Masser af regn i Milford Sound, Fiordland National Park

Nu ved vi, hvorfor man i New Zealand måler nedbøren i meter og ikke i millimeter som i Danmark. Regnen bare vælter ned i tykke torve, da vi denne morgen kører mod Milford Sound.

Morrows Lakes i Hollyford Valley

Ved Mossbyrn drejer bussen mod vest og kommer ind i Fiordland National Park, den største nationalpark i New Zealand. Fra byen Te Anau går det nordpå op langs Sydøens største gletsjersø Lake Te Anau, der dækker hele 344 km2, er 61 km. lang og 417 meter dyb. Efter 30 km. langs søen kører bussen ind i kuperet skov og i Hollyford Valley er der en pause i regnvejret, hvor vi gør holdt og har en kort spadseretur hen til de små skovsøer Morrows Lakes. Søerne bærer dette navn, da de genspejler de omkringliggende bjerge -Nu ved vi, hvorfor man i New Zealand måler nedbøren i meter og ikke i millimeter som i Danmark. Regnen bare vælter ned i tykke torve, da vi denne morgen kører mod Milford Sound- i solskin!
Længere fremme passerer vi den 1.219 meter lange Homer Tunnel, hvor arbejdet med at grave tunellen blev påbegyndt i 1935 - med hakke, skovl og trillebør. Pga. anden verdenskrig blev arbejdet stoppet og tunellen blev først taget i brug samtidig med at vejen til Milford Sound blev åbnet i 1954. Det sidste stykke af vejen går ned til fjorden, men vi ser ikke meget pga. vejret

Cruise på Milford Sound

Da vi går ombord på Southern Discoveries turistbåd, siler det fortsat ned, hvilket ikke er usædvanligt i dette område, hvor man årligt får mellem syv og otte meter regn. Det er ærgerligt for sigtbarheden er ringe i dag. Båden sejler ud af fjorden langs de stejle klippesider, hvor vandfaldene nu har fået ekstra kraft.

Her er et utal af vandfald, nogle små andre enorme, hvor vandet sprøjter i store kaskader ned i fjorden.

Fjordens kendetegn - Mitre Peak - i regndis

Båden vender i fjordmundingen og på tilbagevejen kommer vi tæt nok til at kunne ane et af de mest berømte bjerge i fjorden, Mitre Peak, der har form som en bispehue og rejser sig 1.692 meter direkte op af havet. Desværre kan vi ikke se hele toppen af Mitre Peak. Et enkelt sted sejler båden ret tæt på et vandfald, så er man ikke våd i forvejen er muligheden der nu. Under turen serveres en udmærket frokostbuffet.   

Rejefest i Te Anau

Vi er kørt samme vej tilbage (der er kun den samme) til Te Anau og indlogeres på Distinction Luxmore Hotel, hvor vi har meldt os til en anbefalet rejefest i hotellets have. Men regnen gør, at vi må rykke indenfor, hvor der velvilligt stilles et lokale til rådighed. Rejefest er nok et lidt for fint ord for det vi præsenteres for. Måske skulle denne menu hedde "Fisk and Chips without Chips". Enorme mængder friturestegte fisk bæres ind og næsten svømmer i stegefedt. Et fad med stillehavsmuslinger marineret i chili-sauce. Friturestegte blæksprutteringe og fire tørstegte kæmperejer til hver svømmer i en ubestemmelig marinade. Hertil serveres forskellige dressinger.

Sol i Te Anau

En isnende polarvind fra Sydpolen fejrer denne morgen gennem byen og temperaturen er kun seks grader. Vinden har erstattet gårsdagens regn med det mest vidunderlige klare vejr, så vi når at spadsere ned til Lake Te Anau for at se, hvordan det kunne have set ud i går - om vejrguderne ville.

Senere sidder vi atter i bussen på vej mod østkysten og den gamle by Dunedin.