Thomas Sørensen
Rejseskribent
Det viser sig meget overraskende, at Mitchell er en tidligere nybyggerby med originale gamle træhuse fra pionertiden. Først i Mitchell ligger butikken Judy's Place - en hyggelig marskandiser med "lidt af hvert" - og kommer du forbi, så kig ind og få en snak med Judy. Måske kan du også finde en souvenir lidt ud over det sædvanlige. Køb en is og spadser en tur gennem byen og iagttag de gamle bygninger som f.eks. The Wheeler County Trading Post eller The Little Pine Cafe. Her fornemmes tydeligt den tidligere pionerstemning. På denne rundrejse besøges The Painted Hills ikke, men fortsætter mod Sumpter.
Judy's Place i Mitchell
Netop som vi ankommer til Sumpter sætter det gamle damplokomotiv fra Sumpter Valley Railroad sig i bevægelse og kører ud af byen. Bag togstationen står en mægtig guldgravemaskine, der på disse kanter kaldes en dredge, og som kunne skrabe sten og grus op fra flodbunden og sende materialet gennem en stor sigtemaskine, således at eventuelt guld blev sorteret fra. Maskinen har ikke været i brug siden 1954, hvor omkostningerne ved at benytte maskinen oversteg værdien af guldfundene. På en guidet tur rundt i maskineriet forklares hele processen.
Guldgravermaskine en såkaldt dredge i Sumpter
Guldeventyret begyndte i 1862, hvor en gruppe guldgravere var på vej mod guldfundene i Californien. De slog lejr ved et mindre vandløb her i området og forsøgte at vaske guld ud af gruset. Og de fandt guld, hvorefter de besluttede sig for at blive og byggede den første hytte, hvilket blev starten på guldgraverbyen Sumpter. Der gik nogle år før byen blev udbygget, da eneste forbindelse med omverdenen var diligencen. Men i 1897 kom jernbanen til og det satte skub i guldudvindingen. Allerede i 1912 tog man den første dredge i brug i Sumpter og senere kom der flere til. Her blev fundet masser af guld. Der blev gravet miner, som til sidst udgjorde et netværk på 19 km. af underjordiske gange!
Man har opgjort værdien af det fundne guld til mere end 51 mio. dollars i datidens målestok.
Engang flød det med guld i Sumpter, der blev en velhavende by
Sumpter blev ekstrem rig og der blev etableret elektrisk gadebelysning, bygget kirker, saloons samt et bryggeri, og der åbnede ikke mindre end tre aviser. Men intet varer som bekendt ved og guldfundene blev efterhånden mindre og storhedstiden var forbi. I 1917 ødelagde en storbrand en del af de gamle huse, men spadserer du en tur op gennem det historiske Sumpter, kan du fortsat fornemme guldgraverstemningen mellem de tilbageværende bygninger. Her er et fort, der viser sig at være vandrehjem/campingplads og længere oppe i byen ses bl.a. antikbutik, general store, saloons samt ruinerne af den gamle bank, hvor der endnu ses "guldbarrer".
Sumpters gamle fort med træpalisader
Tilbage i fra byturen er de fleste af vores rejsefæller i fuld gang med at vaske guld. Ved store vandfyldte kar vaskes sten og grus væk fra panderne ved at svinge dem rundt, så det lette materiale glider af. Med lidt øvelse går det fint - og tilbage ligger et lille stykke guld. Hvem sagde guldfeber?
Prøv lykken med at vaske efter guld i Sumpter
Efter det spændende besøg i Sumpter fortsætter rundrejsen mod Baker City, hvor overnatningen sker på Best Western Sunridge. Der er ikke langt fra hotellet til den idylliske flod Powder River.
Hotel Best Western Sunridge i Baker City
Næste dag besøges vandfaldene i Snake River ved Twin Falls i Idaho.
Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.
Befolkningstal: Ca. 325 mio.
Areal: Ca. 9.833.520 km²
Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.
Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker
Mere information: