Havgrotter og mangrove på Whangaroa Bay

På vandreferien forskellige steder i New Zealand bliver der også plads til flere kajakture bl.a. ved Whangaroa Harbour.

Alt pakket og klart til kajakturen

Ved den dejlige campingplads ved Tauranga Bay er der kun kort afstand til Northland Sea Kayaking, hvor kajakguiden tager os på turen ind i Whangaroa Harbour - en smuk fjord med røde klipper, hvide sandstrande og grøn vegetation, som med dens beliggenhed har været en naturlig havn, der har kunnet give de sejlende læ for Stillehavets storme. Her er kajakkerne - enkeltmands og topersoners - linet op og vi får hurtigt udset os, hvilken vi helst vil have. Selv vælger jeg en enkeltmandskajak ud fra tesen om, at der ved to personer i en kajak er dobbelt risiko for at kæntre! Men det viser sig slet ikke at være sandt. Faktisk er dobbeltkajakkerne langt mere stabile end enkeltkajakken - og så er man jo to til at padle! 
Kajakguiden gør meget ud af at instruerer os i kajakkernes virkemåde. Sikkert, og med forståelse for deltagernes iver efter at komme på havet, fortælles om indstilling af styretøjet, rorets virkning, påsætning af spreydæk, redningsvest etc. Derudover gennemgås teknikken ved at padle med pagaj. Flere har aldrig prøvet havkajak før, så de, der er lidt "nervøse", får en to-personers kajak. 

Vi sætter os i kajakkerne, tilpasser snorene til styretøjet og afprøver udstyret. Instruktionen er grundig og alle føler sig nu så trygge, at vi kan få kajakkerne fragtet ned til strandkanten. De fleste af os har klogelig nok kun sandaler og korte bukser på, for der bliver varmt nede i cockpittet. I de vandtætte skotter - for og bag på havkajakken - lægges skiftetøj, ligesom vi har mad og drikke med på turen. Kameraet puttes i en vandtæt pose og lægges ned mellem benene under spreydækket, således at jeg hurtigt kan komme til det.
Men det er nu ikke uden besvær, at jeg får mit spreydæk til at sidde korrekt. Faktisk er det lidt af et trick at få det på. Når først den bagerste del sidder, kan jeg trække forreste del på plads. Nu sidder det som det skal, kajakken skubbes lidt længere ud i vandet og kort efter er jeg på gyngende grund. De fleste af os finder dog hurtigt rytmen og lidt efter er vi alle godt på vej ud i bugten.

Havklipper og klippeskær

Kajakguiden fører an. Han kender jo ruten ud og ind og fører os hen til nogle store klipper, der står frit ude i bugten. Vandet fra Stillehavet presses ind gennem klippeskærene og nu er det første gang, at vi skal prøve at ride på en bølge. Det går rigtigt godt og snart er vi alle igennem denne første lille udfordring. Alle kan nu manøvrere med ror og pagaj, og snart sættes kursen ind mod land - over mod nogle spændende grotter. Enkelte synes, at det måske er lidt for dristigt og undlader at padle med ind.

I en mørk havgrotte

Vi kan kun være nogle få kajakker ad gangen inde i grotten. Havets bølger hæver sig inde ved kysten og nu er det meget tydeligt at mærke, hvorledes bølgen har tag i kajakken, da jeg padler ind i grotten. Her er mørkt og der går lidt tid, inden øjet vender sig til at kunne se. Men kajakguiden er der og anviser, hvorledes vi kommer rundt og ud igen gennem en anden åbning. Medens jeg sidder inde i grotten, venter jeg på en udadgående bølge, således at jeg ikke skal kæmpe mod strømmen!

En havgrotte med vandfald

Der venter flere grotter. Jeg sidder trygt, tilbagelænet og afslappet i havkajakken, medens jeg sagte følger bølgernes rytme og venter på at de, der allerede er inde i den næste grotte, kommer tilbage og det bliver min tur til at trænge ind i mørket. Oppe over indgangen til grotten vælter vandet fra et vandfald lige ned i hovederne på os. Det er som om vi skal gennem et gardin for at komme ind i grotten. Med omhu får jeg styret min kajak rundt om vandfaldet uden at blive ramt. 
Inde i grotten er der bælgmørkt og lyden fra bølgerne, der ramler mod klippesiderne med stor kraft, giver en hul lyd. Jeg kan ikke se, hvor langt grotten går ind, og jeg kan ikke se guiden. Men fra mørket kommanderer han mig til at vende. Vendingen her inde er noget af et kunststykke. Nok er grotten dyb, men den er også ret så smal. Alle kommer dog fint både ind og ud igen. En enkelt kan dog ikke dy sig for at stoppe midt under vandfaldet og få sig et forfriskende styrtbad!

Picnic på stranden

Vi fortsætter langs den smukke klippekyst, hvor regnskoven gror helt ned til vandet. Bugten krydses og længere fremme søger vi ind mod en sandstrand i en lille smuk bugt. Her skal picnicen indtages. Men inden skal de friskeste af os have en lille dukkert. Her i det tidlige forår er vandet endnu temmelig koldt, så det er kun de mindst kuldskære, der hopper i. Desværre er der én, der ikke har sandaler på, medens han bader og han skærer sig på en af de knivskarpe muslingeskaller, der ligger overalt. Så medens blodet fra hans fod standses og lappes med et hæfteplaster, kan vi andre forberede frokosten.

Mangroven

Vi padler videre ind i bugten og har endnu en udfordring foran os, da vi kommer ind i mangroveskoven. Disse ejendommelige træer, der er i stand til at leve i saltvand, står tæt og det er ikke lige let at manøvrere ind og ud mellem dem. Men sjovt er det, indtil mangroven pludselig lukker sig foran os og vi kan umuligt komme videre. Hvor er her fredfyldt og vandet er helt roligt - blikstille. Vi får vendt kajakkerne og sætter kursen tilbage mod udgangspunktet.

Lang tur tilbage

Indrømmet - det begynder at tære på kræfterne. De uvante bevægelser for arme og ryg sætter sine spor - og for nogle af os bliver det en lang, lang tur hjem over åbent vand, hvor bølgerne flere gange slår ind over kajakken. Sidst på eftermiddagen er vi så tilbage efter en pragtfuld - men anstrengende - tur på havet.

Fish and chips og solstik

Teltene og bilen blev allerede pakket inden kajakturen og snart er vi på vej til næste nye eventyr i New Zealand. Vi fortsætter nordpå og skal prøve de legendariske fish and chips på Mangonui’s berømte fiskerestaurant. Og det er da også helt friske råvarer, som vi på skift udpeger som dagens ret. Som på en anden burgerbar får vi udleverede numre og 10 min. efter er varme fisk og friturestegte kartofler klar til indtagelse. At stedet er et tilløbsstykke, vidner de mange andre gæster om. Og lækkert er det, om end jeg hurtigt får nok af den fede friture. Mæt og træt - parate til den videre køretur - sidder jeg i bilen og venter. Men hvor er guiden? 

Så kommer en af pigerne løbende. En af de andre piger er dejset omkuld, hun er dårlig. Har hun spist forkert? Har hun fået for meget? Desværre viser det sig, at hun har fået solstik. Det er også ret letsindigt at være på havet en hel dag uden solbriller og en hat på hovedet. Og har hun husket at drikke nok i løbet af dagen? Nu får hun fed mad - og så går det helt galt! 

I rejsegruppen har vi et par sygeplejersker, som naturligvis straks hjælper til. Til al held er der blandt de mange gæster i restauranten et selskab af new zealandske politifolk, hvoraf der er en sygeplejerske imellem. Hjælpsomme som new zealænderne er, tilbyder de straks at køre den syge rejsekammerat til den lokale læge. Det berører os alle dybt, da den danske turleder bærer patienten ud til den ventende bil og sammen med en veninde kører de alle tre bort fra selskabet. Det er aftalt, at de tre overnatter i byen, så patienten kan blive tilset af lægen og at vi henter dem i morgen.

Det bliver sent, inden vi når frem til campingpladsen ved Matai Bay, så teltene bliver slået op i mørke og ved skæret af stearinlysene indtager vi aftensmaden og går til ro - mættet - også af dagens mange indtryk og oplevelser. 

I morgen venter nye eventyr ad Ninety Miles Beach.