Thomas Sørensen
Rejseskribent
Slottets historie startede i 1560, da kong Frederik den 2. (1534-1588) opførte slottets første del, som hans søn kong Christian den 4. (1577-1648) nedrev og byggede det nuværende pragtslot i hollandsk renæssancestil mellem 1600 og 1625. Slottets storhed skulle vise kongens position som en magtfuld monark.
I dette enestående slot kan du se mange imponerende detaljer og udover den faste udstilling, hvor du oplever den tids pomp og pragt, er her også skiftende kunstudstillinger af forskellig art. Frederiksborg Slot rummer bl.a. den store riddersal med gobeliner og kongeportrætter samt audienssalen, hvor man siden 1680 kunne få foretræde for majestæten. Her er også adgang til den enestående slotskirke med original udsmykning fra kong Christian den 4.s tid. I slottets sale ses en stor samling af portrætter, historiemalerier, møbler og inventar helt tilbage fra 1700-årene.
Slottet rummer også Det Nationalhistoriske Museum der blev oprettet i 1878 af Carlsbergs grundlægger J.C. Jacobsen (1811-1887).
Frederiksborg Slot i Hillerød
Fra slottet fører en bro over Slotssøen til den storslåede barokhave skabt med lige linjer og symmetri i opbygningen, der skulle vise, at mennesket havde kontrol over naturen. Her ses kongelige monogrammer dannet af små sirligt tilklippede buskbomhække. Midt i barokanlægget løber en kanal der via små vandfald får vand fra plateauerne længere oppe i barokanlægget. Brede stier mellem græsplæner med forskellige træer leder dig på de næste plateauer, hvor du får endnu bedre udsigt ud over barokhaven mod slottet i Slotssøen. I slutningen af 1700-årene forfaldt barokhaven, da romantikken indfandt sig, og en ny trend i haveanlæg opstod. Den nuværende barokhave blev genskabt i 1990’erne.
Port ud til Barokhaven ved Frederiksborg Slot
Vest for barokhaven ligger den romantiske og engelsk inspirerede have med bl.a. Badestuedam og det lille slot Badstueslottet etableret i 1800-årene. Bag dette ligger Ødam med Louises ø midt i idyllen. Mindre stier leder ind i skoven - kaldt Indelukket - med fuglekvidder, mindre søer og kanaler - helt i romantikkens tegn med naturens egen skønhed.
Badestuedam med slot
Nordsjælland eller Kongernes Nordsjælland er både kendt for spændende historiske slotte og klostre, men også noget af Danmarks mest imponerende natur, hvor du aldrig er langt fra vandet.
Vigtige historiske byer: Helsingør, Hillerød, Fredensborg og Frederikssund.
Største attraktioner: Kongelige slotte og slotshaver som Kronborg Slot, Frederiksborg Slot, Fredensborg Slot samt Jægerspris Slot.
Naturoplevelser: Nordkysten langs Kattegat, de store skove som Grib Skov, Store Dyrehave, samt de mange søer med mulighed for kano- og kajakture.
Nationalparken: Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Kronborg: Kronborg Slot
Frederiksborg: Frederiksbrog Slot
Fredensborg: Fredensborg Slot
Jægerspris: Jægerspris Slot
Turistinformation: Nordsjælland