Anne-Vibeke Isaksen
Vært og rejsejournalist
Camping Nature Parc L’Ardéchois er anlagt, så du holder ferie i en stor velanlagt park lige ned til Ardèche-floden. Campingpladsen er femstjernet, men modsat mange andre campingpladser er den ikke så stor, og det gør, at hyggen bevares. Gæsterne kommer fra hele Europa og bor på alle muligheder måder. Små telte ligger side om side med luksuriøse autocampere. Andre bor i de yderst moderne mobil homes. På den måde kan du også mødes med familie eller venner, som ikke har eget campingudstyr.
En feriedag på Camping Nature Parc L’Ardéchois kan både være afslappende ved poolen eller ved floden i en hængekøje, hvis ikke du hellere vil være aktiv med morgen-yoga, kanoture, cykelture og vandreture. Mange morgenfriske udnytter de lidt lavere temperaturer tidligt på dagen og er aktive inden frokost, og så kan poolen og den gode mad nydes med god samvittighed senere. Der er i rigelige mængder af begge dele.
Både gartnere og rengøringsfolk går side om side dagen lang for at holde faciliteter og parken så velholdt og ren som muligt. I wellnesscentret, hvor der behandles med olie og dufte fra lokale planter, forkæles gæsterne. Restauranten, hvor al aftenunderholdning også foregår, serveres der almindelig fast food af høj kvalitet og lokale og yderst velsmagende specialiteter, alt efter hvad sæsonen byder på.
Camping Nature Parc L’Ardéchois ligger få hundrede meter fra centrum af byen Vallon-Pont-d’Arc i Rhône-Alpe-området godt to timers kørsel syd for Lyon. Som nabo til campingpladsen ligger den verdenskendte naturbro Pont d´Arc, som er regionens absolut største attraktion. Alle, der besøger området skal ud forbi den naturlige bue, som Ardèche-floden løber igennem, og næsten lige så mange tager turen i kano eller kajak, og det kan også anbefales. Fra campingpladsen arrangeres ture med og uden guide i lejet udstyr, og alle kan være med.
Sejlturen er en naturoplevelse af de helt store. Den smukke flod snor sig ned gennem Ardèche-kløften, og på begge sider rejser klippevæggene sig lodret. Flere steder kan du gå i land og tage en forfriskende dukkert. Sørg for at komme afsted så tidligt som muligt, hvor der er færrest turister på floden.
På mange måder er Vallon-Pont-d’Arc en lille søvnig by, men når der er marked eller andet festivitas som f.eks. Tour de France, der kommer forbi, står byen på den anden ende. I samtlige gader i den gamle bydel står boderne spækket med farvestrålende og vitaminfyldte grønsager, velhængte skinker og lokal vin. Smagsprøver uddeles, og der pruttes om prisen. Hvis du ikke kan fransk, så peg og brug fingre til at vise, hvor mange du vil have. Prisen kan man skrive på et stykke papir eller på sin mobil.
Det bedste måltid, når vi er på camping, er som oftest at købe det, som øjnene falder for på markedet og så hjem og smovse foran teltet. På denne tur, hvor vi bor lige ned til floden, kan man sidde i timer og nyde både mad og udsigt. Med jævne mellemrum kommer Tour de France forbi foran eller tæt på campingpladsen, så den er også et godt udgangspunkt, hvis man vil opleve en etape eller to. La Beaume, der ligger 30 km fra Vallon-Pont-d’Arc, er også en udflugt værd. Det er en utrolig smukt beliggende by ved floden af samme navn.
I december måned 1994 blev der gjort et meget usædvanligt fund af grottemalerier tæt på Pont d´Arc. Grotterne, hvor Jean-Marie Chauvet, Eliette Brunel og Christian Hillaire gjorde et sensationelt fund, er ikke offentlig tilgængelige. Men det er Caverne du Pont d’Arc, som er en imponerende rekonstruktion af både grotter og de malerier, der er over 36.000 år gamle og dermed verdens ældste.
Den oprindelige grotte, også kendt som Grotte Chauvet, er i dag på UNESCOs verdensarvsliste. Man kan ikke andet end tage hatten af for Caverne du Pont d´Arc – nu, hvor den ægte vare ikke kan opleves. For når man går gennem den kunstige grotte, glemmer man næsten, at det er en kopi. Stalaktitter, stalagmitter, farvespil, vanddråber i håret og den rigtige temperatur og belysning gør oplevelsen meget autentisk. De unikke malerier er malet på væggene og skulle efter sigende være en tro kopi af de imponerende originale fund.
Camping Nature Parc L’Ardéchois i Vallon Pont d´Arc, Ardeche
Antal stjerner: ***** - medlem af Leading Group
Kåret som "Årets udenlandske campingplads" af DCU til Danish Camping Award adskillige gange.
Faciliteter: Pool, wellness, restaurant, underholdning, kano, kajak, købmand, fine faciliteter og udlejning af mobilhomes
By: Vallon Pont d´Arc lige ned til Ardèche floden
Afstand fra Danmark: 1500 km (fra Padborg)
Mest besøgte attraktion: Naturbroen Pont d´Arc, byen Vallon Pont d´Arc, Caverne du Pont d´Arc, Fem underjordiske grotter, Byen La Baume
Læs mere om campingpladsen her:
Camping Nature Parc l’Ardéchois
Stedet ejer også:
Domaine de Sevenier
Vores nyhedsbrev er fyldt med gratis inspiration til din næste rejse, Anne-Vibekes bedste rejsetips, gode tilbud, men også nyt fra KLUB Anne Vibeke Rejser, hvor du kan se tv-programmer i fuld længde, deltage i foredrag mm.