Iguazu - Verdens største vandfald

Midt i den tætte, subtropiske regnskov åbner landskabet sig ved en dyb kløft og de første vandfald af det mægtige Iguazu-vandfald viser sig for os. Vandfaldet ligger på grænsen mellem Brasilien og Argentina og er omgivet af nationalparker i begge lande.

Foz do Iguaza - et imponerende naturlandskab

Hele området blev skabt for omkring 150 mio. år siden ved et vulkanudbrud. Vulkanen lå dog ikke her i området og lavaens magma brød ikke ud ved vulkanen, men blev via underjordiske kanaler ført hertil og skabte voldsomme ændringer i terrænet - bl.a. en bred dyb kløft som Rio Iguazu strømmer igennem. Iguazu-floden er ca. 1.320 km. lang og munder ud i Sydamerikas næstlængste flod Rio Parana, der bl.a. danner grænse mellem Brasilien og Paraguay.

Over en ca. tre km. bred front falder omkring 275 forskellige strømfald (afhængig af årstiden) op til 83 meter ned i kløften. Så hele området er bredere end Victoria Falls i Zimbabwe og højere end Niagara Falls på grænsen mellem USA og Canada. På en tæt befærdet asfalteret gangsti spadserer vi langs med kløften på den brasilianske side og har det ene panoramaudsyn efter det andet. Strømfaldene vælter ud fra den grønne skov og ned over brune klipper – nogen direkte i dybet, mens andre falder ned over flere etager.

Under vandfald

De som vil opleve vandfaldene på tætteste hold, har mulighed for at komme med på en bådtur, som bringer dem helt hen under nogle af vandfaldene og i fuld fart gennem strømfaldene nede i kløften. Det er en våd omgang og det anbefales at have badetøj på under turen. Der er naturligvis mulighed for at klæde om før og efter turen.

Næsebjørne på vandrestien

Vandrestien langs dybet er let at gå på og flere steder er der udsigtspunkter mod vandfaldene som kaldes for et af Verdens største naturvidundere, der også er på UNESCO’s verdensarvsliste. Der er noget som pusler i skoven ved siden af stien og et øjeblik efter kommer flere næsebjørne ud på gangstien. De har vænnet sig til mennesker og går ofte tæt på for at se om de kan få noget at spise. Man skal dog ikke fodre vilde dyr og billeder på stien advarer da også om ikke at røre dyrene – selv om de kan se nok så nuttede ud. Det kan gå rigtigt galt og et billede af en bidt hånd med åbent sår vises på plakaten.

Gangbro ud over kløften

Ca. halvvejs på gangstien er flere hundrede turister gået ud på en gangbro, der løber ud over kløften og giver en helt enestående udsigt mod Garganta do Diabo – Djævlens Gab. Det er Iguazu-vandfaldets største fald, for her vælter 1.500 m3 vand ud over kanten i sekundet. Vandets nedslag sender tåger af vanddampe i vejret og her ses regnbuen i alle sine farver. På venstre side er der udsigt til et bredt strømfald som danner et helt gardin af vand.

Vandringen langs vandfaldene slutter ved udsigtstårnet over restauranterne, hvorfra der igen er et spektakulært syn ud over vandfaldene.

Itaipu-dæmningen - verdens næststørste vandkraftværk

Efter frokost kører vi til Itaipu-dæmningen, der er bygget på tværs af Parana-floden og deles mellem Brasilien og Paraguay. Dette store bygningsværk stod færdigt i 1984 og efter at have set en video om byggeriet i besøgscentret, køres vi i specialbusser gennem et stort parklignende område ud til Verdens næststørste vandkraftværk (efter De Tre Kløfters Dæmning ved Yangzefloden i Kina).

Itaipu-dæmningen producerer 14.000 MW og dækker ca. 11 procent af Brasiliens strømforbrug og 90 procent af Paraguays. Til sammenligning producerer De Tre Kløfters Dæmning 24.400 MW.

Dæmningen er ca. otte km lang og har en højde på 200 meter og det er imponerende at køre hen over dæmningen og se det opdæmmede vand i floden på den ene side og vandet strømme gennem en afløbskanal langt under os på den anden side – så det minder om et vandfald.

Marco das Tres Fronteiras - med udsigt til tre lande

Lige før solen går ned er vi fremme ved Marco das Tres Fronteiras – et underholdningscenter med udsigt udover Iguazu- og Parana-floderne og kan se tre lande fra samme sted - Brasilien, Argentina og Paraguay. Centret er opbygget som en jesuittisk missionsstation med bygninger som de så ud i 1700-årene. Os som har set filmen ”The Mission” og besøgt Iguazu-vandfaldene kan nikke genkendende til mange ting. Har du endnu ikke set filmen, er det næsten ”et must” – også pga. Ennio Morricones udødelige musik.

Legenden om Iguazu-vandfaldet

En af statuerne i centret viser det unge indianerpar som indgår i de indfødtes legende om skabelsen af Iguazu-faldene.Guarani-indianerne som levede i dette område, mente at slangeguden M’Boy herskede over Verden og hvert år krævede den smukkeste jomfru fra stammen.

Her levede en billedskøn kvinde ved navn Naipi og hun blev udpeget som slangegudens næste offer. Men Toroba, der var en ung indianerkriger, var lidenskabeligt forelsket i Naipi og da hun skulle ofres, flygtede de ned ad floden i en kano. Slangeguden M’Boy blev rasende, da han hørte om flugten og slyngede sin voldsomme krop omkring jordkloden og pressede indtil den store kløft åbnede sig og skabte Iguzu-faldet. De unge forelskede blev opslugt af vandet og styrtede i afgrunden. Naipi blev forvandlet til en klippe under vandfaldet, så hun til evig tid skal piskes af vandet. Taroba blev til et palmetræ, der gror på kløftens side over en hule, hvor slangeguden vogter over sine ofre.

Kulturelt danseshow

Efter aftensmaden er pladsen foran springvandet oplyst og aftenen slutter med et danseshow. Vi præsenteres for de tre landes karakteristiske danse med bl.a. tango fra Argentina og samba fra Brasilien, inden vi kører tilbage til vores Hotel Pietro Angelo i en mindre bydel af Foz do Igaucu.

Iguazu på den argentinske side

Den formelle paskontrol ved indrejsen til Argentina er overstået og fremme ved Iguazu-nationalparken er der reserveret tid til os for at komme med det lille tog gennem regnskoven. Det tager 10-15 minutter at køre fra centralstationen til endestationen.

Gangbro mod Djævlens Gab

Herfra går en 1.100 meter lang stålbro udover det stilleflydende vand forbi små trædækkede øer ved den øvre del af Iguazu-floden. Her er ren idyl og i det lave vand ses fisk mellem stenene. Men længst ude på gangbroen er det et rent inferno. Vandet suges ned i den dybe kløft, der danner Djævlens Gab, og sender kaskader af vanddråber højt op i vejret og ind over gangbroen, så ingen undgår at blive våde. Larmen fra dette – det største af de mange vandfald – er berusende og for at skåne kamera mod for megen vand, bliver det kun et kort ophold blandt de hundrede andre turister som har fundet vej hertil. Tilbage ved endestationen køler folk deres hoveder ved de offentlige brusere – temperaturen er over 30 grader! Vi tager toget tilbage til station nr 2- Catratas Station. 

Høje vandrerrute

Fra stationen, der ligger tæt på det centrale restaurationsområde, udgår flere vandreruter og i første omgang følger vi den høje rute, der på de opsatte kort er markeret med blå farve, og ser vandfaldene oppefra. Den høje rute er en ensrettet jævn rundtur på 1.100 meter og de som ikke magter at vandre, kan blive på restauranten.

Som rutens navn antyder, ses flere af de mægtige vandfald oppefra og vi kommer ganske tæt på kanten af dybet. På turen gennem skoven møder vi både væverfugle samt små aber.

Lave vandrerrute

Efter frokost spadserer vi på den lave vandrerrute, der er 1.400 meter lang og mere udfordrende med trapper både ned og op. På kortene er denne rute markeret med gul og vi ser vandfaldene fra en lavere vinkel. Flere steder ser vi vandfaldene fra forskellige vinkler, men flottest er det direkte udsyn op gennem kløften mod det gigantiske Djævlens Gab.

Besøg i en guarani-landsby

Samme eftermiddag er det repræsentanten for nutidens guarani-indianerne som byder os velkommen til sin landsby, som har omkring 700 indbyggere. Han fortæller, hvad vi kommer til at se på vores rundtur. Her bliver vist og fortalt om landsbyens afgrøder som bl.a. omfatter søde kartofler, maniok, ananas og forskellige majssorter. På de støvede jordveje får vi også demonstreret hvorledes indianerne tidligere benyttede flere typer fælder til at fange små og større dyr. Vi kommer forbi et simpelt familiehus, men besøger ikke beboede hytter. Vi møder en familie som sælger hjemmegjort håndværk, hvilket altid hjælper økonomisk til disse mennesker. På spørgsmålet om hvornår kvinderne bliver gift, får vi oplyst, at det normalt sker, når pigerne har haft deres første blødning som 13-14-15-årige og umiddelbart derefter får de deres første barn. Jo flere børn en kvinde får, des bedre er muligheden for at der er nogen til at passe hende i hendes alderdom. Man undgår indavl, da man blander sig med folk fra de andre nærliggende guarani-landsbyer.

Næste morgen er der tidligt fly til Rio de Janeiro - Guds by med Kristus på toppen.