Cradle Mountain - St. Clair National Park, Tasmanien, Australien
Log ind Log ind
Cradle Mountain - St. Clair National Park, Tasmanien

Cradle Mountain - St. Clair National Park, Tasmanien

Det tager blot en times tid at flyve fra Melbourne de godt 200 km. over Bass-strædet til Tasmaniens næststørste by Launceston. Tasmanien er ca. dobbelt så stort som Jylland.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Vægmalerier i Sheffield

I Launceston venter en bus, der bringer os rundt på Tasmanien til nogle af øens største turistattraktioner. På vejen vestover kører vi gennem et frodigt landskab og stopper for en frokostpause i byen Sheffield. Denne by har altid været et naturligt stop på vejen, men da landevejen for nogle år siden blev omlagt og ført uden om byen, faldt besøgstallet drastisk. Gode råd var dyre, og for at få gæster til igen at besøge byen, fandt man på at udsmykke mange af husene med vægmalerier. Og tilsyneladende har det hjulpet, for nu har folk noget at komme og se på og der er igen gang i byens caféer. Der er i øvrigt intet andet at se i denne provinsby.

Vægmaleri i Sheffield

Vægmaleri i Sheffield

Cradle Mountain Hotel

Efterhånden som vi nærmer os Cradle Mountain, bliver naturen flottere og mere barsk med bjerge, højmoser og søer, og efter yderligere en times kørsel er vi fremme ved Cradle Mountain Hotel. Hotellet ligger skønt midt i naturen i udkanten af Cradle Mountain - St. Clair National Park og efter indkvarteringen spadserer vi en lille tur i den tempererede regnskov på en anlagt gangsti beklædt med brædder og skridsikkert hønsenet spændt ud over det fugtige underlag. Ruten, der blot tager 10-15 minutter at gå, er anlagt neden for hotellet og snor sig gennem bevoksningen, der ligger helt urørt og passer sig selv.

Cradle Mountain Hotel

Cradle Mountain Hotel

Wallabie

Her ses bl.a. et par mindre kænguruer - såkaldte wallabies - som tilsyneladende er vant til mennesker for de springer først væk, da vi når næsten helt hen til dem. Andre ser en wombat - et andet nataktivt pungdyr, der nærmest kan beskrives som en blanding mellem en lille gris og en stor hamster. Dyret kan blive en meter lang og veje ca. 30 kg. Her i naturen er der også mange fugle.

Wallabie er en mindre kænguru

Wallabie er en mindre kænguru

Wilderness Gallery

I lokalet over for hotellet ligger kunstudstilling Wilderness Gallery, der er et fremragende fotogalleri med naturbilleder fra forskellige steder i verden samt akvareller fra Tasmanien. Det skal du ikke snyde dig selv for.

Udstilling i  Wilderness Gallery

Udstilling i Wilderness Gallery

Rundt om Dove Lake i Cradle Mountain – St. Clair National Park

Selv om regnen falder let denne morgen, vil vi besøge en af Tasmaniens absolut største attraktioner Cradle Mountain – St. Clair National Park National Park, der er på UNESCO's verdensarvsliste. I nationalparkens shuttlebusser køres vi frem til gletsjersøen Dove Lake, hvor en vandrerute på 5,7 km. leder os rundt om søen, der ligger neden for det 1.545 meter høje Cradle Mountain. Bag dette bjerg ses endnu en knejsende bjergtinde - Barn Bluff - der rejser sig 1.559 moh. Undervejs omkring søen ses et utal af forskellige træer, buske, mosser og lav - en hver botanikers drøm. 
Heldigvis ophører regnen, da vi er halvvejs rundt om søen, og vi får set både de alpine lyngklædte sletter, bjerge og det høje vandfald, der kaster vandet ned fra Lake Wilks. Ruten - Dove Lake Circuet - gås med uret og er let gået. Den har kun en enkelt stigning og ender ved det eneste hus ved søen - det gamle bådhus.

Dove Lake i Cradle Mountain

Dove Lake i Cradle Mountain

Efter frokost i nationalparkens besøgscenter, fortsætter vi med bus sydover mod den tidligere mineby Strahan og et Cruise på Gordon River.

Fakta om Australien

Hovedstad i Australien er Canberra.

Befolkningstal: Ca. 25 mio.

Areal: Ca. 7.692.000 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 11.262 km.

Mest besøgte attraktioner: Storbyer som Sydney med operahuset og Melbourne samt ørkenen med Ayers Rock (Uluru). Også Great Barrier Reef samt øen Tasmanien er velbesøgt.

Mere information:

Rejsebureau: Gislev Rejser

Turistinformation: Australien