Thomas Sørensen
Rejseskribent
Hele området summer af aktivitet og her er flere muligheder for at få adrenalin i kroppen. Her kan du tage en stolelift lidt længere op og suse ned igen i små hurtiggående køretøjer på en 800 meter lang bane. Du kan bungy jumpe eller prøve paragliding ud fra bjergsiden. Nogen vælger at tage gondolen ned igen efter et besøg i caféen, andre spadserer ned til byen. Selv bruger vi formiddagen på at gå op mod stedets nærmeste bjergtop Ben Lomond, 1.750 moh.
Udsigtsplatform ved Bob's Peak
Det første stykke efter Bob’s Peak går op gennem skov, men snart er terrænet åbent, hvor udsigten imponerer. Vi er så tidligt ude, at vi er helt alene i naturen, hvor bier summer i blomsterne og fuglene flyver fra sten til sten. Vi skal ikke ret langt op, før vi har en fin udsigt ud over Lake Wakatipu, hvor dampskibet Earnslaw er på vej over søen på dagens første tur. Det er blevet rigtigt lunt og vi har det varmt, så vi smider T-shirten og fortsætter i svedundertrøje op ad stigningen. En sti fører ud til et udsigtspunkt direkte over byen, men vi fortsætter opad og stopper efter ca. 1,5 times vandring ved skiltet, hvor stien deler sig mod Ben Lomond og videre mod Arthurs Point.
Udsigt mod Ben Lomond
Der er endnu en time til toppen og vi indser, at der ikke bliver tid til at nå helt op, hvis vi også skal nå tilbage for at komme med på den bestilte tur med dampskibet Earnslaw i eftermiddag. Vi går endnu et kvarters tid op ad stien mod Arthurs Point for at komme op på en saddel med endnu mere udsigt, og det kan svare sig. Udsigten er bjergtagende. Uanset hvor vi vender os, er der udsigt til bjerge, The Remarkables og i nord De Sydlige Alper. Hvordan ville udsigten ikke have været fra toppen af Ben Lomond? Måske får vi det at se, næste gang vi kommer her. Vi vandrer samme vej tilbage og møder nu flere der er på vej op.
Udsigten over Lake Wakatipu og de omkringliggende bjerge er ikke så ringe endda
Først på eftermiddagen mødes vi ved Streamer’s Wharf, hvor dampskibet T.S.S. Earnslaw sejler fra. Skibet har sejlet her på New Zealands længste sø siden 1912 som fragt- og passagerskib. Søen er 75 km. lang, men vi skal ikke engang halvvejs og lægger til ved Water Peak Highland Contry Farm godt en halv times sejlads fra Queenstown. Undervejs er der lejlighed til at se sig omkring på skibet, der er guf for enhver som interesserer sig for mekanik. Det er dog en øredøvende larm som stiger op fra maskinrummet, som vi kan kigge ned i. Udenfor på dækket nyder vi udsigten til de omkringliggende bjerge.
Dampskibet Earnslaw ved havnen i Queenstown
Ved Water Peak ligger en af de oprindelige farme ved søen og her er dækket op til five o’clock tea - eller kaffe - som nydes på den blomsterprydede terrasse med udsigt ud over stedets have.
Water Peak High Country Farm
Senere vises vi rundt til gårdens dyr som bl.a. omfatter en hjortefarm, lamaer, skotsk højlandskvæg og naturligvis får. Det indlagte fåreshow består i, at vi ser hvorledes hyrdehunden på signal samler fårene oppe fra skoven og driver dem ned i indhegningen foran os.
Orientering om stedets dyr
Så demonstreres det, hvor let det er at klippe et får. Det sker dog ikke længere med en drabelig saks, men med maskine. Det ser lidt hårdhændet ud, men er overstået på godt et minut. Det skalperede dyr lukkes atter ind i folden til sine artsfæller. Inden Earnslaw atter sejler tilbage til Queenstown, er der tid til at soppe i søen og se nærmere på havens mange smukke blomster.
Fåreklipning
Vi har været i supermarkedet og købt vin og i en specialforretning for at købe nationalspisen fish and chips, som vi nyder på værelsets altan i den lune eftermiddagssol, der først sent forsvinder bag bjergkammen.
På hotelværelsets altan
Vi slapper af efter dagens mange oplevelser, for i morgen går rundrejsen videre mod Te Anau og Milford Sound i New Zealands største nationalpark Fiordland National Park på vestkysten.
Hovedstad i New Zealand er Wellington. Landet består af to hovedøer - Nordøen og Sydøen.
Befolkningstal: Ca. 4,5 mio.
Areal: Ca. 268.680 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 17.953 km.
Mest besøgte attraktioner: Aktiv ferie i de forskelligartede nationalparker samt aktivitetsbyen Queenstown
Mere information: