I og omkring hovedstaden Quito

På denne rundrejse i Ecuador besøges bl.a. Amazonas regnskov samt Galapagosøerne, men vi begynder i hovedstaden Quito og dens omegn.

Quito - en højtliggende hovedstad

Luften er tæt af dieselpartikler fra de tusindvis af biler, der holder i kø for at komme frem gennem Quitos smalle, snørklede gader og brede boulevarder. Så rykker trafikken og sender endnu en gang forurenet udstødning i omløb. Her er et virvar af privatbiler, lastbiler og busser samt et mylder af mennesker, travle forretningsfolk på vej, handlende i og foran deres butikker, luddere og lommetyve - og så os nyankomne turister på vej mod nationalmuseet.

Vi ankom tidligere på dagen til Ecuador og efter en vanlig langsom sydamerikansk paskontrol, når 300 mennesker skal igennem på én gang, mødte vi lokalguiden, som kørte os til Hotel Sierre Madre ca. 30 minutters gang fra byens gamle kolonitidscentrum. Millionbyen Quito, den næsthøjest beliggende hovedstad i verden, ligger 2.850 moh. i en dalsænkning mellem de høje bjerge i den nordlige del af Andesbjergene. Byen er ikke særlig bred, omkring fire km., men strækker sig til gengæld ca. 12 km. nord-syd på langs i dalen. Ecuador betyder ækvator, ligesom det gamle navn for byen Quito - "Quitsa-to" - betyder "Midten af Jorden". Quito er samtidig det eneste sted på kloden, hvor ækvator går gennem en by. Næsten alle øvrige steder ligger ækvator på havet eller i regnskov.   

Nationalmuseet

Det er vigtigt hurtigst muligt at få akklimatiseret sig til at være i højden, så derfor er det fint, at vi tager afsted i samlet flok mod nationalmuseet. Vi er advaret om ikke at gå alene i byen - specielt om aftenen - og at vi konstant skal være på vagt over for lommetyve. Osen fra bilerne svier i næseborene, mens vi spadserer gennem en nyere bydel, hvor der er gang i byggeriet. På vejen får vi muligheden for at se forskellige butikker, indkøbscentre samt restauranter. Det er overskyet og køligt - næppe over 12-15 grader - hvilket kommer bag på nogle af os. Vi er trods alt direkte under ækvator. Men vi er i højden og det kan mærkes. 

Vi når frem til Parque el Arbolito, hvor nationalmuseet ligger. I bygningen findes også et af byens turistinformationscentre og her får vi udleveret bykort og andet materiale, der kan gøre opholdet i denne by lidt lettere. Gruppen spredes, da enkelte betaler entréen for at besøge selve Guldmuseet, mens andre går på indkøb i en af de overdækkede markedshaller, hvor alverdens "tingel-tangel" kan købes for en slik. Vi er efterhånden blevet sultne og finder på hjemvejen ind på restaurant Fried Bananas, hvor vi bestiller en vidunderlig grønsagssuppe, som vi kan varme os på, samt en stor skål frisklavet salat. Her kan man roligt spise den friske salat, der på restauranterne skylles i rent flaskevand - ikke fra hanen.
Ikke langt fra hotellet findes en række andre gode restauranter, men flere af os beslutter, at spise på Hotel Sierre Madre denne aften, da vi er trætte efter den lange rejse.

En lidt uheldig start på dagen

Det varme vand kommer aldrig, da vi skal i bad næste morgen. Trods adviseringen om at vandet blot skal løbe i tre minutter, er det efter ti minutter endnu ikke varmt, så det bliver en kold og meget hurtig vandgang før morgenmaden på hotellet. Vi er blandt de første i restauranten og kaster os naturligvis over buffeten. Men næppe har vi sat os, før værtinden kommer styrtende og forlanger nogle dollars for "herlighederne". Buffeten er ikke inkluderet i opholdet, men vi får i stedet serveret juice, kaffe, brød, smør, marmelade samt en omelet. Ønskes noget ekstra fra buffeten, må der betales for det! En noget usædvanlig start på dagen.

Iglesia de la Basilica del Voto Nacional

I dag kører vi til den gamle, historiske bydel, der kom på UNESCO’s verdens kulturarvsliste i 1978. Trafikken er fortsat tæt og det tager længere tid at køre end at spadsere til stedet! Det første ophold er på en bakketop, hvor den gamle basilika - Iglesia de la Basilica del Voto Nacional - ligger. Den er endnu ikke færdigbygget - og bliver det næppe nogensinde - og er midlertidig lukket pga. indvendig ombygning. Så vi nøjes med at betragte dette enorme bygningsværk udefra med alle dets ornamentik, der udover spir, karnapper og kviste, bl.a. består af figurer af dyr fra Galapagos-øerne.

Plaza de la Independencia

Vi kører videre ned ad bakken til Uafhængighedspladsen - Plaza de la Independencia - hvor vi springer af bussen og ramler lige ind i en større arbejderdemonstration. Men det er en festlig demonstration. Børn har fået fri fra skole og flere lokale pige- og drengeorkestre er linet op. Der holdes taler, hvor det spanske sprog runger ud over pladsen gennem store højttalere. Det smukke præsidentpalads danner den ene ramme på Uafhængighedspladsen. Til højre for paladset - mod nord - ligger en af byens smukkeste bygninger, ærkebiskoppens palads, der nu ejes af Hotel Plaza Casa Grande. På venstre side - mod syd - ligger katedralen Primada de Quito og pladsens fjerde fløj udgøres af en mindre, men stærkt befærdet gade med smukke klassiske bygninger bl.a. det kommunale palads. 
Vi går forbi præsidentpaladset og ned langs med katedralen, mens vi betragter dette festlige og farverige skue. Og jublen vil ingen ende tage, da den populære præsident træder ud på paladsets tagterrasse og hilser på folket.

Primada de Quito - Quitos katedral

Katedraen Primada de Quito besøger vi via en sidegade, da indgangen ud til Uafhængighedspladsen er spærret pga. demonstrationen. Det gamle klostres klassiske, kvadratisk gård har balkoner hele vejen rundt. Herfra er der adgang til katedralen, der blev færdigbygget i 1706. Det er ikke tilladt at fotografere i kirken, men vi ser biblioteket og forskellige gravsteder, inden vi besøger selve det enorme kirkerum under den store kuppel. 
Quitos spanskprægede kultur stammer fra spaniernes erobringer i Sydamerika tilbage i 1500-tallet. Det var den spanske Sebastian de Benalcázar der i 1534 besejrede inkaerne, som tidligt i 1400-tallet havde slagtet tidligere civilisationer i Quito. Der er fundet arkæologiske beviser for, at stedet har været beboet allerede 1500 år fvt.
Spaniernes romersk-katolske indflydelse er overvældende med ikke færre end 89 kirker i byen, heraf mange i klassisk barok- og renæssancestil.

La Compania de Jesus

I kort spadsereafstand herfra ligger "Guldkirken" Iglesia de la Compania de Jesus. Denne jesuitterkirke blev bygget mellem 1605 og 1765 og indeholder en fantastisk overflod i værdifuld kunst - ikke mindst da udsmykningen omfatter omkring syv tons 23 karat guldplader lagt på de rigt ornamenterede altertavler, søjler, hvælvinger, lofter og vægge i kirkerummene, og overalt ses gulddækkede blomster og engle etc. Her finder vi også flere berømte malerier med bibelske scener og ved indgangspartiet bl.a. et stort vægmaleri, der oprindeligt stammer fra 1620, men genskabt i 1800-tallet, der skildrer datidens opfattelse af, hvad der sker med én, når man ryget luks i Helvede. De viste afstraffelser er skrækindjagende, hvilket nok kunne få én og anden til at bede om syndsforladelse i tide og give kirken en ekstra mønt!

Monestario San Francisco

Ved det store torv ligger  franciskanerordenens kloster med den ældste kirke i Ecuador - med fundament fra 1534. Men desværre er denne kirke også lukket pga. renovering, så vi kommer ikke inden for i denne enorme bygning, der er Amerikas største kirkelige kompleks. 
I stedet betragter vi livet på San Francisco-pladsen, hvor en blandet befolkning af hvide, sorte, indianere - og ikke mindst lommetyve - huserer.

Udsigt fra El Panecillo

Bussen henter os igen og kører op på bakkedraget El Panecillo, hvorfra der er en flot udsigt over Quito med de klassiske, snorlige gader og de omkringliggende bjerge. På toppen af El Panecillo står en kæmpemæssig moderne udgave af Jomfruen af Quito udført i aluminium.

Quito på egen hånd

Tilbage på pladsen foran Monestario San Francisco finder vi en restaurant, hvor vi sammen spiser frokosten, inden vi overlades til en eftermiddag på egen hånd i byen. Nogle ønsker at studere arkitekturen nærmere, andre vil ud at handle og enkelte vil tilbage til hotellet med taxa. Selv foretrækker vi at spadsere hjem for at snuse lidt mere til byen. Vi ser, at et par af vores rejsevenner allerede er gået i forvejen og vi følger efter ca. 50 meter bag dem. Vi passerer hen over Uafhængighedspladsen, og da vi når frem til rejsevennerne, er de lidt rystede. Der var kommet nogen bagfra og havde sprøjtet en klæbrig væske bag på deres benklæder uden at de i første omgang havde bemærket det. Et øjeblik efter havde en "venlig" mand tilbudt at ville hjælpe med at få det skyllet det af, hvis de gik med ind i porten, hvor de i ro og mag kunne blive rengjorte. Heldigvis havde rejsevennerne åndsnærværelse nok til at takke pænt nej tak - de skulle ikke ind i nogen port og rulles for værdier. Tyvene samarbejder og selv visse politifolk er korrupte. Der var ingen hjælp at hente fra den side, da de henvendte sig til en politimand! Vi følges ad resten af vejen hjem ad snørklede, gamle gader og brede boulevarder tilbage til Hotel Sierre Madre.
De fleste af os mødes tidligt på aftenen for sammen at spise middag på restaurant Mama Clorinda, hvor vi får en fin oplevelse med god betjening og lækker lokal ecuadoriansk mad.

Udflugt nord for Quito

Igen i nat har det regnet - nærmest et skybrud - og det har været koldt. Det er ikke muligt at lukke op for varmen på værelset, men et ekstra tæppe måtte der til. Efter lidt klatvask i lunkent vand og morgenmad - uden buffet - er vi klar til dagens udflugt. Vejret er klaret op og vi kører nordpå gennem Quito mod Imbabura-provinsen. 
Det første stop er ved vulkankrateret Pululahua og fra kanten kan vi skue ud over de mange jordlodder i kraterbunden. Bønderne har en enkelt vej på den anden side af vulkanen, hvor biler kan komme ned i bunden, men ellers foregår alt transport ad æselstien, der snor sig op langs kraterkanten. På denne frodige vulkan får vi for første gang set, hvor afvekslende naturen kan være i Ecuador.

Ækvator-museet Inti-Nan

Vi kører videre forbi det nationale mindesmærke for ækvator Mitad del Mundo - der viser sig at være placeret ca. 300 meter "forkert" - og stopper først foran ækvatormuseet Inti-Nan. Udover en smuk anlagt park med flere eksotiske træer og buske, hvor både langhalede kolibrier og almindelige kolibrier suger nektar fra de farverige blomster, finder vi også et etnografisk museum, med bl.a. genopbyggede huse indrettet som indianerne boede før spanierne erobrede landet. Midt i dette anlæg er ækvatorlinien anskueliggjort. Ækvatorlinien er dog ingen håndgribelig størrelse, men er her vist ved en række sten og punkter på jorden. Her får vi demonstreret hvorledes centrifugalkraften virker på "vandprøven" og får forklaret dette i et større perspektiv. Der fortælles om vindenes forskellige bevægelser på hhv. den nordlige og den sydlige halvkugle.

San Pablo søen

Næste stop er i nærheden af en kraterlagune, San Pablo Søen, der ligger neden for den 4.680 meter høje Imbabura vulkan. Her er vi midt i endnu et frodigt kulturlandskab med dyrkede marker og ser før første gang trætomater! Vi er ikke langt fra byen Cotacachi, i "skyggen" af den 4.944 meter høje Cotacahi vulkan, hvor vi spiser en anbefalelsesværdig "spansk kylling" på restaurant El Lenador.

Cuicocha kratersø

Turens måske største naturoplevelse får vi imidlertid, da vi kører ind i nationalparken ved Cuicocha. I besøgscentret forklares hvorledes vulkaner og erosion har skabt det vidunderlige landskab, der omgiver stedet. Besøgsstedets plancher er udelukkende på spansk, så behersker du ikke sproget, er udbyttet begrænset uden guide. Udenfor er udsigten udover Cuicocha kratersøen enestående. Et par små vulkaner stikker toppen op over vandoverfladen i søen og på den anden side af søen rejser selve vulkanen sig. Desværre er der ikke tid til at gå rundt om søen - en halvdagstur - eller at køre længere ind i nationalparken for at se søen lidt oppe fra kraterkanten.

Otavalo indianermarkedet

I indianerbyen Otavalo besøges markedet med kunsthåndværk og måske gøre en god handel. De lokale Otavalo-indianere er kendte i hele verden for deres fremragende vævninger og broderier, som de allerede ved spaniernes ankomst blev tvunget til at udføre. Det kan de være glade for i dag, hvor netop denne etniske gruppe er blandt de mest velhavende i Ecuador. Otavalo-markedet betegnes som Sydamerikas største marked, hvilket vi nu ikke rigtigt forstår. Nok er her mange boder, men alt inden for en begrænset plads - kendt som Poncho Plaza. Her kan vi købe de fineste vævede kvalitetsstoffer, broderede skjortebluser, duge, tykke trøjer og jakker - og naturligvis ponchoer. Selvfølgelig findes her også det, vi kalder "tingel-tangel" - turistsouvenir uden værdi. Men her er ikke skyggen af et blomster-, dyre- eller kødmarked. Måske er det kun om lørdagen, at dette marked er Sydamerikas største?

Peguche vandfaldet

Efter endnu en køretur er vi hen på eftermiddagen nået frem til landsbyen ved Peguche. Alt minder om en spøgelsesby og ikke et øje er at se - udover en gammel tandløs indianerkvinde, der tigger lidt mønter. Vi spadserer gennem hovedgaden og drejer ind i en lund og følger floden frem til "Det hemmelige sted". Det var her at shamanen (medicinmanden) i gamle dage kom i kontakt med ånderne og de højere magter og tilbad guderne.
I dag er det vandstøvet, der driver mod os, mens vandet fra vandfaldet tordner ned foran os, og helt våde bliver vi, da vi løber over broen for at komme over på den anden side af floden. Det bliver kun et kort ophold, inden vi går samme vej tilbage til bussen.

Bliver på hotellet

Denne aften springer vi aftensmaden over, da vi begge har "rumlen" i maven efter den lange køretur i en bus, hvis støddæmpere trænger til et eftersyn. I stedet pakker vi tøj og nødvendigheder i plastikposer i de medbragte rygsække til tre dage og lader resten, vi ikke skal bruge før vi er tilbage, være i de store rejsekufferter som bliver på hotellet.

I morgen kører vi nemlig med offentlig bus over Andesbjergene og ind i Amazonas regnskove