyoming er der den ene panoramiske udsigt efter den anden, og ved udsigtspunktet Dead Indian Peak fås den bedste vue udover det grønne, betagende bjerglandskab. De mange jordegern, som er vant til, at folk stopper op her og fodrer dem med lidt af hvert, kommer helt tæt på for at få noget at spise. Og selv om de er søde og sjove at iagttage, skal du aldrig fodre vilde dyr. De kan faktisk være aggressive og bide.
Udsigtspunktet Dead Indian Peak ved Shoshone National Forest i Wyoming
William F. Cody alias Buffalo Bill (1846-1917) grundlagde Cody i 1885. Denne eventyrer, cirkusdirektør og forretningsmand blev født i Iowa. Som ganske ung var han postrytter hos Poly-expressen og blev senere spejder for den amerikanske hær og var med til at jagte indianerne, der gjorde modstand mod at flytte til reservaterne. Han var også en ivrig bisonjæger (am. buffalo) - deraf navnet Buffalo Bill. Dengang var der stor efterspørgsel på bisonhuder og den intensive jagt betød, at bisonokserne blev reduceret fra mange millioner til nogle få tusinde stykker og var nær udryddelse. Senere blev Buffalo Bill en kendt showman der turnerede rundt i landet med sit Wild West Show - som kunne fremvise ægte indianere. En overgang medvirkede selveste Sitting Bull - en af sioux-indianernes fremtrædende høvdinge. Trods sit spændende liv gik Buffalo Bill fallit fire år før sin død i Denver.
En statue af den berømte westernhelt står på pladsen foran Buffalo Bill Wild West Center.
Statue af spejderen Buffalo Bill i Cody
Når du er i Cody, skal du ikke snyde dig selv for et besøg i det store museum Buffalo Bill Center of the West, for her er virkeligt meget at se - og få forstand af. Buffalo Bill Museum fortæller om William F. Cody's spændende liv. Her er flere separate udstillinger i museet:
Buffalo Bill foran besøgscentret i Cody
Viser mere end 500 forskellige skydevåben og beretter om vestens militærhistorie.
Våbensamling i Cody Firearms Museum
Her udstilles en sublim samling af kunstværker bl.a. malerier af de to største kunstmalere og skulptører inden for westernkunst Charles M. Russell og Frederic Remington.
Kunstartikler ved Whitney Western Art Museum
Her er opstilling af tipi, montrer med beklædning og et større fotogalleri med billeder af mange berømte indianere. Bl.a. af indianerlederen Sitting Bull (1831-1891, der medvirkede i slaget ved Little Big Horn, hvor oberstløjtnant Custer og hans mænd blev dræbt. Men Sitting Bill medvirkede også i Buffalo Bills omrejsende cirkus.
Museet har flere udendørs statuer med indianere
Beretter om dyrelivet i Wyoming med bl.a. udstoppede dyr og billeder.
Udstoppede dyr som bison ses i Draper Natural History Museum
Denne aften er der bestilt billetter til det store rodeo-show i Cody, som også kalder sig "City of the Rodeo". Et rodeo-show har sin helt faste rytme, der starter med en flagparade, hvor pigerne med flag i hånden rider ud og ind mellem hinanden. Dette efterfølges af en enkelt rytter, der under afspilningen af nationalmelodien præsenterer det amerikanske flag. Så kommer den ene rytter efter den næste ind på scenen på "vilde" heste og skal konkurrere om, hvor længe de kan sidde i sadlen - og så får de point efter det. Hestene er faktisk ikke vilde, men får spændt et meget generende bånd om de ædlere dele, hvilket naturligvis er smertefuldt og derfor sparker hestene som gale.
Der er naturligvis også konkurrencer om hvem der hurtigst kan fange en løssluppen kalv med lasso og springe af hesten og få snøret benene på kalven så den ikke kan løbe væk. Mest modigt - for ikke at sige dumdristigt - er nogle blot 15-16 årige drenge, som sætter sig på en "vild" tyr - indtil de bliver kastet af - og noget forslået humper i sikkerhed!
Flagparade ved Cody rodeoshow
Næste dag fortsætter rundrejsen i det vestlige USA over Bighorn Mountains og videre til Devils Tower.
Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.
Befolkningstal: Ca. 325 mio.
Areal: Ca. 9.833.520 km²
Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.
Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker
Mere information: