Sydney - på egen hånd, Australien
Log ind Log ind
Sydney - på egen hånd

Sydney - på egen hånd

I metropolen Sydney bor der ca. fem mio. mennesker og byen er spækket med spændende steder at besøge - også til fods.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Katedralen

Sydney har flere grønne områder og efter at have set den smukke St. Mary's Katedral fortsættes gennem parkanlægget The Domain.

St. Marys Katedral

St. Marys Katedral

Sydneys botaniske have

I The Royal Botanic Garden følges Woolloomooloo Bay til spidsen ved Mrs. Macquaries point. Den botaniske have har ikke så mange blomsterbede, som man kunne forvente, men den er et enestående parkanlæg med store, gamle træer, hvoraf mange bærer frugter - bl.a. figentræerne. Det er da også mest for at iagttage de mange fugle, som findes her, at vejen lægges forbi. For hvor der er frugtbærende træer, er der også fugle. Her ses bl.a. kakaduer, galaher samt de farvestrålende bjerglorier (regnbuepapegøjer). Her er også mange andre fugle - honningædere, duer, maskerede viber og australske ibisser.

Sydney botaniske have

Sydney botaniske have

Macquaries stol

Yderst på pynten står Mrs. Macquarie's Chair - en stol fra 1810 hugget ud i sandsten, hvorfra den tidligere guvernørfrue Elizabeth sad og spejdede efter skibene med hendes mand - Lachlan Macquarie (1762-1824) - der i 1810 blev den femte guvernør i New South Wales. Allerede på Tasmanien stødte vi på navnet (Macquarie Harbour) og guvernøren huskes bl.a. for at have indført mere lov og orden, fik ryddet op i politiet, begrænsede den kropslige afstraffelse af straffefanger, tilvejebragte bedre hospitalspleje og fik et nyt møntsystem og bank op at køre.
Yderst på pynten har man om formiddagen solen i ryggen og får derved et af de bedste vue mod Sydney Opera House med Sydney Harbour Bridge i baggrunden samt de imponerende højhuse i city bag Circular Quay.

Mrs. Macquarie's Chair

Mrs. Macquarie's Chair

Sydney Harbour Bridge

Vi fortsætter forbi operaen og den travle færgehavn gennem bydelen The Rocks og kommer op på Sydney Harbour Bridge. Broen havde været længe undervejs og under depressionen i 1920'erne og 1930'erne var dette projekt en kærkommen opgave for byen og omkring 1400 arbejdere. Indtil denne gigantiske jernkonstruktion - efter otte års byggeri - stod færdig i 1932, var færgerne den eneste mulighed for at komme på tværs af havnen. Det var vigtigt ikke at have en pylon midt under broen og løsningen blev to 89 meter høje pyloner i hver side. Den sydlige pylon kan man komme op i. Den 1.149 meter lange bro har otte kørebaner, to togbaner, cykelsti og gangsti placeret 59 meter over havet.
I dag er dette ikon af et bygningsværk et yndet udflugtsmål for adrenalinhungrende turister, der spadserer hen over broens enorme 503 meters spænd op til 134 meter over vandet (Bridge Climb). I 1992 blev presset på broen lettet, da man åbnede Sydney Harbour Tunnel. Fra broen fås et af de bedste vue ud over havnen med operaen og de bagvedstående højhuse.

Sydney Harbour Bridge

Sydney Harbour Bridge

Luna Park

Under broen på nordsiden af Sydney Harbor ligger forlystelsesparken Luna Park - et sted for børn og barnlige sjæle - og hvor en langbenet herre byder velkommen. Der er gratis adgang til Luna Park, men forlystelserne skal vi naturligvis betale for at prøve. Her er da også masser af børn denne dag, som sammen med deres forældre prøver karruseller, lykke hjul og pariserhjul.

Indgang til forlystelsesparken Luna Park

Indgang til forlystelsesparken Luna Park

Darling Harbour

Tilbage på sydsiden spadserer vi op forbi observatoriet, der ligger i endnu et grønt område med en flot udsigt mod havnen og broen. Foran observatoriet står en buste af H. C. Andersen indviet af det danske kronprinsepar den 7. marts 2005 til minde om to-hundredeårsdagen for digterens fødsel. Dagens kongepar har jo en særlig tilknytning til Australien, da dronning Mary kommer fra Tasmanien. Vi fortsætter frem til Darling Harbour langs den pompøse havnepromenade med mange gode restauranter og udsigt til Det Maritime Museum.

Sydney observatorie

Sydney observatorie

Den Kinesiske Have

I denne del af byen ligger også Den Kinesiske Have som endnu et fredfyldt åndehul. Er du interesseret i kinesisk havekunst, er dette et oplagt mål. Omkring søen - Lake of Brightness - spejler eksotiske planter sig i vandet, hvor karper stille svømmer rundt mellem åkander. Her er både vandfald, klippehuler og naturligvis kinesiske pagoder. Her er fugle og firben i flere størrelser. Den kinesiske have er en fryd for øjet og en lise for sjælen. Her er det som om tiden er gået i stå og tempoet skruet helt ned.
Ikke langt herfra ligger Chinatown med masser af restauranter og et større indkøbscenter - Market City - med masser af billigt tøj og souvenir.

Den kinesiske have i Sydney

Den kinesiske have i Sydney

Multietniske restauranter

Med sine næsten fem mio. indbyggere fra alverdens lande er det ikke svært at finde anderledes og mere eksotiske spisesteder. (Vi mener, at de fleste burgerkæder etc. lige så godt kan besøges hjemme). Når vi er ude, skal der prøves noget nyt og anderledes, og tæt på hotellet ligger den indiske restaurant Zaida og den libanesiske restaurant Tandoori - blot for at nævne de restauranter, hvor vi fik testet smagsløgene.

Sydney

Sydney

I morgen flyver vi til Ayers Rock i Det Røde Center midt i det centrale Australien.

Fakta om Australien

Hovedstad i Australien er Canberra.

Befolkningstal: Ca. 25 mio.

Areal: Ca. 7.692.000 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 11.262 km.

Mest besøgte attraktioner: Storbyer som Sydney med operahuset og Melbourne samt ørkenen med Ayers Rock (Uluru). Også Great Barrier Reef samt øen Tasmanien er velbesøgt.

Mere information:

Rejsebureau: Gislev Rejser

Turistinformation: Australien