Thomas Sørensen
Rejseskribent
Inden vi denne morgen forlader Arequipa, stopper vi ved udsigtspunktet Mirador Carmen, hvorfra vi kan se de tre vulkaner rejse sig bag en frodig dal. Vi kører derefter gennem en af byens forstæder, hvortil der kom en del tilflyttere, mens terrorgruppen Den Lysende Sti huserede andre steder i landet i perioden 1980-2000. Arequipa har dog altid været fredelig og folk som flyttede hertil, blev boende. Vi følger hovedvejen op på højsletten Altiplano og rundt om den over 6.000 meter høje vulkan Chachani.
På Pampa Canahuas bag om vulkanen Chachani
Her ses for første gang det særlige dyr vikunja, der er i familie med kamelen, men ligner lamaen. Disse dyr, der kan blive 40-50 år gamle, lever af de få græsarter som findes i de alpine højder mellem 3.200 og 4.800 moh. Deres uld er så værdifuld, at det er mere værd end guld.
Vikunjaer er Perus nationaldyr
Ved Bata Auasy, 3.487 moh., ligger en enkeltstående bygning, hvor vi for at få lidt at drikke. Vi er kommet op i højderne og det kan flere af os mærke og har allerede fået ilt fra bussens medbragte iltapparat. Så gør det godt med en stor kop te kogt på cocablade. Vi har tygget cocablade undervejs, men de er lidt bitre i smagen. Så er det bedre at få cocate - godt med sukker! På stedet er en fin udsigt til "Den Forstenede Skov" - en række eroderede klipper, som rejser sig på den anden side af hovedvejen. Også her er der boder med indianere som sælger alt i lamauld og meget andet souvenir.
Te-pause ved Bata Auasy på Pampa Canahuas
Rundrejsen fortsætter gennem det knastørre område med udsigt til bjergene, indtil vi pludselig kommer ind i et vådområde ved Salina Blanco. Under en pause ser vi efter fuglene, som holder til her. Længere fremme ses flere flokke af forskellige lamaarter, hvoraf der findes den almindelige lama, som kan genkendes på den løftede hale, den langhårede alpaca-art, guanaco-arten, samt den føromtalte vicuna.
Det tørre landskab på højsletten Pampa Canahuas
På rutens højeste pas Mirador de los Andes ,4.915 moh. ved Patapampa er der udsigt til flere vulkaner på omkring 6.000 meters højde - bl.a. Ampato, 6.288 moh. og Sabancaya, 5.967 moh. Sammenligner vi stedet med toppen af Europas højeste bjerg Mont Blanc, er vi her mere end 100 meter længere oppe! Også her i den tynde, kolde luft har de lokale opstillet souvenirboder og tilbyder lune baby-alpaca trøjer – eller er det "mayby alpaca" de tilbyder? Her er der ingen garanti for kvaliteten, så vi venter med indkøbene.
Sten ved Mirador de los Andes markerer slettesn højeste punkt
Inden vi kører det sidste stykke ned fra højsletten mod byen Chivay, stopper vi atter for at nyde udsigten ud over Colca-dalen. Her møder vi endnu en gruppe lokale sælgere, men fra en anden stamme med særdeles dekorativ beklædning.
Boder ved udsigtspunktet over byen Chivay
På grund af et regnvejr ser vi ikke byen Chivay, men kører direkte videre til næste overnatningssted La Casa de Mamayacchi i landsbyen Coporaque. Denne lille og ganske øde landsby ligger på den nordlige skråning i Colca-dalens begyndelse, hvor dalens sider endnu er flade og kan dyrkes.
Casa Mamayacchi i Coporaque
Denne typiske landsby, hvor høns, svin og æsler går frit omkring, har en central plads med en kirke og en enkelt købmandshandel, men ellers er her intet at komme efter. Casa de Mamayacchi er opkaldt efter en lokal kvinde, som blev gift med inkakongen Matya Caoac, hvis statue ses på landsbytorvet. Hotellet er indrettet i flere afsnit hver med seks-otte værelser placeret rundt om hovedhuset, hvor også restauranten findes. Desværre er her ingen faciliteter i haven som f.eks. en bænk, så vi er henvist til værelserne eller den kolde restaurant, hvor der serveres glimrende og rigelig mad, ligesom de lokale indianeres hjælpsomme betjening er helt i top.
Gade til centrum i den lille landsby Coporaque
I morgen er dagen hvor vi - måske - får set kondorer i en af verdens dybeste kløfter - Colca Canyon.
Hovedstaden i Peru er Lima.
Befolkningstal: Ca. 30,2 mio.
Areal: Ca. 1.285.216 km2
Afstand fra Danmark: Ca. 10.535 km
Største turistattraktioner: Machu Picchu samt Cuzco
Mere information: