Sumpregnskoven i Tortuguero National Park

På denne rundrejse i Costa Rica opleves store afvekslinger i natur og klimaforhold. Vi er kommet ned i varmen og når frem til kanalerne ved Cano Blanco på grænsen til Tortuguero National Park ved Atlanterhavskysten.

Mod Atlanterhavskysten

Nationalparken Braulio Carillo ligger i højlandet indsvøbt i lavthængende skyer og tåge. Her har man forbedret landets infrastruktur ved at bygge en bred, asfalteret vej for trafikken mod Atlanterhavskysten, og for at undgå træfældning i urskoven, gjorde man i 1978 området til nationalpark. Området er således sikret mod videre udbygning og man har effektivt beskyttet de sjældne og truede fugle og pattedyr, som findes her. Næsten ude af tågeregnskoven passerer vi floden Sucio River, hvor det svovlholdige (forurenede) vand, der kommer oppe fra Irazú vulkanen, løber sammen med det rene klare vand fra urskoven. Vandet blandes, og på den videre vej mod Atlanterhavet støder masser af rent vand til floden, således at svovlen er så fortyndet, at den ingen skade forvolder, når vandet kommer ud til kysten.
Fra højlandet kommer vi ned i varmen og forbi store bananplantager, der har enorm betydning for Costa Ricas økonomi, og midt på dagen - i stegende hede - når vi frem til kanalerne ved Cano Blanco på grænsen til Tortuguero National Park.

Kanalerne ved Tortuguero

Medens bagagen placeres på en af de lange motorbåde, der skal bringe os helt ind i regnskoven, iagttager vi de mange fiskehejre og stylteløbere, som står på flodbrinken. Her løber en af de større floder fra indlandet ud og blander sig med havets saltvand i det sammenhængende flodsystem ved Tortuguero. Hele flodsystemet danner en mange kilometer lang lagune adskilt af en tynd landtange mod Det Caribiske Hav. 
Da kufferterne er ombord, sætter kaptajnen kursen nordpå. Omkring os står forskellige fugle langs bredden parate til at fiske i det næringsrige brakvand, der lokker masse af fisk til. På store øer af vandhyacinter vader farvestrålende fugle rundt efter føde. Den tætte, ugennemtrængelige sumpskov rejser sig omkring os, som en 20-30 meter høj lodret klippevæg i mange grønne nuancer, medens vi med høj fart bevæger os længere og længere væk fra civilisationen.

Evergreen Lodge

Efter et par timers sejlads er vi fremme ved Evergreen Lodge og bliver modtaget i baren med en lækker forfriskning, inden vi får hytterne anvist. Lodgen ligger midt i sumpregnskoven og de hytterne er placeret spredt inde i skoven. En gangbro fører ind til hytterne, der alle står på stolper et par meter over den fugtige, frodige skovbund. Hytterne har intet glas i vinduerne, men myggenet, hvilket gør det muligt at få fuldt udbytte af skovens mange mærkværdige lyde både dag og nat. Frøer, der lyder som cikader, brøleaber, insekter, ugler og mange andre fugle.

Caribbean Conservation Corporation

Senere sejler vi med båden over til landtangen ved byen Tortuguero , hvor vi besøger skildpaddecentret - Green Turtle Information Center. Netop dette område er en meget vigtig yngleplads for den grønne havskildpadde - en af verdens største skildpaddearter - og andre truede skildpaddearter. I skildpaddecentret vises en video om den grønne læderskildpadde og efter besøget i centret vandrer vi ud til den sorte sandstrand, hvor Det Caribiske Havs bølger tordner i brændingen. I sandet er fordybninger fyldt med gamle æggeskaller som vidner om, at det allerede har været sæson for æglægningen og at de små skildpaddeunger er kommet ud af æggene. Men det er en kamp for livet for de små skildpadder at nå sikkert ned til havet. Måger og andre rovfugle gør stort indhug i bestanden, før ungerne overhovedet når havet. Og her lurer også farer. 

Et sted for livsnydere

Efter vandreturen langs havet, har vi god tid til på egen hånd at spadsere rundt i Tortuguero. Den har været beboet af sorte mennesker, siden nogle slaver i slavetiden fik mulighed for at flygte og slå sig ned her. Byen består mest af barakker, men her er også murede huse. Her findes sågar en internetcafé. Midt i byen ligger kirken og det hele oser af fred og idyl. Et sted for livsnydere. I udkanten af byen står gamle rustne maskiner, fra en tid før nationalparken blev etableret og man gravede kanaler for at kunne få det værdifulde tømmer flådet ud af skoven. Nu er hele området nationalpark og en hver form for skovhugst er ophørt.

Tidlig morgen på kanalerne

Det har været en helt speciel nat. Korte, høje, betonede pift, som var det en fugl, har lydt gennem hele natten. Det er den flotte røde/blå giftpilefrø, der kalder. Giftpilefrøen har fået sit navn, fordi indianerne tidligere smurte deres pile ind i det giftige sekret, som udskilles på frøens ryg, når den forsvarer sig. Giften er ikke dræbende, men lammer byttet - f.eks. når en pil rammer en abe, falder den til jorden og jægeren kan aflive den. Desværre lykkedes det mig ikke at se nogle af disse smukke, kun ca. to cm. lange giftpilefrøer, der springer rundt på skovbunden under os. Men natten bød også på cikader der sang og ugler der tuede. Og da lyset ved 5-tiden vendte tilbage, begyndte fuglene at sætte i. En flok brøleaber flyttede sig under vældig larm fra træ til træ højt oppe i kronerne på svajende grene for at finde føde. Lydene dødede ud, da aberne forsvandt, men kun for et øjeblik. Da gennemtrængtes regnskoven af en anden flok aber - hvidhoved aber. 
Da vi kommer ud af hytten, står nogle af rejsekammeraterne allerede med kikkerten for øjet og betragter et par tukaner højt oppe i et træ. Dyrelivet er rigt - specielt fuglelivet med 309 forskellige arter bare i dette område.

Vandrende træ

Efter en let kop kaffe sidder vi tidligt denne morgen i en lille motorbåd og sejler ud på floden, medens de første solstråler når op over skovkanten og kaster sit lys på den tætte regnskov, der omgiver os på alle side. Kaptajnen styrer båden ind i smalle kanaler, hvor vi ser forskellige hejre, krokodiller, brøleaber, edderkopaber og leguaner. Guiden er rigtig god til at spotte dyrene.
Vi møder også mange mærkværdige planter og træer. Hvem vidste, at et træ kan flytte sig? Den vandrende palme står på nogle lange tynde stammer. Kommer der andre træer i nærheden og skygger for palmen, sender den endnu et "ben" ned i jorden og er således i stand til - over nogen tid - at flytte sig til et mere solrigt sted. Ejendommeligt!

Vandretur i sumpregnskoven

Senere udleveres gummistøvler, da vi skal på en lille vandretur i regnskoven. Det er uansvarligt blot at gå med sandaler eller kondisko pga. de meget giftige slanger, man kan risikere at støde på. Derfor er gummistøvler påkrævet. Her omkring er det dog ikke slangerne, der er de farligste dyr. Det er hajerne i Det Caribiske Hav. Hvert år er der badende, der mister livet her, og det må være et helt særligt adrenalin-kick for vindsurferne på de høje bølger pludselig at se en haj i nærheden!
I skoven hører vi om de forskellige træer, ser flere fugle og støder på en flok aber.

Atter på kanalerne

Eftermiddagen tilbringes atter i motorbåden, der denne gang bringer os ind i andre kanaler til endnu flere fugle. Højt oppe i et træ sidder en gråbrun "klump". Det er ikke til at se, hvad det er og det bevæger sig ikke. Jo, det er et dovendyr. Så er der pludselig larm over vore hoveder og et par af de meget sjældne og stærkt udryddelsestruede grønne araer, der flyver over hovederne på os. Der findes kun ca. 25 par i Costa Rica. Vi kommer længere og længere inde i kanalerne og føler os hensat til en helt anden fredfyldt verden. Med lav fart glider vi gennem den tætte jungle og møder igen aber og andre dyr. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage ved hytterne og kan efter middagen nyde aftenen på terrassen uden for restauranten.

Alene med hvidhovet aber

Sidste nats mangfoldige lyde gentager sig, så vi er igen tidligt oppe - før de fleste andre. Vi går en tur i den parklignende have, som vi har for os selv sammen med mange fugle, firben og bladskæremyre og bliver opmærksomme på en flok hvidhoved aber, der fouragerer i et træ med lækre frugter. De er så glade for disse bær, at de næsten ikke lader sig skræmme væk, da vi nærmere os. Vi kan i ro og mag stå stille og betragte disse hurtige dyr, der hele tiden er opmærksomme på os, medens de æder. Men et eller andet skræmmer dem, for pludselig sætter hele flokken sig i bevægelse og flygter op i træet og springer fra gren til gren videre ind i regnskoven. 
En rigtig god oplevelse at komme så tæt på disse sky dyr og som vi kun får, når man er ganske få mennesker til stede.

Tilbage til Cano Blaco

Efter morgenmaden er det blevet tid til at sejle tilbage til Cano Blaco. På vejen sejler vi gennem store øer af blomstrende vandhyacinter og ser atter en mængde hejre og stylteløbere. Igen bliver vi bekræftet i, at den botaniske mangfoldighed er stor i Costa Rica. Her findes flere forskellige plante- og dyrearter pr. kvadratkilometer end f.eks. i hele Danmark.

Da bussen kommer og vi har fået læsset bagagen på taget, er vi parate til at køre ud på nye eventyr i Costa Rica med bl.a. riverrafting på Sarapiqui-floden.