Seattle og Boeing-fabrikken, Washington State, USA
Log ind Log ind
Seattle og Boeing-fabrikken, Washington State

Seattle og Boeing-fabrikken, Washington State

Denne rundrejse i det nordvestlige USA starter i byen Seattle i staten Washington, og går senere mod nord til provinsen Alberta i Vestcanada.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Vi er pionerer - dvs. med på en pionerrejse til nogle af det vestlige Nordamerikas naturperler og højdepunkter, hvor der også indgår besøg i et par storbyer. Denne artikelserie vil derfor ikke i alle detaljer beskrive rundrejsen, som den gennemføres fremover, da tilpasninger vil blive gennemført. Noget skæres fra og andet lægges til. 

Seattle - et historisk tilbageblik

Seattle ligger i staten Washington - den eneste af de amerikanske stater, som er opkaldt efter en præsident, George Washington, der var den første amerikanske præsident efter uafhængighedserklæringen og løsrivelsen fra England i 1776. De indfødte amerikanere - efterfølgende benævnt indianer - havde levet i det nordvestlige Amerika i mere end 10.000 år, da hvide nybyggere bosatte sig i området i 1851, hvor de startede tømmerhandel til brug for byggeriet i storbyen San Francisco længere mod syd. Senere fandt man kul, som bragte flere folk til byen, der fik sit navn efter høvdingen Sealth (1780-1866), der var leder af den lokale indianerstamme Duwamish.
En ødelæggende brand i 1889 tog de fleste huse, men byen blev genopbygget og det helt store ryk-ind skete, da der i 1897 blev fundet guld ved Klondike-floden i Yukon territoriet i Vestcanada. Tusindvis af lykkejægere med alt deres udstyr blev sejlet fra Seattle og nordpå mod guldfundene. Byens industri blomstrede og der blev bygget jernbane og skibsværfter. Flyfabrikken Boeing blev grundlagt i 1916 og senere kom verdensfirmaer til som f.eks. cafékæden Starbucks (1971) og Microsoft (1975).

Seattle er hovedstad i staten Washington

Seattle er hovedstad i staten Washington

Boeing flyfabrik i Everett

Flyfabrikken Boeing ligger i Everett en times kørsel fra byen. I besøgscentret fortælles historien om tilblivelsen af Boeing-flyfabrikken gennem en billedserie, ligesom der er udstillet dele af flyvemaskiner og motorer m.v. En kort film introducerer os til besøget i fabrikkerne, der her har omkring 35.000 ansatte.
Under selve rundvisningen i verdens største bygning (målt i rummeter) er det ikke tilladt at medbringe nogen form for fotoapparater - herunder mobiltelefoner og lignende - for at forhindre spionage. Hele besøget er sat i et fastlagt system med bustransport mellem bygningerne og guidning på bestemte tidspunkter, hvilket er nødvendigt, når besøgstallet nærmer sig 1.000 gæster pr. dag.
Via underjordiske gange og elevatorer kommer du op og kan overskue fabrikshallen, hvor flyvemaskinerne Boeing 747, 777 og dreamliner 787 bliver samlet. Her står de på række seks-syv stykker efter hinanden i produktionsleddet, hvor der arbejdes i skiftehold alle ugens dage. Og kapital skal der til. Prisen på et fly ligger på mellem 300 og 400 mio.$ og der er op til fem års leveringstid. Det er derfor tankevækkende at høre, at der for nogle flytyper produceres et færdigt fly pr. måned. Rundturen afsluttes med det kendte slogan: “If it ain't a Boeing, I'm not going." 

Besøg på Boeing fabrikken

Besøg på Boeing fabrikken

Pike Place Market og Farmers Market

Det handler om mad på Farmers Market, hvor producenterne allerede i 1907 etablerede et marked, hvor forbrugerne kunne handel direkte med producenterne. Og markedet med gaden Pike Place er fortsat et tilløbsstykke, hvilket de utallige besøgende vidner om. Her er da også alt hvad du kan forvente af blomster, frugt og grønt, kød og ikke mindst fisk. Når der er rigtigt travlt, er der tradition for at fiskehandlerne kaste fiskene til hinanden hen over disken. På Farmers Market har man foretaget undersøgelser af arbejdsmiljøet og beskrevet glæden ved at arbejde her til brug andre steder.

Ved Farmers Marked i Seattle

Ved Farmers Marked i Seattle

Midt i Pike Place Market ligger den allerførste Starbucks Café fra 1971, der som den eneste i verden, viser den lille havfrue med blottede bryster. De bornerte amerikanere fik ændret logoet, så alle andre steder er brysterne dækket af havfruens hår!
Fra Pike Place er der udsigt ud over havnen med bl.a. det store pariserhjul - Seattle Great Wheel - på Pier 57, men udsigten skæmmes af den meget støjende motorvej 99, der ligger mellem havnefronten og Farmers Market.

Starbucks originale logo

Starbucks originale logo

Omkring Seattle Center

Hotel Best Western Executive Inn ligger blot fem minutters gang fra Seattle Center, der er et stort parkområde med flere interessante bygninger og museer. Mest iøjnefaldende er Seattles varetegn det 184 meter høje udsigtstårn Space Needle, der blev bygget i 1962 i forbindelse med verdensudstillingen. Køen til billetlugen er imidlertid ekstrem lang, så ideen om at komme op og nyde udsigten opgives. Ved siden af ligger en farverig metalagtig bygning med bølgende facade, der huser EMP-museet - Experience Music Projekt. Bygningen er tegnet af den verdensberømte arkitekt Frank O. Gehry, der også har skabt den helt unikke bygning Walt Disney Concert Hall i Los Angeles. Det er også i Seattle Center du finder Chihuly Garden & Glass Museum - en imponerende verden af farvestrålende glas. Blandt de øvrige bygninger ses Pacific Science Center med bl.a. planetarium og forskellige tekniske udstillinger.

Udsigtstårnet Space Needle

Udsigtstårnet Space Needle

Udsigt til Skyline

Da vi ikke kommer op i Space Needle for at få udsigten mod Seattles skyline, spadserer vi i stedet ad 5. Avenue og fortsætter op ad bakken på Ward Street. Her ligger nogle ganske pragtfulde villaer med en betagende udsigt ud over byen - og herfra kan vi få det vue mod skyline, vi så gerne ville have.

Udsigt mod city fra Ward Street

Udsigt mod city fra Ward Street

Pioneer Square

I den gamle bydel ligger Pioneer Square, hvor der står en statue af høvding Sealth i hel figur, fremstillet med løftet arm, som da han holdt sin berømte tale i forbindelse med Seattle Traktaten i 1854.

Pioneer Square

Pioneer Square

Allerede i morgen er vi atter på farten mod Mount Rainer National Park

Fakta om USA

Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.

Befolkningstal: Ca. 325 mio.

Areal: Ca. 9.833.520 km²

Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.

Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker

Mere information:

Rejsebureau: Gislev Rejser

Turistinformation: USA