Ad pilgrimsruterne i Cinque Terre (3/3), Norditalien
Log ind Log ind
Ad pilgrimsruterne i Cinque Terre (3/3)

Ad pilgrimsruterne i Cinque Terre (3/3)

På denne ferie i Italien er vi på vandretur i Cinque Terre - fem idylliske landsbyer, der ligger på bjergskråningerne ned mod havet.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Rejseskribent

Tilføj favorit

Vandreturen Monterosso - Bonassola

Det er klaret op. Luften er renset og frisk. Duften af skovens planter er forstærket - og bedst er, at de mange pollen fra pinjer og lyngtræer er slået til jorden. Vi kan se de gule striber af pollen ligge ude på havet, da vi forcerer de mange høje trappetrin op mod Punta Mesco. Det er en tur der "river tænder ud". Men vi giver os den nødvendige tid og sætter eget tempo. Så går det.
Ude på pynten har vi fin udsigt ned over kysten ved Monterosso og efter at alle igen er kommet til kræfter, fortsættes langs kysten mod Lévanto. Først nu kan vi længere mod nord se selve kysten Costa del Semaforo. Imponerende. Vandrestien til Lévanto er fin og ganske bred og med kun få klipper undervejs. Lidt før vi når byen, gør vi holdt og nyder vor medbragte picnic i dejlig solskin. Men der kommer en mindre regnbyge senere, da vi er på en lille byvandring. Men byger har det jo med at komme og gå, og da vi fortsætter på den anden side af byen mod Bonassola, kommer solen atter frem. Dette stræk kan varmt anbefales. En rig flora møder os på bjergskråningerne og sommerfugle flaprer rundt mellem de blomstrende buske og frugttræer - og udsigten er herlig. En rigtig dejlig dag.

Op og op går det langs kysten

Op og op går det langs kysten

På tur til Riomaggiore - Portovenere - Monterosso

Vi er nu inde i rytmen med at nå toget og denne dag, hvor vejret er perfekt, tager vi til Riomaggiore. Der er dog ikke tid til bytur (nogle har været her tidligere), så vi vandrer med det samme op gennem byen og finder vandreruten mod Portevenere. Her i landskabet bag byen ser vi igen disse små karakteristiske lodder, hvor der dyrkes grønt, citroner og mange andre afgrøder. En ældre kvinde går nede og ordner citronerne, mens hun råber til en anden og lyden forstærkes ved genklangen mellem bjergene.

Vandreruten mod Portovenere

Vandreruten mod Portovenere

Valfartskirken Madonna de Monte Nera

Men snart er vi oppe ved valfartskirken Madonna de Monte Nera, med en fantastisk flot udsigt ned over kyststrækningen både mod syd og nord. Efter en stigning på mere end 500 højdemeter trænger vi til en kaffetår og efter at have set os mætte ud over havet, fortsætter vi vandreturen på denne gamle pilgrimsrute. Igen kommer vi gennem pinje- og kastanieskov hvor stien er bred og fin at gå på. Og blød er den også for vore efterhånden trætte ben. Et tykt lag pinjenåle (fyrrenåle) ligger på stien og gør hvert skridt meget behageligt.

Kirken Madonna de Monte Nera

Kirken Madonna de Monte Nera

Et helt fantastisk vue

Efter frokost ved et traktørsted - nærmest bygget sammen med en lille kirke - fortsætter vi mod Campiglia. Da vi har forceret endnu en bakketop, kommer turens "Waw". Fra en klippeafsats åbner kyststrækningen sig pludselig foran os. Udsigten til Parco di Portovenere - de lodrette klippevægge mod Portovenere og øerne Isola Palmaria og Isola del Tino - er enestående. Vi gør ophold. Tager billeder og nyder udsigten. Da vi fortsætter, har vi flere fantastiske billeder foran os af disse smukke klippeformationer, men vi er nødt til også at se ned - og se os for. Enkelte steder hjælper vi hinanden over de stejle klipper, der ligger så yderligt, at en fejltagelse kan være fatal. Enkelte steder er det nødvendigt at kravle på alle fire for at komme "sikkert" over. Men giver man sig tid, kan alle være med og den tur skal opleves, hvis man kommer på disse kanter.

Kyststrækningen mod Portovenere

Kyststrækningen mod Portovenere

Ned til Portevenere

Vandreturen slutter med en forholdsvis stejl nedstigning - igen af uendeligt mange trappetrin - til Portevenere. Middelalderborgen vokser frem efterhånden som vi nærmer os og den lille kirke S. Pietro, bygget på de yderste af byens klipper, dukker op af havet. Da vi endelig får "fast grund under fødderne" nede på byens store plads, finder vi en trappe og skifter de tunge vandrestøvler ud med de lette kondisko, vi har haft med i rygsækken. 
Der er tid til at se byen og besøge kirken, inden vandregruppen atter mødes ved båden, der skal sejle os tilbage til Monterosso.

Nedstigningen begynder

Nedstigningen begynder

Cinque Terre set fra søsiden

Det er en sejltur ingen skal snyde sig for. Imponerende klipper med et farvespil som på en palet, rejser sig lodret fra det blå Middelhav. Små bysamfund har fundet plads - selv på de alleryderste klipper. Og de fem små byer i Cinque Terre tager sig eventyrligt smukke ud fra søsiden.

Vi sejler fra Portovenere

Vi sejler fra Portovenere

Og det andet eventyr

Tannhäuser har været på sin pilgrimsvandring til Rom og er kommet tilbage til Thüringen, men dybt nedslået. Han har vandret den lange, tunge vej og bedt om tilgivelse for sine drifter hos Paven, som dog først kan tilgive ham den dag hans vandrestav igen skyder med nye, friske, grønne skud. 
Hvordan det går, er en helt anden historie, som du finder ud af, når du hører operaen...

Sommerfugl i blomst

Sommerfugl i blomst

Fakta om Italien

Hovedstaden i Italien er Rom.

Befolkningstal: Ca. 61 mio.

Areal: Ca. 301.338 km²         

Afstand fra Danmark: Ca. 1.534 km til Rom. Ca. 2.030 km til Sicilien.

Mest besøgte attraktion: Mest populære destinationer er Toscana, Gardasøen, Lidoen, Piemonte og Rom, men Italien er meget meget mere hele året rundt.  

Mere information:

Oplev Italien på en busrejse: Riis Rejser

Turistinformation: Italien