Kogende mudder i Rincón de la Vieja National Park

På rundrejsen i Costa Rica er vi nået frem til hotellet Hacienda Guachipelin Lodge tæt på Rincon de la Vieja National Park der er kendt for sine aktive vulkaner og varme kilder.

Hacienda Guachipelin Lodge

På rundrejsen i Costa Rica har vi oplevet meget afvekslende natur og været i forskellige regnskove med tågeregnskov, sumpregnskov, mangroveregnskov og nu skal vi opleve den løvfældende regnskov. Vi ved blot ikke, om vi skal blive endnu en dag her på Hacienda Guachipelin Lodge og få muligheden for at opleve de kogende mudderbade i den nærliggende Rincon de la Vieja National Park der er lukket i dag, eller om vi skal køre videre senere på dagen. Den danske rejseleder er i kontakt med kontoret i København og forventer en afklaring ved frokosttid. Der bliver derfor lejlighed til på egen hånd at opleve den nærliggende natur - og den mulighed tager vi med glæde imod.

Egen tur til vandfald

Det er en vidunderlig morgen at vågne op til. Solen skinner fra en skyfri himmel og de grønne papegøjer larmer i trætoppene. Morgenmaden står klar i hotellets åbne restaurant, hvor vi har vid udsigt over skoven i det kuperede terræn. Vi pakker rygsækken med masser af vand, lidt frugt og chokolade og begiver os af sted. Med os har vi en fotokopi af et håndtegnet kort med de ture, der er mulighed for at vandre fra hotellet. Vi får orienteret kortet korrekt og vandrer i retningen mod nationalparken. Vi er alene i den fredfyldte morgen. Solen står allerede højt på himmelen og det bliver en varm dag. Så runger jorden under os og en flok heste kommer galoperende på en sti lidt fra grusvejen vi vandrer på. Hestene er tilsyneladende uden gaucho og finder selv vejen fra græsgangene hjem til haciendaen. Så bliver der atter fred. 

På vandreturen har vi hele tiden udsigt til vulkanen i Rincon de la Vieja National Park og på den snorlige grusvej er de eneste vi møder et par heste, der er kommet på den forkerte side af hegnet samt nogle langørede køer, der nysgerrigt ser til, da vi kommer forbi. Alligevel er vi ikke alene. Masser af sommerfugle - de fleste i gule og orange farver - svirrer omkring os som om vi var sødmefyldte blomster. En enkelt drister sig til at sætte sig på skulderen, for øjeblikket efter at svirrer videre. 

Forkert vej

Vi følger kortet og har talt vejene vi går forbi og har allerede passeret en lille markvej, som vi ikke anså for at være den korrekte at dreje fra på. Vi er i stedet kommet til en større grusvej, der viser ned mod et hotel, og den vandrer vi ned ad. Vi kommer gennem lidt skov og bliver ledt over Rio Negro på en smal gangbro. Da vi efter ca. to km. kommer frem til en vejspærring kommer en vagt os i møde. Vi forsøger at tale engelsk med ham, men kan ikke forstå os. Først da jeg med tegnsprog og fagter forklarer ham, at vi søger varme kilder og mudderbade, går der et lys op for ham og han forklarer - på spansk - at vi skal tilbage, hvor vi kom fra og fortsætte længere op mod nationalparken.
Vi trasker samme vej tilbage og går lidt spredte i egne tanker, da jeg pludselig får et chok. En edderkopabe springer over vejen i træerne kun to meter over mit hoved med et stort skrig. Jeg reagerer uvilkårligt ved lynhurtigt at bøje mig ned. Jeg er simpelthen bange for at den rammer mig. Og før jeg får set mig om, er den væk i skovens træer. Højest sandsynligt er aben blevet overrasket over pludseligt at støde på vandrende mennesker her, hvor der ellers næsten aldrig kommer nogen.

Oropendola vandfaldet

Vi er nu kun godt et par kilometre fra det næststørste vandfald i området - Oropendola vandfaldet. Vi følger skiltningen og kommer over et markareal og ind i skoven. Her snor stien sig lidt nedad, inden vi står ved en slugt, hvor høje trappetrin af møjsommeligt lagte og udhuggede sten fører os stejlt ned i kløften. Flere af trinene er over ½ meter høje. Et tov udgør gelænder og sikkerhedsline ud mod kløften og lidt efter stopper trappen nede ved vandet. Vandfaldet kan ikke ses - kun høres. For at komme over til vandfaldet skal vi enten vælge at gå gennem vandet, der her når op over knæet, eller balancere på de fugtige, glatte sten, der rager lidt op over vandet. Vi synes det er bedst, at jeg forsøger at komme frem til vandfaldet alene, og på alle fire kravler jeg over en stor sten og får fodfæste på en af stenene i vandet. Det lykkes at komme tørskoet over på den anden side af kløften, hvor en mindre trappe fører op til udsigtspunktet mod vandfaldet. Her møder jeg to guider fra haciendaen - let genkendelige på deres dybrøde skjorter - med to damer, som de har haft med på ridetur. Hestene er parkeret oppe i skoven. Jeg taler lidt med dem ved det 25 meter høje vandfald, hvor det smaragdgrønne vand vælter ned i kløften.

Flere fugle

Vi vandrer samme vej tilbage. En enkelt bil kommer kørende og hvirvler støvet op, da den kører forbi os. Vi møder ikke andre mennesker. En kalkungrib sidder på en hegnspæl. Den virker helt rolig og lader os komme ret så tæt på, inden den med sit store vingefang glider ind over marken bag hegnet. På turen ser vi også falke, kolibrier og andre spændende fugle. Igen er vi omringet af sommerfugle og når tilbage til haciendaen inden frokost.

Jo, alt er i orden, vi får lov til at blive her en dag mere, beretter rejselederen, så vi i morgen kan opleve nationalparken. Det betyder også, at vi har hele eftermiddagen til rådighed for flere oplevelser.

Et flot dyr ved udsigtspunktet

Ikke langt fra haciendaen ligger et udsigtspunkt og på vej dertil, er der noget, der pusler i løvet foran mig. Jeg kan ingenting se. Forsigtigt går jeg frem og sætter foden ned mod græsset. Er det en slange eller? Så rykker et ca. 40 cm. stort grønt firben på sig og springer op på en sten. Her sidder det bomstille, medens vi betragter dets smukke farver. Det ved, vi er her, men pludselig springer det til side og snupper en græshoppe, og vi tror at det forsvinder ind i skyggen. Men firbenet vender sig om og stiller sig op til fotografering, medens det stirret direkte på os. Vi betragter det lidt, men lader det så være og vandrer op til udsigtspunktet. Herfra kan vi se ind til Rincón vulkanen og de omkringliggende bjerge, men desværre skygger de høje træer for en 360 graders panoramaudsigt ned over regnskoven.

Las Correras-vandfaldet

Vi vandrer nu vi videre ned mod vandfaldet Las Correras, der ligger ca. 1,5 km. fra hotellet. Oppe i et træ på en gren lige over stien vi går på, hænger et kæmpe hvepsebo på størrelse med en fodbold. Vi går forsigtigt under det og tænker på, at der i netop dette område findes dræberbier - et insekt vi har stor respekt for! Men vi ser ingen insekter, måske er boet forladt?

Nede ved vandfaldet viser det sig, at det faktisk er et dobbelt vandfald, der har skabt en naturlig pool midt i Blanco River. Her er der mulighed for at bade i det dybt blå vand. Det er et smukt område og en lille gangbro fører os over på den anden side af kløften, hvori vandet løber. Et par er allerede hoppet i det indbydende vand og vi er selv fristede til at få afkølet vores svedige kroppe, men vi har planer om at besøge endnu et vandfald - det højeste af dem alle.

Victoria vandfaldet

Turen gå tilbage over vejen og herefter ned gennem den løvfældende regnskov med meget afvekslende beplantning mod Victoria vandfaldet. På vejen skal vi krydse floden ikke mindre end tre gange, men vi orker ikke at tage vandreskoene af, men vader bare gennem vandet, der når op til lige under knæet. Floden skærer en dyb kløft i skoven og på det sidste stykke går vi stejlt ned ad nogle tilvirkede stentrin for at komme ned i bunden af det 35 meter høje vandfald. Vandet rammer klippesiden et par gange, inden det glider videre ud i en større flod. Også her er der mulighed for at få skyllet sveden af kroppen. Man kan forsigtigt stille sig ind under det brusende vandfald, der lander i en lille pool omkranset af store sten. Victoria vandfaldet er det største og også det mest interessante af de tre vandfald vi har set i dag og ligger ca. fire km. fra hotellet.

Rincon de la Vieja National Park

Det er en vaskeægte næsebjørn, der tager i mod os, da vi næste formiddag kommer frem til Rincon de la Veija National Park. Desværre er ubetænksomme mennesker begyndt at fodre dyret og nu er den tilvænnet mennesket og tigger, hver gang der kommer besøgende til parken. Ved entreen får vi et lille hæfte med et kort over vandreruten i nationalparken. Turen til toppen af krateret i 1900 meters højde tager ca. otte timer, men det er slet ikke det, vi skal.

Første vandretur er en lille rundtur gennem åbent terræn og senere tæt regnskov, hvor vi undervejs ser de forskellige vulkanske aktiviteter som kogende mudderpøle og boblende vandhuller med de typiske røde, gule og hvide farver efter de afsatte mineraler. 
Forude ses nogle lavthængende skyer, der imidlertid viser sig at være damp fra jordens indre. Ved de forskellige mudderhuller kan vi stå og se hvorledes jordens ventiler uafladeligt tager trykket fra jordens indre.

Regnskovens træer

Vi kommer atter ind i regnskoven, der lukker sig over vores hoveder, så det kun er få sparsomme stråler fra solen, der når ned i skovbunden. Her findes et utal af forskellige træer. Bl.a. javillo-træet med torne, hvis saft er så giftig, at blot en dråbe i øjet vil gøre én blind! Vi ser kæmpemæssige kvælerfigner, der er startet som et lille frø oppe i et (moder)træ og langsomt har vokset sig stort ved at sende lianer/rødder ned mod jorden og langsomt omslutte modertræet og derved kvæle det. Banker man på en kvælerfignes træstamme, lyder det hult. Modertræet er rådnet væk. Og her er mange andre spændende træer, buske og frugter - vækster som de lokale fra tidernes morgen kender betydningen af - både som føde og medicin. 

Præcolumbianske runer

Vi skal videre på rundrejsen gennem Costa Rica og da vi forlader Rincon de la Vieja, holder vi ved en flod og vandrer et lille stykke ind langs en kløft for at se nogle 8.000 år gamle petroglyffer, som de tidlige chorotega-indianere har ridset i klipperne. Desværre er der nutidige vandaler, der sætter deres mærke lige i nærheden i form af graffiti. Det har derfor været nødvendigt for myndighederne at fjerne enhver skiltning - men lokalguiden synes alligevel, at vi skulle se dette smukke sted, som måske har været helligt i tidernes morgen.

Vi har sat kurs over Guanacastes pampas og er på vej mod den costaricanske stillehavskyst ved Tamarindo Beach.