Oplev det historiske vingesus i Korinth og på halvøen Peloponnes
Log ind Log ind
Oplev det historiske vingesus i Korinth og på halvøen Peloponnes

Oplev det historiske vingesus i Korinth og på halvøen Peloponnes

Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Riis Rejser

Halvøen Peloponnes har ikke været landfast med resten af Grækenland siden 1893, hvor Korinth-kanal stod færdig. Korinth er et godt udgangspunkt for oplevelser og her begynder vi vores historie.

Anne-Vibeke Isaksen

Anne-Vibeke Isaksen

Vært og rejsejournalist

Tilføj favorit

Dette indhold kræver et aktivt
abonnement

Læs mere

Har du allerede et abonnment?

Historiske Korinth og den verdenskendte kanal

Den nordligste del af Peloponnes er Korinth-tangen, der forbinder halvøen med resten af det græske fastland, men siden 1893, da man blev færdige med at udgrave den 6,3 km lange og 24,6 meter bredde Korinthkanal, der nu forbinder Korinthbugten med den Saroniske Bugt i Ægæerhavet, har Peloponnes ikke været landfast med resten af Grækenland. Kanalen blev allerede udtænkt på den romerske kejser Neros tid. Korinthkanalen har sparet små skibe for den 400 km lange rejse rundt om Peloponnes. Korinthkanalen har fået sit navn efter den nærliggende by Korinth, hvis historie går tilbage til 900 år fvt. Den oprindelige by blev dog ødelagt i 146 fvt af romerne, der sidenhen anlagde deres egen by på stedet i år 44 fvt.

Borgen i Akrokorinth

Akrokorinth ligger små 10 km fra selve Korinth og det imponerende borganlæg, som er den største attraktioner, er flere gange blevet udbygget og forbedret, så mange af de mure og tårne, som du kan se i dag, er i venetiansk arkitektur. På grund af placeringen og fordi Akrokorinth har sin egen vandkilde har borgen været praktisk talt uindtagelig. Udsigten herfra er ubeskrivelig og man forstår godt, at borgen har været et vigtigt punkt i forsvaret af Peloponnes, fordi man har kunne se fjenderne på mange kilometers afstand og planlægge de bedste strategier for at forsvare sig.

Udsigten fra Akrokorinth er hel utrolig.

Udsigten fra Akrokorinth er hel utrolig.

Ruinerne i Nemea - lidt længere mod syd

35 km syd for Korinth ligger ruinerne af oldtidsbyen Nemea, hvor Herakles ifølge legenderne besejrede den nemeiske løve som det første af hans 12 arbejder for kong Eurystheus. Det meste af det gamle Nemea ligger i dag i ruiner, men du er ikke i tvivl om placeringen af det store tempel, der var indviet til Zeus.

Det gamle stadion er imponerende i den forstand, at du stadig kan opleve ruiner af de gamle omklædningsrum samt den yderst velbevarede tunnel, atleterne brugte, når de skulle ind på stadion. Selve løbebanen på stadion er også bevaret, men er i dag dækket af sand. 

Det meste af det gamle Nemea ligger i dag i ruiner.

Det meste af det gamle Nemea ligger i dag i ruiner.

Mykene - et sagnomspundet sted

Mykene ligger på en lille høj mellem to større bjerge, har været beboet siden 3.000-2.500 f.Kr. Byen har været svær at indtage, da der kun var en indgang fra vest og var omgivet af en ni meter høj bymur bestående af tonstunge sten, der via sandramper er blevet slæbt på plads mellem 1600-1100 år før vor tidsregning. Den græske digter Homers fortællinger om den trojanske krig danner rammen for historien. Det var i disse omgivelser, at den græske sagnkong Agamemnon samlede folket i krigen mod Troja og hvor han efter hjemkomsten blev myrdet af sin hustru Klytmnestra. Datteren Elektra tog senere hævn og fik sin bror Orestes til at myrde både sin stedfar (den ny konge) og sin mor. Udødeliggjort i Richard Strauss opera Elektra.
Lidt uden for bymuren ses en udgravning, der med stor sandsynlighed skulle være konge Agamemnons Grav. Det er en mærkværdig, bikubeformet gravplads fra mellem 1.510-1.220 f.Kr. Det er dog tvivlsomt om Agamemnon har ligget her. Derimod er det sikkert, at arkæologen Schliemann, der udgravede området i 1874, fandt en smuk dødsmaske i rent guld og telegraferede følgende hjem: "Jeg har set Agamemnons ansigt."

Mykene var så vigtigt i årene 1600 fvt. og frem til 1100 fvt., at perioden i græsk historie er kaldt den mykenske civilisation.

Mykene var så vigtigt i årene 1600 fvt. og frem til 1100 fvt., at perioden i græsk historie er kaldt den mykenske civilisation.

Kystbyen Nafplio

Sydøst for Korinth, ca. 60 km, ligger Nafplio helt ude ved kysten. Det gamle venetianske fort Bourtzi fra 1473 har beskyttet byen sammen med borgen Palamidi, der ligger på en klippetop 216 meter over byen. Det imponerende borganlæg består af otte separate bastioner, der kunne forsvares individuelt, hvis en eller flere af de andre bastioner skulle falde. Det lykkedes venetianerne at bygge hele anlægget på blot tre år fra 1711 til 1714. Trods borganlæggets effektive opbygning måtte venetianerne dog trække sig, da osmannerne indtog hele Grækenland året efter i år 1715. Til gengæld var det også fra Palamidi, at man indledte Napflios befrielse fra osmannerne i 1822. I Nafplio kan du også besøge middelalderklostret Aghia Moni, der blev anlagt i 1149. Klostret med de smukke haver og bygninger er utrolig velholdt og de rolige omgivelser med de smukke haver fungerer i dag som kvindecenter.

Udsigten fra borgen Palamidi.

Udsigten fra borgen Palamidi.

Epidauros - et af antikkens bedst bevarede græske teatre

I det gamle græske teater, der er fra omkring 300 f.Kr. er der 55 tilskuerrækker, der i alt kan rumme 14.000 tilskuere. Det arkæologiske museum i Epidauros er ikke særligt stort, men koncentreret om helligdommen for lægekunstens gud Asklepios (dansk Æskulap). Som symbol havde han en slange, der snoede sig omkring en stav - en æskulapstav. Gennem 300-årene f.Kr. blomstrede stedet og blev kendt som et berømt kursted, hvor folk fra hele det græske område kom for at få medicinske behandlinger. Epidauros fik mange offergaver og helligdommen blev umådelig rig. Sidst men ikke mindst kan du opleve det runde tempel Tholos. Her blev afholdt sportskampe hvert fjerde år - akkurat som i Olympia. I år 86 f.Kr. blev området plyndret af den romerske hærfører Sulla og i 426 e.Kr. blev helligdommen nedlagt som følge af kristendommens udbredelse. Arkæologer er løbende i gang med at rekonstruktioner flere af de gamle bygninger.

Vin, oliven og appelsiner - en pause fra det antikke

På en rejse til Peloponnes er det antikken uundgåeligt, men vil du gerne have en pause er der meget andet du kan gøre. Middehavet er altid frisk på at byde dig velkommen til en dukkert - også selvom du kommer uden for højsæsonen. De lokale er også friske på en snak - mange af dem er gode til engelsk. Peloponnes er også en halvø med masser af natur og landbrug. Vingårde og oliven- og appelsinplantagerne ligger overalt og mange af stederne kan du besøge og få et større indblik i produktionen.

De smukke appelsintræer. Grækenland producerer årligt 900.000 tons appelsiner.

De smukke appelsintræer. Grækenland producerer årligt 900.000 tons appelsiner.

Hjemsted for de de olympiske lege - Olympia

På vestkysten af Peloponnes, ca. 200 km fra Korinth, ligger Olympia by, der er hjemsted for et af Grækenlands fineste arkæologiske områder - det antikke Olympia. De første olympiske lege, der fandt sted 776 f.Kr. blev afholdt hvert fjerde år for at ære guden Zeus, der boede på Olymposbjerget - deraf navnet. Olympiaderne fortsatte gennem hele den hellenske og romerske periode frem til 393 e.Kr. hvor den romerske kejser Theodosius forbød dyrkelsen af hedenske guder efter at kristendommen efterhånden havde taget over. De olympiske lege blev i moderne tid genoptaget i Athen i 1896.

Søjlerække i Olympia.

Søjlerække i Olympia.

Det antikke Olympia

Ved indgangen til det antikke Olympia er der fortsat fuld gang i udgravningerne. Det antikke område var engang dækket af et op til ni meter tykt jordlag fra et voldsomt jordskælv i 500-årene og efterfølgende jordskred. Er du her i april blomstrer de mange judastræer. 

Det græske teater har plads til 14.000 tilskuere og har en eminent akustik.

Det græske teater har plads til 14.000 tilskuere og har en eminent akustik.

Zeustemplet - Olympias vigtigste bygning

Ved Zeustemplet, der blev opført 470-456 f.Kr., er søjlerne ikke genoprejst. Zeustemplet var Olympias vigtigste bygning, hvor atleterne kunne ofre deres præmier til guden Zeus - legenes beskytter.  Der er også andre er hellige bygninger, bl.a. et tempel for Hera og et rundt sejrsmonument - Filippeion - rejst af kong Filip den 2. af Makedonien og hans søn Alexander den Store. I udkanten af området ligger det store stadion med plads til 30.000 nøgne mandlige tilskuere. Kvinder havde ikke adgang og det var forbundet med dødsstraf, hvis de forsøgte.

Filippeion opført af Filip den 2. af Makedonien og hans søn Alexander den Store.

Filippeion opført af Filip den 2. af Makedonien og hans søn Alexander den Store.

Det arkæologiske museum i Olympia

På det arkæologiske museum i Olympia kan du opleve en model af det antikke Olympia med relieffer fra Zeustemplets gavle og statuen Nike af Paeonius som er et af antikkens mesterværker fra 420 f.Kr. Statuen af Zeus med sit veltilfredse smil, som bortførte Ganymede fra Troja, findes også på museet. Størst indtryk gør måske Praxiteles mesterværk Hermes med Dionysosbarnet fra omkring 350 f.Kr. En 2,15 meter høj poleret, atletisk statue i marmor, der viser Hermes som bærer Dionysosbarnet på sin venstre arm i sikkerhed for Hera - Zeus' daværende hustru - der ikke brød sig om Zeus' børn avlet uden for ægteskabet (Dionysos blev avlet af Zeus og prinsesse Semele af Theben og iflg. mytologien havde han flere elskerinder. Både i og uden for museet er der flere elegante statuer fra romertiden.

Hermes og Dionysosbarnet.

Hermes og Dionysosbarnet.

Mistras - en flig af Det Byzantinske Rige

 Mistras blev opført i 1200-årene og blev bygget op ad bjergskråningen, således at byen var let at forsvare mod eventuelle angreb. Her var både beboelse, kirker og klostre og øverst blev der i 1249 opført en korsridderborg - Kastro - hvorfra den byzantinske statsholder regerede. For foden af Mistras, 160 km syd for Korinth, ses en statue af Konstantin XI Palaiologos (1404-1453), der var den sidste byzantinske kejser - kronet i 1449 - inden tyrkerne erobrede området i 1460. Mistras var mødested for øst-vestlig kultur - et handelsmæssigt og politisk center - og storhedstiden kulminerede i 1300-1400-årene med op mod 30.000 indbyggere.
I Mistras, der kom på UNESCO's verdensarvsliste i 1989, skal du have de gode sko og masser af tid med. Ruinerne og de velbevarede klostre, Pantanassa-klostret fra 1430, er en enorm oplevelse.

Mistras er anlagt op ad en bjergskråning.

Mistras er anlagt op ad en bjergskråning.

Pantanassa nonneklostret

Pantanassa klostret, der er fra 1430, er det eneste kloster i Mistras, der fortsat er beboet - p.t af syv ældre nonner. Fra klostergården når du frem til kirken oven over, der ligger smukt helt ud til bjergkanten med klokketårn og buegang. Det er dog den indvendige udsmykning, som gør denne kirke til noget ekstraordinært. Efter tyrkernes fald i 1821 kunne man renovere klosterkirken ved at fjerne den påførte hvide maling og atter få freskerne at se. I den ortodokse kirke ses en flot ikonostas med Jomfru Maria på den ene side og Kristus på den anden side af åbningen i ikonvæggen, der adskiller det bagved stående alter, hvortil der kun er adgang for præster (mænd). Ikoner og freskoer ses overalt indvendigt i kirken - på vægge, under buer og hvælvinger samt i loftet. Et imponerende arbejde.
Besøg også klostret Metropolis eller Agios Demetrios, der er fra 1350.

Dette indhold kræver et aktivt
abonnement

Læs mere

Har du allerede et abonnment?

Fakta om Peloponnes, Grækenland

Hovedstaden i Grækenland er Athen. Halvøen Peloponnes, der er forbundet med fastlandet med Korinth-tangen, udgør den sydlige del af det græske fastland. Landskaberne på Peloponnes er meget varierede, med både bjerge og frodige dale og sletter, hvor der blandt andet dyrkes store mængder oliven, som anvendes både til at spise og ikke mindst til olivenolie. 

Befolkningstal: Ca. 1 mio.

Areal: 21.549 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 2.140 km til Athen

Mest besøgte attraktion: Olympia, Korinth, Nafplio, Mykene, Nemea, Mistras, Epidauros er bare nogle af det antikke Grækenlands perler. Husk også Delfi, Athen og det græske øhav.

Mere information:

Find klassisk charterrejser her: Bravo Tours

Find rejser i bus her: Riis Rejser

Turistinformation: Grækenland

Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Få de sidste nye rejsetips fra Anne-Vibeke

Vores nyhedsbrev er fyldt med gratis inspiration til din næste rejse, Anne-Vibekes bedste rejsetips, gode tilbud, men også nyt fra KLUB Anne Vibeke Rejser, hvor du kan se tv-programmer i fuld længde, deltage i foredrag mm.

klub

Bliv abonnent af Klub Anne-Vibeke Rejser

Tilmeld dig Klubben

Nyeste indhold i Klubben