Rotorua med kogende gejsere og maori-kultur, New Zealand

På rundrejsen i New Zealand besøges Rotorua med vulkansøer, som blev skabt for omkring 13.500 år siden - ligesom her er gejsere der springer med kogende vand. I Rotorua opleves også maori-kulturen i Tamaki Maori.

Buired Village ved lake Tarawera

Naturen omkring Rotorua er præget af de mange vulkansøer, som blev skabt for omkring 13.500 år siden. Ikke langt fra Lake Tarawera besøger vi den berømte begravede landsby - Buired Village - og bliver modtaget af kvinder i bedårende kjoler fra slutningen af 1800-tallet. Byen blev ødelagt i 1886, ved vulkanen Mount Taraweras seneste udbrud, der sende klippestykker, lava og aske ud i så store mængder, at hele tre landsbyer blev dækket.

Et af de smukkeste udsigtspunkter ligger syd for Rotorua, hvorfra vi kan se to andre vulkansøer - Lake Tikitapu (den blå sø) og Lake Rotokakahi (den grønne sø).

Rotorua

Byen Rotorua ligger ved vulkansøen af samme navn - Lake Rotorua - og er blandt de områder i hele Oceanien, som har den største geotermiske aktivitet. Overalt syder og bobler det fra undergrunden og dampsøjler ses stige til vejrs. Sudima Hotel findes blot et stenkast fra søen, hvor vandet i denne del af søen næsten er mælkehvidt af kalk og svovl. Selv lige ved hotellet syder kogende vand op mellem nogle gulfarvede sten og sender damp i vejret. Overalt er der fint afmærket og advarselsskilte, så vi ikke kommer i berøring med vandet. Men underligt er det, at spadsere rundt på den tynde jordskorpe og vide, at der blot få meter fra én er dybe revner, som går ned til varmen et par kilometer under jordoverfladen. Langs søbredden er et rigt fugleliv, heriblandt mange sorte svaner. Men her er også gæs, ænder måger og forskellige skarver. Ude på søen ses endnu en aktivitet, som nok kan kalde smilet frem. Inde i en oppustet gennemsigtig bold, forsøger en person at holde balancen, mens bolden snurrer rundt på vandet. Det er selvfølgelig umuligt og personen vælter omkuld hele tiden. Morsomt at iagttage.

I parkanlægget Goverment Gardens ligger en smuk klassisk bygning i tudorstil, der indeholder Rotorua Museum, og ikke langt derfra en nydelig rosenhave. Her er små åkandefyldte søer, hvor de spøjse og farvestrålende fugle pukekoer spankulerer rundt og fouragerer.

Rotorua er en af maoriernes højborge og i bydelen Ohinemutu har man sin egen maori-kirke Faith’s Church fra 1910 samt maori-templet Tematekapua Meeting House med smukke udskæringer.

Vandretur ved Lake Rotorua

Ved Sudima Hotel går en natursti går til højre langs søen og snart er inde i skoven og uden for bilernes larm. Her er et stort åbent område, hvor jordskorpen synes særlig tynd og vi følger den tydeligt afmærkede sti tværs over det arrede og visse steder kogende område. Da vi atter har "fast grund" under fødderne, opdager vi en vagtelfamilie på stien foran os. Det er to voksne californisk quail med 12-15 små kyllinger susende omkring sig. Vi går forsigtigt frem og nyder den lille familie som tilsyneladende trives godt i dette varme miljø af kogende mudder.
På den anden side af Lake Rotorua er der udsigt til byen, og efter en rundtur på ca. tre km. bl.a. forbi et mindre geotermisk kraftanlæg, er vi tilbage ved hotellet.

Aften i Tamaki Maori landsbyen

To brødre fik den idé at skildre maori-kulturen for turister, så der kunne blive større forståelse for hvem maorierne egentligt er. De havde imidlertid ingen penge og banken var tøvende med at bakke op om projektet, så i 1989 solgte den ene bror sin Harley Davidson motorcykel, så de kunne starte deres forretning.
I dag beskæftiger brødrene og deres hustruer over 150 maori-ansatte forskellige steder rundt omkring i New Zealand, hvor der fortælles historier om den vidtstrakte rejse fra Polynesien over Stillehavet, tilpasningen i det nye land, introduktionen til den vestlige verden og om kompromiserne som maorierne gjorde undervejs for at overleve.

En bus fra Tamaki Heritage Experinces henter os ved hotellet og undervejs til maori-landsbyen instruerer en meget charmerende maori-chauffør os om reglerne og protokollen for at kunne komme ind i en "mare", som landsbyen kaldes. Vi skal være repræsenteret af en høvding til at modtage et fredsoffer ved velkomstceremonien - og det betragtes som meget ærefuldt at blive udpeget som "chief".
- Kan I sige "Kia Ora", lyder det fra chaufføren, og vi i bussen råber i kor "Kri Ara". I bakspejlet kan vi se hans grinmasser - han er ikke tilfreds med udtalen, så han prøver igen og efter et par gange synes han, at det går an! Og så forklarer han, at denne hilsen betyder hej/goddag/tak og det får vi brug for ved besøget i mara’en.

Frygtindgydende modtagelse

Fremme lukkes vi ind på en gårdsplads foran landsbyen og the chiefs (en for hver bus) stiller sig foran os gæster lidt inde på gårdspladsen. Efter et par minutters fuldstændig ro starter te wero - udfordringen - som er en del af ceremonien, før vi lukkes ind i landsbyen. Over indgangen til landsbyen viser der sig nogle maorier og samtidig kommer en kriger med malede tatoveringer i ansigtet og på kroppen ind på gårdspladsen. Han svinger sit våben, skærer ansigt og ruller med øjnene, så det hvide kommer til syne. Han rækker tunge og går truende frem mod vores "chiefs" for at skræmme dem. Viser de frygt eller er de modige nok til at blive stående?

Endnu en kriger kommer ud fra landsbyen og stamper med dine bare fødder i sandet, mens han skærer ansigt og svinger sit våben faretruende tæt på. Denne del af ceremonien kan se ret sjov ud, men i respekt for kulturen skal vi hverken grine, smile eller efterligne krigerne. Endnu en maorikriger kommer frem og han smiler. Vi har bestået "prøven" og han byder os formelt velkommen, hvorefter vi spadserer ind i landsbyen, hvor både mænd og kvinder har gang i forskellige aktiviteter - og vi er velkommen til selv at prøve.

Maorierne underholder

Inden vi går ind i wharenui’en - det store hus der repræsenterer maoriernes forfædre - ser vi hvorledes maorierne traditionelt tilbereder maden. I en såkaldt hangi har maden stået på varme sten i tre-fire timer og graves nu fri og løftes ud af jordovnen.

I det store hus underholder landsbyens folk med sang og dans, mens maden tilberedes på fade, og efter maori-showet er der adgang til buffeten - der indrømmet smager noget af sod! Hele arrangementet slutter med en officiel afslutningsceremoni med sang og taler, inden vi transporteres tilbage til hotellet.
Naturligvis tager vi alle afsked med maori-chaufføren med den traditionelle maori-hilsen, hvor vi gnider næser mod hinanden.

Rainbow Springs Nature Park - Kiwi Wildlife Park

Øjnene skal lige vænne sig til mørket og et øjeblik efter kan vi bag glasruden se en fodboldstor, gråbrun, fjeret skabning løbe rundt og stikke sit lange gule næb i jorden efter føde. Det er en ægte, levende kiwi - New Zealands nationalfugl. Vi er kommet til Rainbow Springs Nature Park, en attraktiv naturpark med usædvanligt høje træer som kauri-træer, redwoods-træer og bregnetræer. Skoven omslutter en sø med kæmpeørreder og andre fisk, som ses tydeligt i det krystalklare vand. I forskellige voliere ser vi nogle af New Zealands endemiske fugle som kea’en - en fræk og aggressiv papegøje. Vi ser bjergpapegøjen kaka’en samt den underlige jordbundne fugl weka’en, der efter sigende er både grim og dum - og smager afskyeligt! 
Når man skal tilberede en weka, sætter man fire liter vand over i en gryde. Når vandet er kommet godt i kog, smider man weka’en ned i gryden og lader den koge en time. Så tager man sine vandrestøvler og lægger dem ned til weka’en, og koger det hele i yderligere en time. Herefter smider man weka'en væk og spiser sine støvler!
Her findes også forskellige terrarier med reptiler, herunder New Zealands levende dinosaurus tuatara-firbenet, der menes at være en 250 mio. år gammel dyreart. Et lille museum viser udstoppede kiwier, pungræve og andre af New Zealands dyr.

Te Puia’s gejsere

"Fizzzz-Fuuu", lyder det fra Pohutu-gejseren, da den sender en kaskade af kogende vand i vejret, som hurtigt forstøver i en stor, hvid dampsky over et farveglinsende dække af svovlholdigt jord. En mindre gejser ved siden af, Prince af Wales Feathers, forsøger at følge med.
Vi står midt i det termiske område Te Puia i udkanten af Rotorua, hvor jorden omkring os er aldeles aktiv. Vi spadserer gennem en lille skov og ser undervejs huller med kogende mudder, der bobler og syder. Overalt er her termisk aktivitet og en umiskendelig hørm af svovl hviler over området. Vi kan på egen hånd spadsere rundt i området og vi følger den markerede sti og ser flere kogende mudderhuller og gejsere. Floden Puarenga Stream krydses et par gange og vi passerer søen Lake Waikauka, inden vi vender tilbage til det aftalte mødested.

Herefter fortsætter rundrejsen i New Zealand mod Napier.