Anne-Vibeke Isaksen
Vært og rejsejournalist
Campingpladsen, der er en blandt flere i området, er opkaldt efter den seværdighed, der ligger tættest på og som alle pladser ved floden har udsigt til - nemlig Le pont d´Avignon - den verdensberømte bro, der er kendt fra den franske børnesang "Sur le Pont d´Avignon" (på Avignon-broen). Pladsen ligger på Bartelasse øen midt i Rhônefloden og er i sig selv meget grøn med græs og høje træer. Der er udmærkede faciliteter, men de er lidt gamle og den lille købmand har frisk morgenbrød, men det er uden tvivl beliggenheden, der gør den til noget specielt. Om sommeren er swimmingpoolen åben. Lige uden for døren går en lille gratis båd fra flodbred til flodbred, så du kan komme direkte til den gamle bydel af Avignon.
Paven, endda flere af dem, har boet i Avignon, og det er vel det som umiddelbart gør byen til noget helt usædvanligt. Mange af de bygninger, som blev opført i 1300 tallet, står der den dag i dag om end restaureret, fordi de led stor skade under den franske revolution. Alt undtagen resterne af Avignon broen gemmer sig bag den intakte fem kilometer lange bymur med 39 tårne og syv byporte. Det er let at tage sig rundt til fods, for alle store seværdigheder i den gamle bydel er godt skiltet og bliver du træt i benene, kan du springe på det lille turist-tog, der også kører rundt til dem.
Ingen tvivl om at den gamle bydel bærer præg af, at det ikke er hvem som helst, der har boet her. Mægtige bygninger med dekorationer og udsmykninger, der stadig er velbevarede. På det højeste punkt er der anlagt en smuk og harmonisk park med udsigt over Rhône floden, øen Barthelasse, vinmarker og i det fjerne det højeste bjerg i Provence Mont Ventoux, der på denne årstid stadig er dækket af sne og først åbner midt i maj. Parken har både bænke og en lille cafe til dem, der har tid til at sætte sig og indsnuse duften af årets første blomster.
Avignon er på mange måder et godt udgangspunkt for oplevelser i Provence. Det ligger centralt og under en times kørsel i alle retninger, er der store seværdigheder og sydfranske byer med historie og charme. Det populære cafemiljø, som er en meget stor del af franskmændenes kultur, finder man heldigvis overalt. Mont Ventoux – det vindblæste og barske bjerg på næsten 2.000 meter er lukket, men du kan køre til bjergbyen Mont Serein i ca. 1.500 meters højde og stadig få en flot udsigt.
Ca. 45 minutter kørsel mod vest kommer man til Pont du Gard, der er et enestående bygningsværk, fordi det er et af de bedst bevarede minder fra romertiden. Broen og akvædukten spænder 275 meter over Gardon floden. Mod øst finder man bl.a. bjergbyen Gordes, der ligger på et højdedrag med lodrette klipper på tre sider og derfor er et besøg værd. På samme tur kan du besøge verdens kraftigste kilder i Fontaine-de-Vaucluse. Du kan vandre helt op til et af de store kildeudspring i klipperne og derfra følge det klare og grønne vand hele vejen ud af dalen. Er du heldig, fosser 200.000 liter vand i sekundet ud af hullet, men det meste af året og især når det har været en tør vinter, er kilden meget stille.
Med mindre du bliver i det franske, så kan du glæde dig over, at foråret kommer til Danmark nogenlunde samme tid, som du vender hjem. På den måde kan du opleve foråret to gange.