Bemærk: denne rejse er betalt, dog uden redaktionel indflydelse, af: Gislev Rejser
Thomas Sørensen / Lasse Løndahl
Ávila er den by i hele Spanien der har flest kirker pr. indbygger og går derfor også under navnet "Byen af sten og helgene". Den store gotiske katedral indgår bl.a. som en del af fæstningsværket og apsis er halvt kirke og halvt borg. Der er ingen tvivl om at bymuren har haft stor betydning for byens sikkerhed og er i dag en væsentlig turistattraktion. Katedralen - der blev anlagt i 1100 tallet men først færdiggjort 400 år senere - regnes for at være blandt de ældste katedraler i Spanien med gotisk udseende. Der er fundet arkæologiske levninger helt tilbage fra keltisk tid, men det var romerne som byggede det første egentlige forsvarsanlæg på denne bakketop på denne højslette.
Siden har byen skiftevis været i de kristnes og maurernes besiddelse, indtil Alfonso VI i 1090 fik jaget muslimerne på flugt. Han fik hurtigt udbygget fæstningsværket, så det du i dag kan se er fra 1100-årene - naturligvis udbygget og renoveret gennem tiderne. Bymuren der er 2.516 m lang, 3 m bred og med en gennemsnitshøjde på 12 meter, beskytter et areal på 31 hektar og har hele 2500 skydeskår og ikke mindre end 88 buede tårne. Alt i alt er der ni byporte, som fører ind under muren til den gamle bydel.
Lidt uden for byen finder du et udsigtspunktet Cuatro Postes, hvor du får det bedste udsyn over den velbevarede bymur og de mange tårne.
Udsigtspunktet Cuatro Postes uden for Avila giver et perfekt overblik
Ved Plaza Adolfo Suarez, hvor der ses en flot fontæne, er det muligt at komme op på bymuren. Du kan dog ikke spadsere hele vejen rundt på bymuren, men kan komme op på den to steder og gå et stykke. Fra toppen af muren er der fint udsyn både mod bygningerne i den gamle bydel inden for murene.
Udsigt til katedralen set fra bymuren
Fra bymuren kan du også se det flade omkringliggende castilianske landskab udenfor Avila.
Udsigten fra bymuren i Avila.
Man passerer flere smukke stenhuse og stopper ved statuen af Santa Teresa, som ses foran klosteret og klosterkirken, det er bygget oven på hendes fødehjem. Teresa de Cepeda y Ahumada (1515-1582) er af de vigtigste kvinder i den spanske kristne historie. Hun var pige i en søskendeflok på ti og som syvårig stak hun af hjemmefra i håb om at lide martyrdøden hos maurerne. Men hun blev fanget af sin onkel på en bakke lidt uden for bymuren, hvor der i dag står fire søjler - udsigtspunktet Cuatro Postes, der i sig selv er et besøg værd, for den enestående udsigt over byen og bymuren.
Efter moderens død blev Santa Teresa opfostret hos augustinske nonner og tilsluttede sig som 20-årig karmeliterordenen. I 27 år boede hun i klostret La Encarnacion, der ses lidt nord for byen. Teresa havde i 1560 et drømmesyn, som forandrede alt - hun ville gøre oprør mod den ødselhed og levned som datidens katolske kirke havde udviklet sig til og ønskede, at man skulle leve mere spartansk i overensstemmelse med Jesus simple livsstil.
Som karmeliter skulle man leve under ekstremt simple forhold, gå barfodet og i givet fald piske sig selv for at bøde for sine synder. Dette var naturligvis ikke populært blandt den etablerede katolske kirke, men i 1562 grundlagde hun sit første kloster for barfodskarmeliterne og rejste senere rundt i Spanien, hvor hun fik støtte fra mange sider, så flere klostre kunne blive etableret.
Teresa blev helgenkåret af Paven i 1622.
Klosterkirken ved Santa Teresa fra Avila
På Avilas centrale markedsplads - Plaza del Mercado Chico - finder du byens prægtige rådhus med facade fra midten af 1800-årene. Den firkantede lukkede plads er forsynet med skyggefulde arkader og her finder du også forskellige gode spisesteder.
Avilas rådhus på Plaza del Mercado Chico
Men ud over at være kendt for de mange kirker og bymuren, har man i Ávila også et helt særligt forhold til kød, nærmere betegnet oksekød. Området omkring Ávila er nemlig kendt for kvægracen Avileña-Negra Ibérica, der græsser i bjergene. Det betyder også at kødet er utrolig smagfuldt og ikke mindst mørt. En af byens specialiteter er en 7-800 grams t-bone steak, der helt klart kan anbefales at dele – medmindre du er MEGET sulten. Carne de Ávila der er den officielle betegnelse for kød fra Ávila og omegn, kan selvfølgelig smages på de fleste af byens restauranter, men på det store kødmarked, kan du også vælge lige netop den udskæring du vil have med hjem til grillen. Der er ingen tvivl om at Ávila er paradis for enhver kødelsker.
Kød, kød, kød ...
Hovedstaden i Spanien er Madrid. Tæt på Spanien ligger De Baleariske Øer med hovedøerne Mallorca og Menorca i Middelhavet. I Atlanterhavet ligger De Kanariske Øer.
Befolkningstal: Ca. 46,5 mio.
Areal: Ca. 505.990 km²
Afstand fra Danmark: Ca 2.075 km. til Madrid
Mest besøgte attraktioner: Storbyer som Madrid og Barcelona og de mange fine badestrande specielt mod Middelhavet. Rundt omkring i landet findes flotte middelalderslotte.
Mere information: