Ayers Rock hedder nu Uluru - Kata Tjuta National Park SKAL opleves
Log ind Log ind
Ayers Rock hedder nu Uluru - Kata Tjuta National Park SKAL opleves

Ayers Rock hedder nu Uluru - Kata Tjuta National Park SKAL opleves

Endeløse sandsletter, tom ørken, enorme udtørrede, kridthvide saltsøer og endelig den enorme monolit, som aboriginerne kalder Uluru, (tidligere Ayers Rock) er fænomener i Det Røde Center - Yulara - midt i det centrale Australien.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Outback Pioneer Hotel & Lodge i Yulara

Fra lufthavnen er der kun kort afstand til Outback Pioneer Hotel & Lodge lidt uden for turistbyen Yulara. Efter indkvarteringen i rummelige bungalows ser vi lidt nærmere på hotellets omgivelser. Hotellet ligger som en oase midt i ørkenen med svømmebassin omgivet af høje træer og blomstrende buske, hvor fuglene søger hen. Fra en lille, sandet bakketop med spredt bevoksning er der udsigt til Uluru - men det er ikke dertil dagens første udflugt går.

Outback Pioneer Hotel & Lodge i Yulara

Outback Pioneer Hotel & Lodge i Yulara

Uluru - Kata Tjuta National Park

De to store naturfænomener Uluru og Kata Tjuta blev nationalpark i 1977 og i 1985 tilbageleveret til de traditionelle ejere - de lokale aboriginerne, Anangu-folket - der siden har udlejet parken til regeringen, og nu drives parken i fællesskab. Der er beviser for, at aboriginerne har været i området mellem 20.000 og 30.000 år og nogle steder i den 1.325 km2 store nationalpark har altid været - og er fortsat - blandt aboriginernes hellige steder - så hellige, at myterne er ukendte for andre end de indviede. Disse hellige steder må ikke betrædes og fotografering er ikke tilladt. Skiltning fortæller hvor.

Kæmpemæssige stenformationer ved Kata Tjuta - The Olgas

Kæmpemæssige stenformationer ved Kata Tjuta - The Olgas

Vandretur ved Kata Tjuta - The Olgas

Blot fem km. fra hotellet ligger området Kata Tjuta, som den hvide opdagelsesrejsende Ernest Giles døbte The Olgas, da han i 1872 nåede frem til disse fantastiske klippeformationer. Kata Tjuta betyder "Mange Hoveder" på det lokale Anangu-sprog og består da også af 36 større og mange flere mindre klippekupler. Området er adskillige gange større end det mere kendte Uluru (Ayers Rock) og har et meget mere varieret terræn. De mange klippekupler og kløfter betyder mere skygge, hvilket igen giver flere fugtige områder med plantevækst og fugleliv.

Før du vandrer ind i Kata Tjuta, er det vigtigt at medtage rigeligt drikkevand - og har du ikke fået nok med fra hotellet, sørger rejselederen for, at du kan få fyldt dine flasker op ved bussen. Du skal dog selv medbringe myggenet, som er nødvendige, da fluerne her er meget aggressive (tørstige) og svirrer konstant omkring hovedet. Du følger vandrestien Olga Gorge Walk mod Vindenes Dal og kommer tæt på de store konglomerater (klipper sammensat af mange forskellige stenarter). Det 200 mio. år gamle materiale er slebet til af vejr og vind med striber efter vand som ses på klippernes sider. Bevoksningen er lav og sparsom, men alligevel ses nogle få fugle.

Vandretur ved Kata Tjuta

Vandretur ved Kata Tjuta

Solnedgang ved Uluru - tidligere kaldt Ayers Rock

Senere kører bussen frem til Sunset Strip nogle kilometer foran Uluru (Ayers Rock) for at se det skiftende lys på klippeformationen ved solnedgang. Og her venter en overraskelse, idet der er sørget for mousserende vin og snacks som nydes, mens solen sænker sig bag os og Uluru farves mørkerød. Alene er vi bestemt ikke, for mange andre turister får samme flotte oplevelse.

Solnedgang ved Uluru - aboriginernes hellige bjerg

Solnedgang ved Uluru - aboriginernes hellige bjerg

Aboriginere uden kontakt

Ved landevejen sidder nogle lokale aboriginere med deres hjemmegjorte kunsthåndværk bl.a. prikmalerier, som sælges til turisterne. Men de gør ikke opmærksom på deres kunstværker og sidder blot afventende. Det er svært at fange aboriginernes blik - de "ser nærmest igennem én" - som om man slet ikke er der. En underlig følelse af tomhed. Man fornemmer, at de fleste aboriginere i virkeligheden helst er fri for os hvide tilrejsende!

Aboriginere ved deres kunsthåndværk

Aboriginere ved deres kunsthåndværk

Når lyset kommer

Efter en god middag - grillet kænguru, naturligvis - samt en god nats søvn er vi tidligt oppe, for i det kølige mørke at blive kørt ud til et udsigtspunkt på en anden side af Uluru. Her overværer vi dagen gry og det første solstrejf på klippeformationen. En betagende oplevelse.

Solopgang ved Uluru

Solopgang ved Uluru

Vandring ved Uluru 

Ved den 348 meter høje Uluru vandrer vi godt fire af de i alt knapt ti km. der er rundt om klippeformationen. Sporet fører tæt forbi de røde klipper, hvor et utal af større og mindre klippehuler med farverige mineralaflejringer ses på siderne. Nogle huler har været beboede af aboriginerne. Vi passerer en kløft som kan samle vand, der løber ned i et vandhul ved det hellige sted Kapi Mutitjulu. Her ses også hulemalerier som aboriginerne i tidernes morgen har malet og som bl.a. forestiller billeder fra "drømmetiden". 

Vandring ved Uluru

Vandring ved Uluru

Den første hvide mand som kom her i 1873 hed William Christie Gosse og han besteg klippen. Det kan man ikke længere, da Uluru er et helligt sted for aboriginerne.

Din rejseskribent i Australiens ødemark

Din rejseskribent i Australiens ødemark

Efter vandreturen venter en 563 km. lang køretur gennem den australske ørkenen til nærmeste by - Alice Springs.

Fakta om Australien

Hovedstad i Australien er Canberra.

Befolkningstal: Ca. 25 mio.

Areal: Ca. 7.692.000 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 11.262 km.

Mest besøgte attraktioner: Storbyer som Sydney med operahuset og Melbourne samt ørkenen med Ayers Rock (Uluru). Også Great Barrier Reef samt øen Tasmanien er velbesøgt.

Mere information:

Rejsebureau: Gislev Rejser

Turistinformation: Australien