Vandfaldene ved Twin Falls, Idaho, USA
Log ind Log ind
Vandfaldene ved Twin Falls, Idaho

Vandfaldene ved Twin Falls, Idaho

På rejsen i det vestlige USA er det en lang, men smuk køretur gennem "Kartoffelstaten" Idaho, og hen på eftermiddagen er vi ved Snake River - netop der, hvor floden vælter ned over Shoshone Falls.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Snake River Canyon - skabelsen og opdagelsen

I forhistorisk tid var store dele af Idaho dækket af en kæmpemæssig sø - Lake Bonneville - med en vandmængde svarende til nutidens Lake Michigan. Dengang var kløften med dens basaltklipper dannet ved vulkansk aktivitet lang tid før. Den klippevæg som holdt søens vand tilbage kollapsede ved Rock River Pass for omkring 30.000 år siden og skabte derved en enorm flodbølge af vand og klipper - betegnet som Bonneville Flood - der væltede ned gennem kløften og formede Snake River Canyon, som den kendes i dag. 
I årtusinder havde de lokale indianerstammer fisket laks i Snake River og da de europæiske nybyggere begyndte at drage vestover, var der ingen der vidste noget om den enorme kløft og flodens vandfald. 
Selv om man havde sejlet på den øvre del af den 1.735 km. lange Snake River, var man aldrig kommet så langt ned ad floden, så man kom til vandfaldet eller kløften. I begyndelsen af 1800-årene drog karavanerne forbi blot 10-15 km. fra vandfaldet og det var først i 1840'ene at The Oregon Trail skulle krydse Snake River, at man opdagede de imponerende vandfald.

Snake River Canyon og broen Perrine Bridge ved Twin Falls

Snake River Canyon og broen Perrine Bridge ved Twin Falls

Shoshone Falls - Vestens Niagara

Fra parkanlægget kan du spadserer op til udsigtspunktet ved Shoshone Falls, hvor du kan betragte det imponerende vandfald, der også kaldes for Vestens Niagara. Selv om vandfaldet i dag er reguleret for at skabe vandkraft, er det mere end 300 meter bredt med mindst tre kaskader, der vælter 65 meter ned i Snake River Canyon. Vandfaldet er faktisk nogle meter højere end selveste Niagara på grænsen mellem USA og Canada. Særligt om foråret er vandfaldet storslået, mens der senere på året er lidt mindre vand i strømmen.

Udsigtsplatform ved Twin Falls

Udsigtsplatform ved Twin Falls

Aftentur mod et hul i jorden

Nogle få kilometer fra vandfaldet og lidt uden for centrum ligger hotel Fairfield Inn Twin Falls. Men her serveres ikke middag, så vi må rundt i området for at finde et egnet spisested. For enden af en af vejene fornemmer vi, at der er et hul i jorden, hvilket skærper vores nysgerrighed. Blot 15 minutter fra hotellet står vi på kanten af Snake River Canyon. Så nu forstår vi udmærket, at nybyggerne kunne have svært ved at "se" denne enorme kløft. Helt ude på kanten af kløften ligger restauranten Canyon Crest meget spektakulært med en fantastisk udsigt og her ville vi gerne have nydt middagen i den nedgående sol. Men stedet er så populært, at alt er optaget. Og så opdager  vi noget, som vi beslutter os for at dele med de øvrige rejsefæller i morgen.

Restaurant Canyon Crest ligger på kanten af Snake River Canyon med en formidabel udsigt

Restaurant Canyon Crest ligger på kanten af Snake River Canyon med en formidabel udsigt

Perrine Coulee Falls

Næste morgen fortæller vi rejselederen om gårsdagens oplevelser og foreslår, at vi bruger lidt tid på at køre hen til restaurant Canyon Crest, så alle får del i "vores fund". Og det er rejselederen med på, for det lyder interessant, så få minutter efter at vi har forladt hotellet, står vi alle ved udsigtspunktet, hvor vi kan se Perrine Coulee Falls - et smukt 60 meter højt vandfald, der sender en bred vandstråle ned i dybet. 
Skilte ved udsigtspunktet beretter om de besværligheder nybyggerne var udsat for, når de skulle ned ad den stejle kløft, over floden på en tømmerflåde og op igen på den anden side. Den tidlige rute gik bag om vandfaldet, Perrine Coulee Falls, hvilket nogle heste var skrækslagne for. Man var derfor nødt til at give dem tørklæder for øjnene - og så kunne de komme forbi vandfaldet. Fra udsigtspunktet er der også udsigt til en af broerne over Snake River Canyon - Perrine Bridge - og et betagende syn langs den stejle kant på kløften.

Det 60 meter høje vandfald Perrine Coulee falder lodret ned i et dybt hul i Snake River Canyon

Det 60 meter høje vandfald Perrine Coulee falder lodret ned i et dybt hul i Snake River Canyon

En god ekstra oplevelse, inden der fortsættes mod det vulkanske område Craters of the Moon.

Fakta om USA

Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.

Befolkningstal: Ca. 325 mio.

Areal: Ca. 9.833.520 km²

Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.

Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker

Mere information:

Rejsebureau: Albatros Travel

Turistinformation: USA